HANNA VAR MULTIMEDIEDESIGNER I FORSVARET
Hanna Rundkvist Nielsen, 23 år, har netop gennemført en uddannelse som multimediedesigner på IBA Erhvervsakademi Kolding, hvor hun var i praktik i Føringsregimentet i Fredericia.
Lige nu er hun ved at tage en overbygning, PBWEB (webudvikling) også på IBA Erhvervsakademi Kolding. Selv kommer hun fra byen Tørring, lidt nord for Vejle, men valgte at læse i Kolding bl.a. pga. af studiemiljøet.
Hanna Rundkvist Nielsen har gennemført multimediedesigneruddannelsen på IBA Erhvervsakademi Kolding, som hun har valgt, fordi det er en meget bred uddannelse, som kan udfylde mange forskellige funktioner på en arbejdsplads.
Som hun sidder der ved bordet, overfor en medstuderende, hver med deres MacBook, synes der ikke at være meget stå-til-højre-ret og blankpolerede kampstøvler over Hanna Rundkvist Nielsen. Den unge studerende fra IBA Erhvervsakademi Kolding har dog lige overstået sin praktik i forsvaret, nærmere bestemt Føringsregimentet på Fredericia Kaserne.
”Jeg var med til at lave undervisning med video, som de havde behov for,” siger Hanna Rundkvist Nielsen.
Ikke målrettet et bestemt job
Inden vi i kommer til hendes oplevelse af praktiktiden i forsvaret, så lad os lige dvæle et øjeblik ved studierne. I dag er Hanna Rundkvist Nielsen i gang med en overbygningsuddannelse i webudvikling efter at have gennemført uddannelsen som multimediedesigner. Hun er meget glad for at have gennemført studiet, fordi hun opfatter det som meget bredt.
”Det er ikke en uddannelse, som er målrettet et konkret job. I stedet kan du dække mange forskellige positioner på en arbejdsplads. Vi lærer for eksempel at arbejde i WordPress (open source-blogsystem, red.) med at kode sammen med HTML og CSS. På den måde synes jeg, at den uddannelse er rigtig god,” siger hun.
Mens mange ikke forbinder multimediedesigner med det at kode, mener Hanne Rundkvist Nielsen egentlig, at det har været godt at lære at kode, arbejde i Photoshop og andet for senere at kunne bygge ovenpå.
”Nogle gange kan det være lidt kompliceret. Men det handler jo om at forstå sammenhængene og få tingene til at virke,” siger Hanna Rundkvist Nielsen. Hun har gennemført uddannelsen i en overgang mellem den gamle og den nye studieordning for at forsætte med en overbygningsuddannelse i webudvikling.
”Jeg vil gerne arbejde med hjemmesider bagefter,” siger hun.
Kun to at sparre med
Hanna Rundkvist Nielsen var en af de første studerende på multimedieuddannelsen, som gennemførte sin praktiktid i Føringsregimentet i Fredericia.
”Det var noget helt nyt for dem at have praktikanter inde. Det var ikke det samme stressniveau, som man ville opleve, hvis man var kommet i praktik på f.eks. et multimediebureau, hvor der er mange, som har de samme faglige kompetencer som en selv. Her var der kun to, som man kunne sparre med fagligt,” siger Hanna Rundkvist Nielsen.
Hun fortsætter:
”Man skulle lige vænne sig til forsvaret. Når man for eksempel skulle bruge deres computere, som er sikret udstyr, var det lidt underligt at anvende en ”gammel” Windows-computer, når man var vant til en moderne Apple laptop. På et multimediebureau vil man måske nok få en ny med det samme, fordi man ikke er nødt til at tænke på sikkerhed hele tiden. Det handler jo om landets sikkerhed og vedrører fortrolige oplysninger.
Selvfølgelig var det en udfordring at arbejde med så gamle maskiner og software, men når man har vænnet sig til det, fungerede det jo fint.”
På trods af disse ting, oplevede Hanna Rundkvist Nielsen praktikforløbet som meget positivt, hvor folk var meget åbne overfor nye ideer, som hun kom med.