EFTERUDDANNELSE PÅ CPHBUSINESS: VÆKSTEN I EN POSITIV SPIRAL
Hvis du vil tage en akademiuddannelse i informationsteknologi, er erhvervsakademiet Cphbusiness (Copenhagen Business Academy) et godt bud. I hvert fald hvis du vil være så nogenlunde sikker på de nødvendige faglige moduler rent faktisk bliver udbudt. I den seneste opgørelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet skiller erhvervsakademiet sig ud som et af dem, der har stor aktivitet på dette felt.
Cphbusiness har afdelinger i København, Lyngby og Hillerød og har desuden aktiviteter på Bornholm. Erhvervsakademiet har ca. 5.800 fuldtidsstuderende, 7.200 deltidsstuderende og 380 medarbejdere.
”Fagene hos os bliver rent faktisk oprettet. De er reelle, og ikke bare kun til udstilling på hjemmeside. Og det gælder de obligatoriske moduler som de valgfri fag. De kører om ikke hvert semester så i hvert fald hver andet. Så de studerende har mulighed for at gøre sig færdige på den tid, de ønsker,” fortsætter hun.
Fem minutter fra Rundetårn
Hendes kollega, Tue Hellstern, underviser på Cphbusiness, peger på, at en af årsagerne til, at Cphbusiness har mange i gang med en akademiuddannelse i informationsteknologi, handler om geografi. Der er simpelt flere mennesker på færre kvadratkilometer i hovedstadsområdet. Undervisningen på akademiuddannelsen i informationsteknologi foregår f.eks. i Københavns indre by, fem minutter fra Rundetårn. Samtidig har erhvervsakademiet et højt fagligt niveau, lyder hans pointe.
”Jeg har selv været censor i mange år. Og mange af de censorer, der har været med til at eksaminere her, anderkender det,” siger Tue Hellstern.
Caroline Hundahl peger tillige på, at man på erhvervsakademiet Cphbusiness har formået at rekruttere og fastholde en fast stab af undervisere, som både tager sig af undervisning på fuldtidsstudiet, datamatikeruddannelsen, og den tilsvarende efteruddannelse, akademiuddannelsen i informationsteknologi.
”De har deres faglige fundament i orden. Og som en del af deres ansættelse på erhvervsakademiet tager de også en tjans med at undervise på efteruddannelserne om aftenen. Det betyder, at de er forankret i et fagligt miljø og et uddannelsesmiljø, der ligger i at undervise på en fuldtidsuddannelse,” siger hun. Tue Hellstern nikker:
”Underviserne herude er en del af et team, så hvis de har problemer, har de kolleger at sparre med.”
Værdifuld kontakt
Samtidig har underviserne fordel af at møde studerende, der arbejder i erhvervslivet, fremhæver Caroline Hundahl.
”Hvis de studerende fx. fortæller, hvordan de arbejder til dagligt, kan det give nogle input til, hvordan vi kan tilpasse vores undervisning eller uddannelse. Så kontakten til erhvervslivet er meget værdifuld for os,” siger hun.
Ud over dette gør Cphbusiness også en del ud af at markedsføre sine uddannelser. Sammen med HK har man gennemført fire arrangementer sammen med bl.a. KEA, hvor der er blevet slået på tromme for efteruddannelsesmulighederne. Og der er ingen tvivl om, at disse arrangementer har fået mange til at tage efteruddannelse, understreger Tue Hellstern.
”Her kan de få svar på nogle af de spørgsmål, som måske ikke er lige til at få øje på hjemmesiden eller i en brochure. De kan tale med et rigtigt menneske om, hvordan det foregår i virkeligheden. Det kan være spørgsmål om, hvor mange lektier de skal lave. Husk på, at mange af de mennesker har ikke siddet på en skolebænk i måske 20 år,” siger han.
Samtidig har Cphbusiness arbejdet med at gøre de studerende opmærksomme på, hvilke faglige moduler der kunne være relevante for dem næste gang, når de er færdige med det modul, de tilmeldt nu, fortæller Michael Huss Svejstrup, områdechef på alle Cphbusiness’ IT-uddannelser.
”Vi prøver at vejlede de studerende til at få det rigtige forløb på deres uddannelse,” siger han.
\ HENTER STUDERENDE UDENFOR KØBENHAVN
Mens erhvervsakademiet Cphbusiness ikke har opgjort, hvor mange studerende, der kommer langvejs fra, altså udenfor hovedstadsområdet, er det ikke unormalt, fortæller Caroline Hundahl, ansvarlig for det faglige niveau på Cphbusiness’ IT-uddannelser.
”Jeg har haft studerende fra Kalundborg og Sydhavsøerne (Lolland-Falster, red.). Vi har også studerende fra det nordlige opland,” siger hun.
Spændende at læse om
Og nogle gange lykkes det så godt, at studerende, der har taget en akademiuddannelse i informationsteknologi lige frem beslutter sig for at læse videre for at få overbygningen, en professionsbachelor på fuld tid, fortæller Caroline Hundahl.
”Lige nu har vi to gående i huset, hvor de lige er begyndt på det. Og det – synes jeg – understøtter, at vi har en høj faglig kvalitet,” siger hun.
Ifølge Michael Huss Svejstrup har man også arbejdet meget med at gøre Cphbusiness’ hjemmeside så overskuelig som muligt. Det er lykkedes at få flere studerende videre fra et besøg til rent faktisk at melde sig til undervisning. Det er blandt sket ved at arbejde meget målrettet med at få indpasset de mest brugte søgeord i studiebeskrivelserne, understreger Henriette Tanderup, programleder og administrativt ansvarlig for efter- og videreuddannelserne.
”Vi har arbejdet meget med teksterne, så de bliver mere spændende at læse om,” siger hun.
Læs anmeldelsen af Cphbusiness’ online sammen med de andre erhvervsakademier her.