ZEALAND FORSØGER AT SPARKE GANG I IT-EFTERUDDANNELSE MED KURSER I IT-SIKKERHED
Uddannelsesvej 22 i Køge.
Adressen lyver ikke. Et stykke fra bymidten ligger Ikke bare Zealand – Sjællands Erhvervsakademi – i daglig tale Zealand – men Køge Handelsskole og flere andre uddannelsesinstitutioner. Og det første indtryk er, at erhvervsakademiet langt fra er færdig med at udvide. Og de næste par år kommer der en ny bygning til.
Også internt i Zealand er der ambitioner. Man har lige lanceret kurser i IT-sikkerhed både som tilbud til erhvervsakademiets datamatikerstuderende og som efteruddannelse af IT-medarbejdere.
”Nu forsøger vi at finde ud af, om der er tilstrækkelig efterspørgsel efter det her. Vi prøver sammen med IT-branchen at tilbyde uddannelse inden IT-sikkerhed, herunder hvordan man sørger for, at IT-systemerne er sikre,” siger Anders Kold, chef for Center for efter- og videreuddannelse på Zealand.
Ideen med det nye tilbud er at levere målrettede kurser, der imødekommer det lokale erhvervslivs behov. Og som et kortere forløb er det ikke en konkurrent til den diplomuddannelse i IT-sikkerhed, som Københavns Erhvervsakademi (KEA) og Erhvervsakademi Aarhus (EAAA) udbyder som efteruddannelse.
”Når det gælder efteruddannelse på IT-området har vi ikke haft den store aktivitet. Det kan man roligt sige.”
Anders Kold
Chef for Center for efter- og videreuddannelse på Zealand – Sjællands Erhvervsakademi.
Meget afgørende
Set på tallene fra Uddannelses- og Forskningsministeriet har Zealand da stort set heller ikke gennemført IT-efteruddannelsesforløb de sidste år, hverken når det gælder IT-diplomuddannelserne eller akademiuddannelsen i informationsteknologi.
”Når det gælder efteruddannelse på IT-området har vi ikke haft den store aktivitet. Det kan man roligt sige. Vi har rigtigt godt gang i at få sat fokus på området. Når jeg ser bagud, mener jeg, at der er nogle ting, der har været meget afgørende,” siger Anders Kold.
Det sjællandske erhvervsakademi spænder over hele seks forskellige adresser, nemlig Køge, Nykøbing Falster, Næstved, Roskilde, Slagelse og Holbæk. Zealand har knap 3.300 fuldtidsstuderende og lidt mere end 2.700 deltidsstuderende. Erhvervsakademiet har 270 medarbejdere.
Han mener dog ikke, at Zealand bliver klemt i en konkurrence med f.eks. Cphbusiness, der udbyder et stort udbud af IT-efteruddannelser inden for kort geografisk afstand af Zealand. Han peger i stedet på, at det lokale erhvervsliv foretrækker at have efteruddannelsestilbud i lokalområdet.
SAMDATA Magasinet møder ham til en samtale om IT-efteruddannelse i Køge en eftermiddag, hvor de unge studerende mødes omkring bordene i den store hall, som Zealand deler med Køge Handelsskole. Nogle grupper sidder i intense samtaler foran deres laptops. Andre synes at tage et mentalt frikvarter, hvor smilene sidder mere løst i mundvigene. I mødelokalet få skridt fra de unge, peger Anders Kold på, at en af årsagerne til, at Zealand ikke optræder på ministeriets opgørelser af IT-efteruddannelser, er, at erhvervsakademiet ikke er godkendt til at udbyde en række af diplomuddannelserne.
”Vi er kun godkendt til at udbyde akademiuddannelsen i informationsteknologi. Vil jeg udbyde andre uddannelser, skal jeg kunne dokumentere, at der er et behov for, at vi udbyder den uddannelse,” siger han.
Adgang til den nødvendige arbejdskraft
Anders Kold understreger, at Zealand dog tilbyder interesserede at tage akademiuddannelsen i informationsteknologi som fjernundervisning, via akademiernes fælles e-læringscenter der hedder SmartLearning. Og er der tilstrækkelig interesse for det, vil han ikke afvise, at Zealand vil tilbyde decideret undervisning i f.eks. Nykøbing Falster eller Næstved. Meningen med Zealand er at sikre, at erhvervslivet har adgang til den nødvendige arbejdskraft med de rigtige kompetencer, påpeger han.
Zealand – Sjællands Erhvervsakademi tilbyder blandt andet:
• IT sikkerhedskursus til videreuddannelse af f.eks. datamatikere og andre IT-specialister. Det er et kursus over fem dage i foråret 2019 og der er planlagt yderligere uddybende tre dages kurser i efteråret 2019 samt i 2020.
• Grundlæggende IT-sikkerhed, som er et kursus om sikkerhedsprocedurer til mindre virksomheder.
Han fortsætter:
”Man skal også huske, at akademiuddannelsen og diplomuddannelserne ikke er det eneste saliggørende. Man er nødt til at se lidt bredere på tingene, hvor man finder ud af, hvad vores virksomheder i virkeligheden har brug for.”
Zealand arbejder blandt andet med at screene virksomhederne for at kunne tilbyde dem målrettede efteruddannelse, der gør det muligt for dem at digitalisere hele eller dele af deres virksomheder.
”Det er min opgave at skabe efteruddannelsestilbud om efteruddannelse, der gør virksomhederne mere konkurrencedygtige,” siger Anders Kold.