NÆSTFORMAND FOR HK DANMARK: GRØN IT ER AFGØRENDE I KAMPEN FOR KLIMAET
”Vi har nogle meget ambitiøse mål for den grønne omstilling. Dem skal vi nå. Det er en bunden opgave. Men der er ingen tvivl om, at vi står overfor en meget stor opgave, hvor vi skal mobilisere alle kræfter.”
Mads Samsing, næstformand for HK Danmark siden oktober sidste år, understreger både alvoren og tyngden i den udfordring, som Danmark sammen med resten af verden står overfor med den grønne omstilling.
”Mens jeg tror på, at man kan komme langt med regulering og strukturelle forandringer, betyder det også meget, hvad man kan gøre i det små, både derhjemme og på vores arbejdspladser. Det gælder simpelthen om at optimere på alle parametre, når det handler om at mindske CO2-udledningen og effektivisere vores forbrug af energi,” siger han.
“Mens de kan lægge strategierne i direktionslokalet, er det ikke dem, som folder det konkret ud. Det er jo netop medarbejderne, vores medlemmer, som gør det.”
Mads Samsing
Vil gøre en forskel
Netop her har SAMDATA’s medlemmer en vigtig rolle at spille, understregerMads Samsing. De vil være dem, som kommer til at bygge og vedligeholde de IT-systemer, som vil blive afgørende for at gennemføre den grønne omstilling så hurtigt som muligt.
”Grøn IT gør det muligt for os at overvåge, om vi nu også tager de rigtige skridt, og i forhold til at åbne offentlige data, så flere virksomheder og iværksættere også kan lave IT-løsninger, der kan være med til at gøre en forskel,” siger han.
Et eksempel på en sådan indsats kan du læse mere om i dette magasins artikel om regeringens indsats for at åbne energiforsyningsdata for at gøre det muligt at udvikle nye systemer til at udnytte energi bedre og mere grønt (se side 19-21).
Den type tiltag med at åbne offentlige data kan være med til at aktivere alle mulige uventede ideer og kreative indfald, som man måske ellers ikke ville have kommet frem til lige så hurtigt.
”Åbne data vil gøre det muligt, at så mange som muligt får mulighed for at tænke i nye løsninger. Jeg synes virkeligt, at der er et stort potentiale i at udnytte data til at understøtte den grønne omstilling,” tilføjer han.
”Det er jo grundlæggende fornuftigt.”
Energiforsyningen er blot et eksempel, understreger Mads Samsing, men hvorfor ikke gøre det samme med transport eller andre felter, lyder hans spørgsmål.
I realiteten er der rigtigt mange områder, hvor åbne datasæt kan være med til at skabe nye grønne løsninger. Blot skal vi sikre, at det sker i nogle formater, som er så åbne og anvendelige som overhovedet muligt.
”Det er jo grundlæggende fornuftigt. Hvis du har nogle åbne datasæt, hvor andre kan anvende dem som rå data til at konstruere nye løsninger, kan du komme rigtigt langt. Så længe data ikke kan henføres til bestemte personer, har jeg intet imod, at vi udnytter de muligheder for at skabe grønne IT-løsninger,” siger Mads Samsing.
Jo flere man kan få med til at bidrage med nye ideer til at fremme den rigtige udvikling, jo bedre. Det gælder ikke bare iværksættere og startup-virksomheder, men også medarbejdere, der til hverdag arbejder for at få IT-systemer til at hænge rigtigt sammen i alle dele af samfundet, i det offentlige som det private erhvervsliv.
”Mens de kan lægge strategierne i direktionslokalet, er det ikke dem, som folder det konkret ud. Det er jo netop medarbejderne, vores medlemmer, som kommer til det. Og hvis de vel at mærke bliver inddraget og kan komme med de gode ideer til nye løsninger. Jeg ser, at der er et stort potentiale i at udnytte medarbejdernes praktiske hands-on viden og udviklingsideer fra deres daglige virke i både drift, produktion og administration.”
”Mange bække små gør en stor forskel.”
Mads Samsing peger på, at alle kan være med til at bidrage. Og selv små forbedringer i hverdagen kan tilsammen blive afgørende.
”Mange bække små gør en stor forskel. Og det er det, som der skal til. Selvfølgelig kan det være i form af helt nye produkter, men det kan også være helt små ting, som kan være med til at skubbe andre, nudge dem, i den rigtige retning. Jo mere vi kan bruge data til det, jo bedre. Det kan f.eks. være, hvordan man bedst bevæger sig fra A til B. Hvordan finder man den rigtige og mest energirigtige rute,” siger Mads Samsing.
Han understreger, at der ude blandt medlemmerne af SAMDATA allerede er en enorm vilje til at gøre en forskel. De skal bare have de rette muligheder for at komme rigtigt i gang. Her kan også HK hjælpe til.
”Vi skal være med til at understøtte den politiske ramme for indsatsen, altså at data rent faktisk bliver tilgængelige for udviklerne. Samtidig skal vi også aktivere medlemmerne ved at få dem med i netværk, der kan styrke indsatsen. Det kan eksempelvis være i forhold til at købe klimavenligt it-udstyr, stille krav om klimahensyn i udbud og pege på IT-forbruget i virksomhedens kerneforretning til gavn for klima og miljø. Jeg er meget åben for alle ideer, som kan medvirke til at gennemføre den grønne omstilling,” siger Mads Samsing.
Tænk IT anderledes
Han fremhæver som et eksempel, at SAMDATA’s medlemmer kan skubbe på, så flere og flere arbejdspladser tager skridt væk fra en brug-og-smid-væk-kultur hen mod genbrug og cirkulær økonomi. Mange virksomheder og arbejdspladser er allerede i gang. De kan være med til at inspirere andre til at følge efter.
”Vi skal simpelthen væk fra bevidstløst at udskifte alt IT-udstyr til noget nyt, lige så snart det er afskrevet.”
Som noget andet kan SAMDATA’s medlemmer også være med til at presse på, så der bliver tænkt anderledes, når det gælder software og den måde, vi bruger data på, lyder Mads Samsings pointe. I stedet for at anvende systemer, som kræver unødige mængder energi, bør man se kritisk på, om det nu også er nødvendigt at håndtere store datamængder på kort tid. Måske kunne man klare sig fint med færre data og vente et par sekunder længere på svar.
\
KORT OM MADS SAMSING
Valgt som næstformand for HK Danmark i oktober 2021. Ud over disse poster har han en række andre tillidshverv, herunder som bestyrelsesformand for HK’s a-kasse og formand for bestyrelsen for Christiansminde.
Han er uddannet socialrådgiver fra University College Lillebælt, hvorefter han har arbejdet i Jobcenter Faaborg-Midtfyn.