Markedet for IT-certificeringer vil vokse – men beskedent
I de blindes rige er den enøjede konge.
Om det godt 500 år gamle ordsprog er en passende karakteristik af, hvor vigtige kompetente medarbejdere er i IT-branchen, er op til læserne. Under alle omstændigheder er medarbejdere med den rigtige viden – og ikke mindst certificeringer – afgørende i konkurrencen om kunderne.
Og indtil videre har det været så god latin, at virksomhederne er villige til at betale høje lønninger og ikke mindst spendere stort på at sende denne type medarbejdere på dyre efteruddannelser, der skal give dem de rigtige certificeringer på cv’et.
Og ifølge Mogens Kühn Pedersen, professor på Copenhagen Business School (CBS) vil efterspørgslen på IT-uddannelser med certificeringer stige i årene fremover.
”Virksomheder laver i dag IT-systemer, der er rigtig interessante, hvis de kan arbejde sammen med andre IT-systemer. Interoperabilitet og dataudveksling er mere og mere vigtigt. Og i takt med det, får virksomhederne brug for at vide, om deres partnere er på omgangshøjde,” siger han.
Ikke på en bar mark
Den udvikling er med til at øge behovet for standarder og certificeringer. Mogens Kühn Pedersen peger på, at IT-virksomheder ikke bliver til på en bar mark. De er afhængige af at kunne anvende data fra andre virksomheder.
Grundlæggende handler det om, at den teknologiske udvikling i sig selv er med til at øge behovet for service i form af for eksempel konsulenter og uddannelse.
”Virksomheder arbejder med uhyre komplicerede teknologier, hvor de har behov for et eller andet, der kan vejlede dem. Derfor ser vi et vidensmarked blive bygget op omkring de mest dominerende teknologier,” siger Mogens Kühn Pedersen.
Og mens det først og fremmest er virksomhederne, der sender deres medarbejdere afsted på IT-certificeringskurser, er de ikke ene om at puffe til markedsmekanismerne. Også det offentlige er med til at stimulere efterspørgslen.
Statens og Kommunernes Indkøbs Service (SKI) stiller i sine rammeaftaler godt nok ikke krav om, at leverandører af IT-konsulentydelser skal have medarbejdere med specifikke IT-certificeringer. Her nøjes rammeaftalerne med at stipulere konsulenternes erhvervserfaring, efteruddannelse og andre forhold. Men når det kommer til en konkret opgave eller et opbud, kan de enkelte kommuner eller styrelser udmærket stille krav om, at en leverandørs medarbejdere skal have de relevante IT-certificeringer.
Ikke voldsom vækst
Så umiddelbart skulle man tro, at væksten på kursusmarkedet vil fortsætte. Og Ifølge en helt ny prognose fra konsulentvirksomheden IDC vil markedet for IT-efteruddannelse og certificeringer stige med 4,2 procent på verdensplan frem mod 2019.
Umiddelbart kunne det synes som en beskeden vækst set i forhold til, hvor hurtigt den teknologiske udvikling bevæger sig.
”Vi vil se vækst i markedet, men ikke en voldsom vækst. Dels vil vi se et mindre behov for en række certificeringer, dels vil virksomhederne forsøge at skære i deres omkostninger til certificeringer. Det koster dyrt at have en håndfuld medarbejdere med de rigtige certificeringer fra Cisco, HP eller Microsoft. Og ikke mindst risikerer man at miste medarbejdere til konkurrenter, netop fordi man har betalt for at få dem certificerede,” siger Anders Elbak, analysechef i den danske del af IDC.
Så i stedet for at investere mange penge i at uddanne og certificere deres medarbejdere, mener han, at virksomhederne hellere vil trække på eksterne eksperter – for eksempel ved at hyre konsulenter ind udefra, når de har behov for den dybe viden om et enkelt system.
”Så er de ude over den risiko, der ligger i at betale for at uddanne medarbejdere, der så bliver snuppet af konkurrenten,” siger Anders Elbak.
Men et er, at IDC er forsigtig i sin prognose om vækst på dette marked.
Udskiftelige leverandører
Hvis man tror, at markedet vil efterspørge mere af det samme, gør man klogt i at tro om igen. Bevægelsen i retning mod cloud computing vil ændre markedet for IT-certificeringer, mener blandt andet Anders Elbak.
”Mens efterspørgslen efter IT-certificeringer vil fortsætte, vil vi se nogle ændringer. Netop når man ser virksomheder begynde at anvende flere cloud services, vil de ikke længere have brug for en serverteknisk certificering. I stedet vil det være uddannelser og certificeringer i forhold til en eller anden cloud tjeneste, som være relevant,” siger han.
Han fortsætter:
”I princippet vil kunderne gerne kunne flytte fra en cloud platform hos Microsoft til en anden som for eksempel Amazon. Vi ser en række faktorer som øget standardisering og brug af cloud computing, der trækker i retning af, at man kan udskifte den ene leverandør med en anden. Mange virksomheder har prøvet at være låst til et SAP-system, der gennem årene har udviklet sig i alle mulige retninger, så de i dag ikke aner, hvad de skal stille op med det. Vi ser en bevægelse i retningen af, at teknologien i sig selv bliver mere ligegyldig. Det handler om at kunne anvende den bedst muligt,” siger Anders Elbak.
Samtidig mener Anders Elbak, at virksomhederne vil begynde at efterspørge kompetencer i forhold til at få de forskellige tjenester til at spille sammen.
”Det vil ikke længere handle så meget om, at medarbejdere skal være certificeret i en speciel serverteknologi, men at de kan få en række forskellige teknologier til at arbejde sammen på tværs. Altså i stedet for at være ekspert på en server eller et netværk fra en specifik producent, skal medarbejderne kende nogle industristandarder, der får de forskellige teknologier til at fungere sammen, siger Anders Elbak.
Han understreger, at bevægelsen hen mod større brugervenlighed og standardiseringer ikke vil overflødiggøre certificeringer ”fra den ene dag til den anden”. Man må heller ikke forledes til at tro, at man ved at udskifte det ene IT-system med et andet, helt kan undgå at anvende certificerede medarbejdere.