GENBRUGTE LAPTOPS GIVER GLADSAXE GEVINST
Det handler ikke om at vinde, det handler om at være med. Og det er de i Gladsaxe. De er faktisk så godt med, at de for nylig fik et fint diplom: Ved at købe 200 genproducerede computere har kommunen forhindret udledning af 63,2 ton CO2. Det svarer til at køre tretten gange frem og tilbage mellem Gladsaxe og Beijing i Kina.
Thomas Lerche har ikke umiddelbart tid til at tage den køretur i bil. Han har rigelig at se til som digitaliseringschef i Gladsaxe Kommune, hvor han er i gang med at implementere en del af kommunens bæredygtigsplan. Det er ham, der står bag indkøbet af 200 Circular ComputingTM-computere, der sælges af den danske virksomhed Intercom.
“I kommunen har vi en bæredygtighedsdagsorden, som fylder meget i vores arbejde. Vi bruger FN’s verdensmål som pejlemærke i nye strategier og årsplaner, og det er også nået til os i digitaliseringsafdelingen. Vi er storforbrugere af energi, hvilket jo er naturligt med tanke på vores arbejdsområde. Men derfor er det også vigtigt at spørge os selv: Hvad kan vi gøre for at minimere klimaaftrykket?” siger han.
”Vi er storforbrugere af energi, hvilket jo er naturligt med tanke på vores arbejdsområde. Men derfor er det også vigtigt at spørge os selv: Hvad kan vi gøre for at minimere klimaaftrykket? ”
Thomas Lerche
Force majeure gav nye muligheder
Thomas Lerche har en blandingsbaggrund med både statskundskab, cand. merc. dat og teknikerjobs i bagagen. Han har således styr på både det faglige indhold, men også de økonomiske og organisatoriske aspekter. Under sig har han 27 medarbejdere, der både står for kommunens IT-drift, men også for udrulningen af den digitalisering, der i disse år ruller over det offentlige.
Et af de områder Gladsaxe Kommune ser på er indkøbet. Det er ikke altid lige let, fordi kommunerne er låst til Staten og Kommunernes Indkøbsservice (SKI), der laver aftaler med forhandlere af for eksempel IT-udstyr, som kommunerne så er forpligtede til at handle med.
“Men under pandemien opstod der den situation, at producenterne ikke kunne levere de computere, vi havde brug for. Det var ikke en mulighed for os at lade være med at købe computere, for vi fik jo løbende nye medarbejdere, der skulle bruge arbejdsredskaber. Det havde derfor karakter af force majeure, og vi var nødsaget til at gå uden om SKI-aftalerne,” siger Thomas Lerche og fortsætter:
“Det var naturligt at se på, om vi kunne finde en bæredygtig løsning. Intercom kunne levere genproducerede computere, som havde et lavere klimaaftryk, så det var naturligt at gå den vej.”
Når virksomheden genproducerer, så foregår det ved, at laptops, der har et par år på bagen, får udskiftet centrale dele. Det kan for eksempel være en for lille harddisk og en ridset skærm, der erstattes, mens resten af computeren renses og klargøres. På den måde forlænges levetiden på maskiner, der måske ellers ville være blevet taget ud af drift.
“Sagen er ofte den, at en helt ny Lenovo-maskine er meget kraftig i forhold til, at den skal bruges til almindeligt kontorarbejde på rådhuset. Hvis man sørger for at en genbrugt maskine er pæn, holder batteri og har nok RAM, så kan man sagtens forlænge dens levetid.”
Gladsaxe Kommune har været glade for løsningen, og ifølge Thomas Lerche har de ikke kunne mærke forskel i maskinernes ydelse. Men selvom netop de genproducerede laptops ville være naturlige at fortsætte med at indkøbe, så er det ikke helt lige til.
“Leverandørerne på SKI-aftalerne er meget tilbageholdende med at sælge brugte computere. Der er mange tvivlsspørgsmål i forhold til stand, kvalitet og garantier. Som det ser ud nu, bliver det derfor ikke muligt at købe brugte eller genproducerede computere via SKI-aftalerne og kommunen er derfor nødsaget til at lave et selvstændigt udbud, når force majeure situationen ikke længere gælder.”
Det store CO2-regnskab
Det er dog langt fra kun på indkøbsområdet, at kommunen fokuserer på bæredygtighed.
“I de otte år jeg har været chef her, er der sket en vækst i afhængigheden af IT-udstyr, især i forbindelse med corona. Efterspørgslen på IT er større, og det kolliderer jo lidt med, at vi gerne vil være mere miljøvenlige og købe mindre udstyr. Men vi har ikke implementeret klimaløsninger, der har givet forringelser af IT-løsningerne,” siger Thomas Lerche og fortsætter:
“Det er et kæmpe regnskab. Eksempelvis når vi tilbyder medarbejderne IT til hjemmearbejde, så sparer vi måske CO2 ved, at de ikke kører i bil til job og i stedet arbejder hjemmefra. Vi har ambitioner om at arbejde videre med den dagsorden de kommende år. Lige nu fungerer det mest på sund fornuft, men på et tidspunkt vil vi gerne lave nogle udregningsmodeller for det.”
Digitaliseringschefen fortæller, at der er lavet en række andre energibesparende indsatser på rådhuset.
“Vi har bl.a. implementeret en aggressiv strømstyring på computerne, så de hurtigere går i dvale og slukker, når man går hjem. Vi har opsat bure til brugt IT-udstyr, der afhentes til genbrug og videresalg. Vi har mindsket strømforbruget til serverrummene, hvor vi er gået over til passiv køling ved hjælp af luft udefra. Og så har vi virtualiseret en række fysiske servere,” forklarer Thomas Lerche.
Men andre steder giver det ikke mening at spare.
“Vi har for eksempel valgt at skifte netværksudstyr som access points, når de var forældet, selvom man måske hypotetisk kunne køre videre på dem nogle år endnu,” siger han og henviser til de potentielle sikkerhedsmæssige og tekniske problemer, det kan give at køre på forældet hardware.
Han mener, at det kommunale fokus på grøn omstilling også skal fokusere på at bruge IT i en mere bæredygtig opgaveløsning i kommunen.
“Vi kan måle alt muligt ved at sætte censorer op i skraldespande og på lysreguleringer, og det kan bruges til at skabe en mere miljøvenlig drift. Vi har målt vores haller og idrætsfaciliteter, så vi kunne se hvor meget og hvornår de reelt blev brugt, og på den måde kan vi også spare på både rengøring og opvarmning, samt øge anvendelsesgraden” siger han. \