PROFESSOR: BREXIT ER TO SKRIDT BAGLÆNS
Briterne er med Brexit ved at smide fordelene ved de seneste 50 års globalisering og europæisk samarbejde ud, mener Philipp Schröder, der er professor i økonomi ved Aarhus Universitet. Han understreger, at det ikke kun handler om lidt toldpapirarbejde, men om nedbrydning af barrierer.
”Vores samfundsudvikling har været én lang afskaffelse af barrierer. Da vi opfandt jernbanen var den med til at afskaffe afstanden som barriere. Når vi har harmoniseret standarder, så har det gjort det nemmere at skabe varer og ydelser på tværs af lande og forskellige kulturer.”
Det handler heller ikke bare om at flytte varer, men også om ideer og om at skabe store markeder, som kan bære omkostningen af forskning og innovation – f.eks. i insulin.
”Gevinsten ved at være åben over for verden er også import og eksport af ideer. De friheder skaber produktivitet og vækst, som vi har brug for”
Varer flyder over mange grænser
Philipp Schröder peger på, at man nemt undervurderer kompleksiteten af værdi-kæder. Både varer, services og ideer krydser ofte mange grænser på deres vej fra råvarer over halvfabrikata til veldesignede produkter ude hos forbrugeren.
”En tredjedel af det, vi eksporterer, har vi i virkeligheden først importeret fra andre lande. Når der er told-krig mellem USA og Kina, så rammer det også Danmark. Hvis kineserne lader være med at købe en maskine fra Tyskland, så rammer det en underleverandør i Danmark. Derfor er det ret kritisk, hvad Brexit kan gøre ved hele integrationen.”
Han frygter også, at nye toldbarrierer kan blive en anledning til, at briterne forsøger at beskytte sig selv.
”Lur mig, om der ikke kommer nye standarder for medicin og sundhed. Det kunne være, at den britiske pharma-industri ret hurtigt efter Brexit var i stand til at overbevise regeringen om, at der skulle indføres nogle regler, som passer dem selv lidt bedre.”
Derudover er det også vigtigt at se på dybden af integrationen. Vi er i virkeligheden ikke nået ret langt på det område, påpeger Philipp Schröder.
”Vi har fået skabt en vis integration, når det kommer til fysiske varer, men meget bliver stadig standset af grænser. Det sker f.eks. ret sjældent, at folk får revisorydelser eller pensionsordninger på tværs af grænser.”
Worst-case: Britisk skattely
Han frygter, at briterne ikke bare vil beskytte egne markeder, men vælger decideret at lukrere på EU som nabo.
”Det kan være, at de holder sig inden for told-union som Norge, men det er også muligt, at de laver et skattely ved siden af Europa. Det ville være et ret trælst scenarie, hvor de forsøger at snylte på et marked med 500 millioner kunder, mens skattely er altså kun et quickfix.”
Selv om Brexit er et skridt i den forkerte retning, så mener han ikke, at Brexit er en dramatisk katastrofe.
”Vi mister ikke årtiers velstand. Men uanset hvad der sker, så er briterne de største tabere i hele Brexit-forløbet, siger Philipp Schröder.
\