SAMDATA\HK-formand: Del datamatikeruddannelsen i to

Det bedste man kan gøre for datamatikeruddannelsen er at dele den i to: En linje for programmørerne – og en anden for alle de andre jobfunktioner i IT-branchen. Det vil gøre programmørerne dygtigere og mindske frafaldet hos de andre, mener SAMDATA\HK’s formand Thomas Bisballe, der efterlyser en ændring i det taxametersystem, der finansierer skolerne.

”Datamatikeruddannelsen er egentlig god nok, men lige nu er der for meget blød mellemvare over de folk, der kommer ud. Derfor bør man dele den op i to linjer – en for programmører og en for alle andre, der er brug for inden for IT-verdenen.”

Det mener SAMDATA\HK-formand Thomas Bisballe, der gerne ser en helt ny struktur.

”Vi har brug for dygtigere programmører end dem, vi får i dag, og derfor bør man lave en linje, hvor man kan fokusere på programmering. Det betyder både, at de skal have flere timer til at lære programmering – og frem for alt mere respons fra lærerne, så de bliver dygtigere,” understreger Thomas Bisballe.

En taxameterfejl

Han har tidligere besøgt datamatikeruddannelsen som observatør, og indtrykket var, at eleverne højest fik respons på fem procent af deres opgaver, fordi lærerne ikke har tid. Det koster på indlæringskurven.

”Eleverne fanger lynhurtigt, at deres opgaver ikke bliver rettet, og at de derfor ikke behøver gøre sig umage. Reelt oplever de, at der ikke bliver stillet nogen krav. Derfor lærer de ganske simpelt ikke nok undervejs. Der skal ikke færre lærerkræfter til – men flere, så eleverne kan få hjælp, når de støder på noget, som de har svært ved. I dag er de bare overladt til sig selv, og det går ikke.”

Thomas Bisballe mener, datamatikeruddannelsen bliver påvirket uheldigt af, at det såkaldte taxametersystem – der er Undervisningsministeriets model for finansiering af uddannelserne – ikke evner til at skelne mellem forskellige typer af uddannelser.

”Det er langt billigere for erhvervsakademierne at skovle en masse elever gennem uddannelsen som multimediedesigner. Det er ganske simpelt en bedre forretning for dem, og derfor er det den uddannelse, de konstant reklamerer for – også selv om samfundet i virkeligheden har brug for flere programmører.”

Derfor så han gerne, at taxametersystemet blev lavet om, så erhvervsakademierne havde et større incitament til at få folk ind på programmeringslinjerne.

Mindre frafald

Thomas Bisballe mener samtidigt, at det vil være en fordel, at man deler tingene op for de andre elever, der i dag har svært ved at klare programmeringskravene.

”Den anden linje på skolen skulle målrettes de mange andre funktioner, der er brug for – fx scrum-mastere, projektleder og folk med indsigt i forretningsudvikling.

”Som det er nu, skræmmes de elever nemt væk af programmeringskravene, som de knækker halsen på. Hvis man lempede kravene til programmering på denne linje, ville man samtidigt mindske frafaldet betydeligt for de elever, der alligevel ikke skal være programmører i sidste ende.”

Manglende ligestilling

En anden grundlæggende indsats, som er tiltrængt på datamatikeruddannelsen, er, at uddannelsen skal blive bedre til at skabe et studiemiljø, som inkluderer kvinder. Det vil hjælpe på den enorme mangel, der er på programmører, hvis man fik flere kvinder til at søge ind.

”De gange jeg har deltaget i undervisningen som observatør, har det været mit klare indtryk, at både studievejledere og lærere gik ud fra, at kvinder var dårligere til de matematiske fag.”

”Kvinder blev rådet til at starte på multimedieuddannelsen frem for datamatikerlinjen, og hele det første år gik lærerne gik ud fra, at kvindernes løsninger var dårligere end drengenes, selv om det modsatte ofte var tilfældet,” siger Thomas Bisballe. Det, mener han, smitter af på studiemiljøet, så kvinder allerede under uddannelsen bliver marginaliseret.

Han efterlyser derfor både en attitudeændring hos lærerne og flere kvindelige lærerkræfter.

”Mit indtryk var faktisk, at de kvindelige lærere var dygtigere til at give plads til både mænd og kvinder.”