UCL: IT-BRANCHEN HAR IKKE TRADITION FOR EFTERUDDANNELSE
Skal man have gang i efteruddannelse, kræver det, at man som erhvervsakademi konsekvent markedsfører de relevante efteruddannelser. IT-branchen generelt har nemlig ikke tradition for at anvende de offentlige efteruddannelsestilbud, lyder det fra Julie Kowal Kristiansen, specialkonsulent i IT og Kommunikation på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.
”Samtidig er det en branche, hvor hjulene kører rigtigt stærkt. Det kan være svært for den enkelte virksomhed at trække folk ud til at tage efteruddannelse i løbet af dagtimerne. Så de medarbejdere, der rigtig gerne vil have efteruddannelse, ender med at tage det om aftenen,” siger hun.
Til stor hjælp for UCL
Ifølge hende er der en klar interesse for at tage efteruddannelse, men det kan være svært at finde tiden. Alligevel er det lykkedes UCL at få mere gang i IT-efteruddannelserne, mener Julie Kowal Kristiansen. Især har man arbejdet med at få virksomhederne til at indarbejde efteruddannelse som noget naturligt.
”De er nødt til at indse, at vil de beholde deres medarbejdere, må de også gøre noget. Og det begynder vi at se mere og mere af,” siger hun. Ifølge Julie Kowal Kristiansen har det også været til stor hjælp for UCL, at de faglige organisationer også har efteruddannelse på agendaen.
Have opbygget en fødekæde
Lige nu ser udviklingen god ud på akademiuddannelsen i informationsteknologi, mens det halter efter på diplomuddannelserne. De sidste opgørelser på fx diplomuddannelsen i webudvikling viser, at UCL stort set ingen aktivitet har haft på dette område i perioden 2012-2018.
”Men vi håber, at væksten på vores akademiuddannelse kan være med til at give folk blod på tanden til at supplere deres uddannelse med en diplomuddannelse. Vi skal have opbygget en fødekæde,” siger Julie Kowal Kristiansen.
”IT-branchen er en branche, hvor hjulene kører rigtigt stærkt. Det kan være svært for den enkelte virksomhed at trække folk ud til at tage efteruddannelse i løbet af dagtimerne. Så de medarbejdere, der rigtig gerne vil have efteruddannelse, ender med at tage det om aftenen,” siger Julie Kowal Kristiansen, der er specialkonsulent i IT og Kommunikation på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.