Fra milliongæld til Microsoft-millionærer
Regnen siler ned gennem en blytung dansk sommerhimmel. DMI lover, de kan levere heldagsregn.
Over for mig sidder Rune Dittmer og fortæller Press Plays historie. Det er umiddelbart ikke til at se på ham, at han lige har solgt firmaet til Microsoft, selvom han og de to andre medstiftere efter eget udsagn godt kunne trække sig tilbage nu og bare leve af renterne.
Rundt om os dukker de ansatte langsomt op, og duften af regnvådt tøj blander sig med duften af friskbrygget kaffe i de gamle lokaler i Pilestræde. Adressen hvor Press Play og mange andre små danske spiludviklere holder til.
Press Play er et dansk gamestudio med over 20 udviklere ansat, som i øjeblikket udvikler fire forskellige computerspil.
Press Play har tidligere udviklet flere prisvindende spil til konsoller og smartphones og er netop blevet opkøbt af Microsoft. Men dagligdagen er upåvirket, og der arbejdes stadig på de samme projekter. Lige nu er Press Play ved at konvertere deres Windows Phone hitspil ”Tentacles” til Apples iPhone og iPad. En synlig ændring er der dog: Det lille logo med ”Microsoft Studios” er allerede med i seneste version af spillet.
Erfaringer som startup-virksomhed
Rune deler gerne ud af deres erfaringer, som han siger nok skal kunne bruges uden for spilbranchen også:
”Start op småt, og arbejd dig til større og større opgaver”
Press Play blev startet af tre studerende; Mikkel Thorsted, Ole Teglbjærg, og Rune Dittmer. De havde fra deres studietid hver deres eget enkeltmandsfirma med hver deres kundekreds. Alle deres projekter var kreative interaktive websider. Opgaverne var “work for hire”, altså opgaver som blev defineret af deres kunder. F.eks. små Flash-quizzer til Billedbladets hjemmeside.
Denne strøm af små opgaver gav firmaet erfaring i at projektere, overholde deadlines, og etablerede en tidlig virksomhedskultur. Erfaringer som hjalp firmaet til de lidt større og måske vigtigere opgaver.
Et andet godt råd fra Rune handler om, at man skal lave det, man brænder for:
”Vælg et område, hvor du kan levere en 100 % personlig indsats.”
På det personlige plan var det afgørende for Press Play at have det sjovt. De ville udvikle interaktive produkter, som lå mellem kunst og underholdning. Press Play var i denne periode meget fokuseret på fysisk ”mekanik” på nettet og eksperimenterede med 2D fysik i Flash. Grafikken skulle opføre sig som virkelige ting, falde ned, vælte eller dreje rundt.
Press Play benyttede samme fysik-kode, som senere blev brugt i Angry Birds, i de webspil de udviklede til DR’s tv-udsendelse Store Nørd. Spillet blev udviklet samtidig med, at udsendelserne blev vist på tv, så man på nettet kunne lege med de samme fysiske mekanikker, som man lige havde set i fjernsynet. Spillets store succes på dr.dk gav Press Play en lang række spiludviklingsprojekter for DR.
Samtidigt voksede ideen om at lave deres eget spil, og da udviklerne havde nok erfaring med at kode fysik i spil, var det på tide at kombinere denne viden med deres egen favorit spilgenre “platforms spil”. Resultatet var fødslen af Max and the Magic Marker-spillet.
Perfekt timet til Wii
Spillet handler om en dreng, som er fanget i tegninger, og med en magisk tusch kan tegne på de baner, han skal komme igennem. Timingen virkede perfekt, for Nintendo havde netop lanceret Wii-konsollen, der har en controller, som kan bruges til at “tegne” på skærmen. Wii har også en indbygget butik, som muliggør køb af spil direkte på konsollen.
Pengene til at få udviklet spillet kom fra et væld af nye støtteordninger. Den vigtigste er New Danish Screen, som kræver et højt professionelt niveau i ansøgningerne, og som kommer til at virke som en kvalificering og blåstempling i forhold til andre støtteordninger som Nordic Game, og EU-ordningen MEDIA. I alt modtager Press Play 1.1 million kr. i støtte.
Alle pengene bliver brugt til at udvikle en Demo, som Press Play bruger til at skaffe yderligere investorer og få kontakter til de store spilforlag. Det lykkedes for
Press Play at få danske investorpenge til den resterende udvikling af Max and the Magic Marker. 2,5 millioner kr. skulle der til for at nå i mål.
Priser – men ingen penge
Men det store antiklimaks bliver tiden umiddelbart efter.
Kritikerne elsker spillet, som bl.a. får prisen som Årets Nordiske Børnespil og en mediedækning, som burde få spillet til at sælge sig selv. Men sådan går det ikke. Der var simpelthen ikke nok, som havde deres Wii tilsluttet nettet. De, som havde, valgte de sikre, klassiske spil fra Nintendo selv.
De næste år skruer Press Play ned for blusset. Rune og de andre medstiftere har stiftet gæld i firmaet, og indkomsten fra ”Max and the Magic Marker” er bare ikke nok.
Runes næste råd er at ”gå efter kvalitet og indhold”.
Han mener, at det netop er disse kvaliteter ved deres første spil, som sikrer, at de kan komme gennem tiden efter udgivelsen af Max and the Magic Marker.
De går fra at have 12 personer ansat – ned til 7, og de fleste indtægter kommer fra at sælge licenser til spillet. Blandt andet får Press Play et forskud for at udvikle Max and the Magic Marker til Microsofts Windows Phone. I denne periode udvikler Press Play to helt nye spil: Tentacles og HardPlastic.
Tentacles blev en helt ny historie, og spillets mekanik er tilpasset til de nye touch- telefoner. Press Play får igen udviklingsstøtte til disse spil, og bruger ellers tiden på at portere Max and the Magic Marker til alle mulige platforme.
Det tager 2 år, før spillet har tjent sig selv ind, og undervejs lærte de, at det var salget på Apples platforme, som gav bedst.
De vigtige erfaringer
Rune fremhæver, at den lange opstarts periode med Max and the Magic Marker gjorde, at Press Play lærte både deres kunder og deres eksterne partnere godt at kende. Det har vist sig rigtigt vigtigt.
I 2011 køber Microsoft eksklusivitet-rettighederne til Tentacles, så denne titel kun udkommer til Windows Phones det første år. Hermed begynder situationen igen at se lysere ud.
Press Play udnytter noget af den viden, der findes i Spilhuset i Pilestræde og udvikler et system, som kan tage deres eksisterende kode, som er udviklet i Unity3d, og laver det om til den kode, Microsofts nye Windows-telefoner benytter. Press Play kalder systemet for “Fastforward” og giver det gratis væk som open source.
Der er ingen tvivl om, at Press Play har sendt de rette signaler til Microsoft, men Rune mener selv, at det ikke er disse initiativer, men at studiet bare er et godt match til Microsoft.
Microsoft er nemlig i gang med at indkøbe studier, og ved årets store spilmesse røber General manager i Microsoft Studios, Phil Spencer, at Microsoft har købt det danske firma.
For Press Play var det et attraktivt tilbud, og de tre ejere har fået råd til at tilbagebetale deres lån i banken og kunne, som Rune formulerede det, egentligt godt flytte til whiskybæltet, hvis det skulle være. Men det skal det vist ikke.
Alt tyder på, at hverdagen skal forblive den samme, blot med ro og frihed til at udvikle flere unikke titler, højne kvaliteten, og finde på nye koncepter.
Rune mener, at opkøbet kan fritage Press Play for lidt af det økonomiske pres, som ellers kan få spilvirksomheder til at blive konservative og satse på de sikre hits. Efter Runes øjne er det den sikre død for et spilfirma, da det altid er de små skæve satsninger, som giver de bedste spil.
Der skal være kærlighed og tro på spillene, for at man kan satse og ramme rigtigt. Det betyder ikke, at der ikke stadig er mål at leve op til. Det er stadig en forretning, og Microsoft forventer resultater.
Her bliver vi afbrudt. En af udviklerne skal ned og købe frokosten og vil høre, om han skal købe noget mælk med til kaffen. Det skal han, og han skal huske noget slik til testerne. Han hopper mismodigt i noget regntøj, som allerede er vådt. Tjansen går på skift, og de køber ind til smør-selv-madder, som de så spiser i den fælles kantine.
Jeg takker af, og tager Runes ti gode råd med mig
\ Gør det kun, hvis du kan lave en 100 % personlig indsats
\ Start op småt, og arbejd dig til større og større opgaver
\ Gå efter kvalitet og indhold
\ Lær dine kunder at kende
\ Lær eksterne partnere at kende
\ Støttepenge er nemmere at få, hvis man har en referenceliste med afsluttede projekter
\ Pas på med blindt at følge trends. Man kan nemt ende med hele tiden at være bagud
\ Hvis man vil lave “work for hire” skal der være en balance mellem egne og andres projekter
\ Forretningsdelen er ikke svær, man skal bare bruge megen tid på det
\ Go for it