ONLINE PLATFORM UDVIKLET DIREKTE TIL SELVLÆRTE IT-PROFESSIONELLE
Hvad er det egentligt, du kan?
Har du nogensinde stillet dig selv det spørgsmål? Selv om du har et eksamensbevis på en uddannelse taget for det, der synes en evighed siden, kan det måske være svært at svare helt klart. Gennem årene har du lært mere og mere. Måske bestrider du et helt andet job end det, du egentlig blev uddannet til.
”IT er et område, der gør det særligt let i forhold til andre faggrupper. Det er en meget lavthængende frugt, fordi det er lettere at benchmarke dine færdigheder inden for IT end mange andre fag.”
Tue Bjerl Nielsen, SmartLearning
Spørgsmålet kan være endnu sværere at svare på, hvis du slet ikke har taget en uddannelse, men du lige som mange andre er kommet ind i IT-branchen uden at have taget en egentlig IT-uddannelse. Det er virkeligheden for et stort udsnit af SAMDATA\HK’s medlemmer. Måske har det aldrig været et problem i hverdagen: chefen og kollegerne ved jo, hvad du kan og ikke kan.
Men fremtiden er ikke skåret i granit: måske kommer der en ny chef, eller jobbet er ikke længere så sikkert som før.
Og hvad så?
”Indenfor IT er der rigtigt mange selvlærte eller autodidakte mennesker beskæftiget,” siger Tue Bjerl Nielsen, direktør for SmartLearning, en pædagogisk virksomhed, der udvikler og udbyder online undervisning for landets otte erhvervsakademier.
Et helt nyt redskab
Mens det kan synes uoverskueligt at skulle begynde forfra i uddannelsessystemet, er der faktisk en mulighed for at komme hurtigere frem til et eksamensbevis. Du kan få foretaget en realkompetencevurdering, oftest forkortet RKV, der viser, hvor meget du mangler for at kunne tage f.eks. en akademiuddannelse i IT. Det foregår som oftest ved, at man bl.a. møder op til en samtale på en skole, hvor ens færdigheder kan blive testet.
Men nu har SmartLearning sammen med SAMDATA\HK lanceret en ny online platform, rkv.samdata.dk, hvor IT-professionelle, kan få testet, hvilke kompetencer de har opbygget gennem deres karriere. Jo mere de kan i forvejen, jo færre fag er de nødt til at tage på deres ønskeuddannelse.
”Det forkorter simpelthen studietiden. Så hvis man vil uddanne sig, kan man gøre det endnu mere effektivt,” siger Tue Bjerl Nielsen. ”Samtidig bliver den nye platform også et fantastisk supplement til de mennesker, der hjælper folk med at finde den rigtige uddannelse,” tilføjer han.
En meget lavthængende frugt
Når det nu med platformen bliver nemmere at få en RKV, og dermed at få papir på ens færdigheder, står man simpelthen stærkere, hvis man skulle miste sit gode vante job. Selv i et arbejdsmarked, hvor der er mangel på IT-professionelle, kan det ske.
Og i en konkurrence om et nyt job står kolleger med eksamenspapirerne i orden ofte stærkere end andre, der ikke har.
”Samtidig skulle det da være underligt, hvis ikke det også smitter af på lønnen, at man nu har fået dokumentation for ens kompetencer. Det samme gælder, når man søger et nyt job. Man står altså bedre i en lønforhandling,” siger Tue Bjerl Nielsen.
Det store spørgsmål er, om den nye platform kan udbredes til andre faggrupper. Tue Bjerl Nielsens umiddelbare vurdering er, at IT-fagene adskiller sig fra mange andre fagområder.
”IT er et område, der gør det særligt let i forhold til andre faggrupper. Det er en meget lavthængende frugt, fordi det er lettere at benchmarke dine færdigheder inden for IT end mange andre fag. Samtidig passer en sådan platform godt til branchen, fordi der er mange selvlærte ansat.” \