LEDER: VORES MEDLEMMER LEVERER FREMTIDENS GRØNNE IT
I SAMDATA\HK er vi fagforeningen for de IT-professionelle.
Netop derfor havde vi GRØN IT på dagsordenen på vores netværks konvent i november sidste år. Men inden jeg kommer frem til det, vil jeg gerne tage et skridt tilbage for at kunne sætte det emne ind i den større sammenhæng, jeg ser.
SAMDATA\HK er fagforeningen, der har en klar IT-politisk strategi, hvor alle, både medlemmer og andre, klart kan se, hvad det er vi vil. Den er vores sigtelinje for fremtiden, som vi alle arbejder efter. Selvfølgelig er den ikke hugget i sten; strategien er et levende dokument, som vi justerer i takt med de nye krav og udfordringer, som udviklingen stiller samfundet overfor.
”I SAMDATA gør vi en meget stor indsats for det enkelte medlem. Så selv om vi er en del af et fagligt fællesskab, har vi bestemt ikke glemt individet.”
Jacob Leth Halldorsson
1. Næstformand, SAMDATA\HK
Arbejder for en ansvarlig retning
Ser vi på brancheorganisationer og interesseorganisationer rundt om i landskabet, så repræsenterer de for det meste virksomhederne på den anden side af bordet. Vores fokus er på mennesker, samfundet og at gøre det rigtige og så skal gevinst nok komme senere.
For mig giver det svarene på spørgsmål som, hvorfor vi arbejder på bedre efteruddannelse. Hvorfor vi har fokus på mangfoldighed og ligestilling? Hvorfor arbejder vi for øget brug af grøn IT?
Skåret helt ind til benet arbejder vi i SAMDATA\HK for en ansvarlig retning, både på arbejdspladserne og for samfundet. Min grundlæggende pointe er, at vi gør det rigtige, ikke kun fordi der er en økonomisk fordel i den ene eller anden retning.
Her er kampen for at gøre en forskel for vores klodes klima en afgørende faktor. Og man skal ikke se langt ud over sin skærm for at indse, at i et gennemdigitaliseret moderne samfund er de rigtige digitale løsninger afgørende for at kunne skabe de nødvendige forandringer, som skal til for at bringe vores samfund i en mere bæredygtig retning. Vi arbejder i overensstemmelse med FN’s verdensmål, hvor vi f.eks. med vores indsats for at fremme grøn IT er i overensstemmelse med nr. 13 om at gøre en indsats for klimaet og verdensmål nr. ni om at fremme industri, innovation og infrastruktur.
Jacob Leth Halldorsson tog sine første uddannelser i hjembyen Kolding, inden han blev ansat i SKAT, hvor han både arbejdede i Haderslev og Middelfart.
”Jeg er en typisk IT-medarbejder, hvor jeg begyndte med en kontoruddannelse med en praktik i IT-supportafdelingen. Her fortsatte jeg, fordi jeg interesserede mig for IT,” siger Jacob Leth Halldorsson. I juli 2016 skifte han til et job som IT-specialist i den del af SKAT, der senere blev til Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, hvor han i dag også bestrider hvervet som tillidsrepræsentant. Med det nye job rykkede han fra det sønderjyske til København.
Ud over det faglige arbejde på sin arbejdsplads er Jacob Leth Halldorsson tillige medlem af bestyrelserne i HK Stat Hovedstaden, SAMDATA Hovedstaden og nu også SAMDATA\HK’s bestyrelse, hvor han er valgt som næstformand.
”Jeg valgte at gå ind arbejdet, fordi HK er en fantastisk fagforening. Jeg vil gerne være med til at arbejde for, at vi får et endnu større gennemslag overfor de mange mennesker, som arbejder med IT, men endnu ikke har fundet hen til os. Jeg tror på, at vi skal være endnu mere synlige overfor dem, så de kan se, hvor meget vi egentlig kan tilbyde dem som en del af HK,” siger Jacob Leth Halldorsson.
Han tilføjer:
”I SAMDATA gør vi en meget stor indsats for det enkelte medlem. Så selv om vi er en del af et fagligt fællesskab, har vi bestemt ikke glemt individet.”
Leverer fremtidens løsninger
Ikke alene kan grøn IT være med til at skabe nye jobs, det kan også være med til at bidrage til at skabe vigtige løsninger. Tag f.eks. arbejdet med at udvikle grøn kode, som du kan læse mere om her i magasinet, hvor programmerne ikke spilder unødig energi (se side 12 og 14).
Du kan også få et indblik i Coops erfaringer med at give forbrugerne et overblik over, hvordan de kan indrette deres indkøb mere bæredygtigt (se side 16).
Eller læs om, hvordan vi kan gøre vores bygninger mere klimavenlige (se side 10).
I SAMDATA\HK kan vi som IT-professionelle være med til at levere fremtidens løsninger, som erstatter gammeldags systemer, vaner eller arbejdsgange, der ikke længere er hensigtsmæssige. Vi er med til at sørge for, at kolleger ikke behøver at tage bilen eller flyet for at komme til møder, der nemt kan gennemføres over video. Ud over at levere helt nye måder at gøre tingene på, er vi også dem, der kan forbedre systemer, så de minimerer brugernes klimaaftryk.
Som fagforening skal vi huske, at vi skal se grøn IT i en sammenhæng med alle de andre områder, vi arbejder med. For at være på forkant skal vi have emnet med inde i f.eks. vores arbejde for at skabe bedre muligheder for og tilbud om efteruddannelse, så vores medlemmer har de rigtige muligheder for at holde deres faglighed ved lige.
Samtidig er vores egne kurser virtuelle, så vi i overensstemmelse med FN’s verdensmål nr. fire sikrer lige adgang for alle uanset geografisk placering. Vi sikrer, at vores medlemmer har mulighed for at blive mere attraktive for arbejdsgivere, fordi de har de bedste kompetencer inden for grøn IT at byde ind med. I den sammenhæng kan vi f.eks. gå ind i forsøg med professionshøjskolerne for at udvikle helt nye tilbud om efteruddannelse.
Handler altid om mennesker
Vi er også nødt til at se det sammen med vores indsats for større mangfoldighed og ligestilling i overensstemmelse med verdensmål nr. fem: For mig er det egentligt meget simpelt: Hvis vi skal udvikle fremtidens grønne IT, skal vi have så mange forskellige input og ideer ind i arbejdet som muligt. I dag er IT-verdenen meget mandsdomineret. Det skal have vi have lavet om på, så vores fag også er interessant for flere kvinder og repræsentanter fra LGBTQ+.
Vi skal vise dem, at vores fag handler om mere end bare maskiner eller om at få ender til at mødes. Og at de har store muligheder for at kunne gøre en forskel for alle de mange mennesker, der kommer til at bruge noget, de har været med til at udvikle.
Som så meget andet, vi arbejder for, handler vores fokus på bæredygtighed og grøn IT i sidste instans om mennesker, og det skal vores arbejde afspejle. Vi arbejder for at få et mere mangfoldigt fag, hvor det bliver klart, at det vi arbejder med, gør en stor forskel for helt almindelige mennesker og de fællesskaber, de er en del af.