Mål mindre men bedre
Tænk nøje over, hvordan du vil måle på, om dine medarbejdere gør det godt i hverdagen på jobbet. Mens medarbejderne i højere grad forventes at gå på tværs i deres organisation, leder ledelsen efter relevante måder at måle, hvor godt de gør det. Men det kan være vanskeligt, mener Kim Staack Nielsen, administrerende direktør for Dansk HR, videnscenter for personaleledelse også kaldet Human Ressource (HR).
”Vi kan reelt godt måle betydeligt mindre. Der er stor forskel på, hvad man kan måle på. Mål på det, der reelt har en værdi. Og glem alt det, som er værdiløst at måle på,” siger han.
Styre sit arbejdsliv
I artiklen Der er verdener til forskel kan du læse om infrastrukturspecialist Claus Brodersens hverdag med KPI’er i Region Syddanmark. Kim Staack Nielsen ser den hverdag som et godt bud på, hvordan mange arbejdssituationer bliver fremover.
”Man vil i større grad gå på tværs i sin organisation. Man vil have mere indflydelse på sine arbejdsopgaver. Og man kan selv planlægge og koordinere sit arbejde.
Endelig vil man i løbet af en uge afrapportere til sin chef, hvor langt man er med at løse sine opgaver. Den åbenhed kræver, at medarbejderne har evnerne til at styre sit arbejdsliv,” siger han.
Kim Staack Nielsen mener, at Claus Brodersen er på vej ind i det arbejdsliv, som kendetegner den fjerde industrielle revolution. Han har rent arbejdsmæssigt bevæget sig fra at arbejde i en traditionel industriproduktionsvirksomhed til et arbejdsliv i en vidensorienteret arbejdsplads, hvor han selv kan styre sine opgaver.