Hassan sparede 100.000 kroner på at tage IT-certificeringer i Indien
De skallede afblegede husmure i gule, brune og lyserøde nuancer. Det kaotiske kor af bilhorn i morgentrafikken. Og pjuskede børnetiggere, der myldrer op til bilerne, når de holder for rødt for et kort øjeblik.
Det indiske gadeliv i forstaden til New Delhi står i skarp kontrast til den verden, der åbner sig bag glasdørene Koenig-Solutions, en indisk virksomhed, der udbyder undervisning i en række IT-systemer med henblik på at opnå certificeringer.
De tunge døre lader gadens lyde ude. Og hvide vægge, store vinduer og rolige omgivelser indrammet i aluminium og stål, kunne et kort øjeblik forlede Hassan Alawi til at tro, at han netop var trådt ind på IT-Universitetet på Amager, hvor han normalt arbejder som IT-supporter.
”Jeg havde aldrig været i Indien før. Det var et kulturchok med fattigdom, hvor hjemløse sover på gaden. Og kontrasten fra gaden til kursuscenteret var også enorm, siger Hassan Alawi om sine første indtryk af New Delhi.
100.000 kroner billigere
Den 28. juli 2013 var han ankommet til den indiske hovedstad.
Og nu stod han klar til sit første kursus hos Koenig-Solutions. Hjemmefra havde Hassan Alawi købt tre kurser for at få certificeringer som Microsoft Certified Solutions Associate (MCSA) i Windows 8 og Windows Server 2012 samt Cisco Certified Network Associate (CCNA) Routing & Switching v2.
IT-kurser med udflugter
Goas hvide strande eller Himalayas hvide tinder. Kombiner studierne med sightseeing, lyder tilbuddet fra indiske Koenig-Solutions.
Mens Hassan Alawi opholdt sig hos Koenig-Solutions benyttede han sig af tilbuddet om at se den verdenskendte turistattraktion Taj Mahal. Dette er ikke usædvanligt.
Den indiske kursusudbyder reklamerer også for, at IT-kurser kan tages i for eksempel Goa, hvor der er mulighed for at opleve andre seværdigheder.
Og mens det umiddelbart kan lyde af mange penge, havde han regnet sig frem til, at det i runde tal ville være 100.000 kroner billigere end, hvad et tilsvarende intensivt forløb ville have kostet ham i Danmark med en lokal kursusudbyder.
Men inden vi kommer til Hassan Alawis oplevelse af at tage IT-certificeringer i Indien, lad os for et øjeblik dvæle ved hans motiver til rejsen. Og den var meget dansk. Selv om han efter folkeskolen havde gået på teknisk skole i to år, var det ikke lykkes for ham at få en læreplads. Så da værnepligten var overstået, stod han arbejdsløs, selv om han egentlig mente at have kompetencerne til at udfylde et job som IT-supporter.
”Jeg kunne ikke få et arbejde, fordi jeg ikke kunne bevise overfor en arbejdsgiver, hvad jeg kunne. Og den eneste måde jeg kunne få papir på mine kompetencer var at blive IT-certificeret,” siger Hassan Alawi.
Lånte pengene i banken
Hans første certificering i Windows Vista blev taget i 2009 hos en dansk kursusudbyder. Men efter de første to IT-certificeringer løb han tør for penge.
”Når man er arbejdsløs er det svært at spare penge op til kurserne. Særligt i Danmark er det rigtig dyrt,” siger Hassan Alawi.
Men efter han kom i praktik med løntilskud på IT-Universitet i København, hvad der senere førte til en fastansættelse, så det pludselig lysere ud med at finansiere flere certificeringskurser. Hans bank gav ham et lån, så han kunne betale for flere kurser. Han begyndte derfor at undersøge, hvor han kunne få det bedste tilbud.
Efter at han havde gennemgået de forskellige tilbud på det danske marked, fandt han på nettet frem til den indiske virksomhed Koenig-Solutions. Han regnede sig frem til, at han i runde tal kunne spare 100.000 kroner på at tage de tre certificeringskurser der.
”Jeg var dog meget i tvivl, om kvaliteten var god nok, og om jeg turde springe ud i det. Det hele lød for billigt, så der måtte være noget galt. Men på YouTube så jeg flere lige som mig, der fortalte om det. Der var en amerikaner, der havde lavet en videodagbog fra sit ophold hos Koenig. Og kvaliteten så ud til at være lige så god som herhjemme,” siger Hassan Alawi.
Enetimer i alle fag
Men der var meget stor forskel på kvaliteten.
Og mere end han havde forventet.
Men heldigvis var det en positiv overraskelse.
I stedet for klasseundervisning med mere end 20 elever som i Danmark, var al hans undervisning i New Delhi enetimer med læreren. Samtidig var det faglige niveau meget højere end det, han havde prøvet på et IT-kursus, som han havde taget på en teknisk skole på Frederiksberg.
”Jeg er mere nervøs ved hele tiden at spørge i en klasse med mange mennesker. Og det var heller ikke altid, at jeg kunne få svar på mine spørgsmål. Men i Indien var det enetimer, hvor jeg bare kunne spørge. Og ligegyldigt hvad jeg spurgte om, så kunne han svare på det. Forstod jeg det ikke, forklarede han det på en anden måde, til jeg forstod det. Jeg var meget imponeret. Han var virkelig teknisk dygtig,” fortæller Hassan Alawi.
Da han havde fået sin første certificering i MCSA Windows 8, fortsatte han med samme instruktør i kurset MCSA Windows Server 2012. Da dette var vel overstået med endnu en certificering, gik han i gang med det tredje forløb med CCNA Routing & Switching v2. Men her kiksede det med at bestå den afsluttende test, så han måtte forlænge opholdet med en uge for at kunne læse op til en ny test for at få den sidste certificering.
”Jeg synes, at det var hardcore svært, men det lykkedes til sidst,” siger Hassan Alawi.
Lange rejse for en uge
SAMDATA Magasinet har også været i kontakt med en anden tidligere elev hos Koenig-Solutions, Susanne Nørrelund, der i dag arbejder som lærer på Syddansk Erhvervsskole i Vejle. Hun gennemførte to IT-certificeringskurser – Cisco CCNA Security og CCNA Voice – i den indiske delstat Goa. I en mail til SAMDATA Magasinet beskriver hun det således:
”Der er såmænd ikke den store forskel på at få undervisningen i Goa og i København. Det er bare væsentligt billigere at flyve til Indien, tage kurset – inklusiv forplejning, end det er at tage et kursus i Danmark, eller andre steder i Europa. Derfor valgte jeg at prøve. Men det er en lang rejse for en uges kursus.”
Hun skriver videre:
”Undervisningsmaterialet er det samme – og de undervisere jeg har haft, var fuldt ud kvalificerede. Det tager lige en dags tid at vænne sig til sproget – ellers problemfrit.”
Respekt for det
Hendes karakteristik svarer meget godt til Hassan Alawis oplevelse af opholdet som uden praktiske eller faglige problemer. Han blev hentet i lufthavnen og bragt direkte til Koenig-Solutions’ hotel.
Standarden var udmærket. Til daglig var der sørget for morgenmad og aftensmad på hotellet, hvor man for eksempel også kunne få sit tøj vasket. Frokost blev spist på kursusstedet. Om morgenen blev kursisterne hentet i en minibus for at blive kørt til kursusstedet. Og den bragte dem også tilbage om aftenen. Undervisningen begyndte klokken ni om morgenen og varede til klokken 17 om aftenen.
Det sværeste at vænne sig til var den tunge fugtige hede i storbyen og den konstante larm fra gadens mylder af scootere, motorcykler og biler udenfor hotellet. Men efterhånden som dagene gik, vænnede Hassan Alawi sig til dette.
”Jeg var ikke den eneste, der var der i længere tid. Der var også to amerikanere, der var der for at tage kurserne CCNA Routing & Switching v2, CCNP Routing & Switching v2, CCNA Security, CCNP Security, CCNA Voice og CCNP Voice i Ciscos systemer. De var der i rigtig mange måneder for at tage tilbage til USA for at få jobs. Det var meget sejt. Det er nogle hårde kurser, så respekt for det,” siger Hassan Alawi.
I det hele taget var der mange forskellige nationaliteter samlet i Koenig-Solutions kursusejendom, mens Hassan Alawi var der i 2013. Som Hassan Alawi oplevede det foregik alt efter samme koncept.
”Alt var klart, da vi ankom. Bøgerne lå klart på bordene. De virtuelle maskiner var sat op. I det hele taget var alt meget professionelt lige fra man blev præsenteret for sin lærer til undervisningen begyndte,” siger Hassan Alawi.