”Markedet forandrer sig allerede nu”
Fremtiden er ankommet.
Skyen – på nudansk cloud computing – er det nye sort i IT-branchen. Og dette er i færd med at ændre hverdagen for mange IT-medarbejdere. Behovet for IT-folk til at holde servere i gang, sikre køleanlægget ikke går ned eller udskifte defekte harddiske vil blive mindre.
Og dette skifte, kan en virksomhed som Segment mærke allerede i dag. Kunderne – der både er erhvervsvirksomheder og offentlige organisationer – efterspørger flere kurser, der klæder deres IT-medarbejdere på til at anvende skyen bedst muligt.
”Markedet forandrer sig allerede nu. Vi kan se, kunderne efterspørger undervisning i, hvor de teknologier kan gøre deres forretning bedre i stedet for de mere tekniske kurser i holde servere i luften og konfigurere alle mulige ting,” siger Thomas Guldberg, partner i Segment.
Hjælp forretningen
Selvfølgelig efterspørger kunderne stadig de tekniske fag og certificeringer, men han kan snildt forstille sig, at behovet for disse vil svinde ind over en årrække.
”Når en del af en virksomheds forretning er lagt op i skyen, så har man mindre brug for medarbejdere, der ved, hvordan en server fungerer helt nede i maven. I stedet skal de bruge IT-folk, der forstår, hvordan de kan hjælpe forretningen ved at få systemerne til at fungere sammen,” siger Thomas Guldberg.
I dag ser han en stor efterspørgsel efter kurser, der skal klæde IT-medarbejdere på til at deltage i den type projekter.
”Det kan også være undervisning i, hvordan man styrer de forskellige processer i en virksomhed. I virkeligheden minder det meget om det, der skete dengang alle produktionsvirksomheder skulle ISO-certificeres. Det samme sker nu i IT-branchen, hvor man skal have styr på alle processer for at sikre viden og kvalitet,” siger Thomas Guldberg.