Kampen mod pølsefabrikken: digital undervisning skal sætte lærerne fri

Sig farvel til fortidens synder i det danske undervisningssystem. I stedet bør erhvervsakademiers IT-uddannelser lige som andre moderne uddannelser anvende digitale redskaber, der tilpasser sig den enkelte elevs faglige niveau, mener Ulrik Juul Christensen, direktør for den dansk-amerikanske konsulentvirksomhed Area9. Men de digitale undervisningssystemer må for alt i verden ikke misbruges til at spare lærerne væk. Det vil være katastrofalt, mener han.

”Jeg er vokset op i 70erne, hvor man troede, at når alle fik en regnemaskine, behøver ingen lære den lille tabel.”

Op gennem de næste årtier førte det til, at generationer af studerende blev dårligt uddannet. Man behøvede ikke vide noget, man kunne blot finde de nødvendige informationer på nettet som fx Google eller andre opslagsværker på, lyder det fra Ulrik Juul Christensen.

”Problemet er bare, at det ikke virker, når man ser på de problemer, medarbejdere skal løse i hverdagen. Skal en datamatiker løse en opgave, kræver det, at han eller hun skal vide noget og gøre noget,” siger han.

Ifølge Ulrik Juul Christensen skal der rettes op på fortidens fundamentale fejltagelse, ikke bare på erhvervsakademierne men i hele det danske undervisningssystem. Den danske erhvervsmand står i spidsen for den dansk-amerikanske konsulentvirksomhed Area9, som han selv var med til at stifte for 12 år siden sammen med et hold, der har arbejdet sammen de sidste 21 år. SAMDATA Magasinet mødte Ulrik Juul Christensen under en frokostpause, da han var forbi København til en række møder.

Hvad er det, der karakteriserer tennisstjerner som Caroline Wozniacki eller Roger Federer? En masse af det, de kan, sidder på rygraden, så de kan koncentrere sig om de svære ting i spillet.

Ulrik Juul Christensen, Area9

Udenadslære er afgørende

Area9 har specialiseret sig i at udvikle digitale undervisningsredskaber til både erhvervslivet og uddannelsessteder, og virksomhedens produkter anvendes af danske virksomheder som Coloplast og udenlandske som Hitachi Data Systems. Vækstfonden har netop investeret 190 millioner kroner i Area9 i troen på, at virksomheden ”… kan blive et fyrtårn inden for uddannelsesteknologi,” som den statslige fond skriver i sin pressemeddelelse. Og virksomhedens resultater repræsenterer et opgør med fortidens tilgang til viden og det at lære. Man kan ikke forlade sig på at kunne søge informationer på nettet eller blot lade mobiltelefonens lommeregner klare ærterne.

”Forestil dig to læger, der ikke kan latin. Og den ene skal forklare den anden over telefonen, hvor en patient har brækket sit håndled. Det bliver hurtigt noget rod, hvis han ikke kan de præcise latinske betegnelser, ikke? Men det er heller ikke nok at kende de rigtige begreber. Du er også nødt til at kunne mere matematik end den lille tabel. Ellers går det meget langsommere. Bortvisningen af al form for udenadslære var åndssvagt,” siger Ulrik Juul Christensen.

Han tager en bid af et stykke smørrebrød foran ham. Efter den første mundsmag fortsætter han:

”Hvad er det, der karakteriserer tennisstjerner som Caroline Wozniacki eller Roger Federer? En masse af det, de kan, sidder på rygraden, så de kan koncentrere sig om de svære ting i spillet.”

Hans pointe er, at hvis undervisningen ikke hjælper eleverne til at kunne en række basale færdigheder, kommer de aldrig videre til at mestre de svære elementer af deres fag. Skal man være klædt på det moderne arbejdsmarked i det 21. århundrede, skal man besidde fire kompetencer, nemlig samarbejde, kommunikation, kreativitet og kritisk tænkning. Ulrik Juul Christensen pointerer dog, at hvis man tror, det er muligt at gå direkte til at undervise i disse, tager man så grueligt fejl.

Firedimensional læring

I stedet skal undervisningen give eleverne den faglige ballast, så de er i stand til at mestre de fire kompetencer, der er afgørende for at kunne begå sig på en moderne arbejdsplads i det 21. århundrede.

Det lyder da meget godt, men hvordan når man frem til det, kunne man fristes til at spørge Ulrik Juul Christensen hen over frokostbordets tallerkener.

Og her kommer vi frem til det koncept, som Area9 arbejder efter, nemlig fire-dimensional læring. Ulrik Christensen medgiver, at ideen i sig selv ikke er ny. Det nye er, at Area9 arbejder systematisk med at bringe de fire dimensioner i spil i deres digitale undervisningsredskaber.

De fire dimensioner består af
\ viden,
\ færdigheder,
\ karaktertræk, og
\ metalæring.

De to første begreber, viden og færdigheder, er til at forstå. Man skal have den nødvendige basisviden og færdighederne til at anvende den viden. Et er at vide, hvad de forskellige programmeringssprog kan, noget andet er at programmere systemer, så de rent faktisk virker efter hensigten.

Til gengæld kan man måske undre sig over, hvorfor personlige karaktertræk skulle være afgørende for en studerendes evne til at lære sit fag. Men ifølge Ulrik Juul Christensen peger den sidste nye forskningen i den retning.

”Karaktertræk kan være motivation, vedholdenhed, eller ligefrem taknemlighed. Lige nu arbejder man på University of Pennsylvania efter en tese om, at det godt kan være, at folk, der er gode til at sige tak, er bedre til at lære,” siger han.

Bag det hele ligger den fjerde dimension, der overskygger det hele, metalæring, nemlig evnen til at forholde sig til det at lære. Hvis man er klar over, hvad man ikke ved – det Ulrik Juul Christensen betegner som ”bevidst inkompetence” – så er der en sund grobund for at lære det hurtigere.

Adaptiv læring

Og det at identificere hullerne i den enkelte elevs viden i løbet af undervisningen er et afgørende led i Area9’s tilgang til at udvikle undervisningssystemer, der tilpasser sig til den enkelte elevs behov og faglige niveau, såkaldt adaptiv læring. Selv om mange lærere har et godt blik for, hvordan det går de fleste elever i deres klasser, har de ikke mulighed for at teste hver enkelt elevs viden i løbet af en undervisningstime. Men det kan man med de digitale undervisningsredskaber, understreger Ulrik Juul Christensen. Eleverne tester sig selv løbende. Så de nye adaptive systemer giver en underviser et bedre overblik: hvem der har brug for mere hjælp i undervisningen eller måske blot et klap på skulderen. Og hvis ikke læreren lige har tid, er systemerne indrettet til det.

De fleste – hvis ikke alle – har gennem deres vej gennem Folkeskolen, erhvervsakademier eller andre uddannelsessteder oplevet, at klassekammerater ikke lige helt kunne følge med i timerne. I værste fald opgiver de helt ævred og hopper fra uddannelsen med et svidende nederlag i rygsækken. Men ved at tilpasse undervisningen til de svage elever – og måske give dem nogle oplevelser af, at de jo alligevel godt kan – kan man holde dem fast i undervisningen med Area9’s system.

”Når en elev ind i mellem ryger ind i de øretæver og ikke rigtigt gør fremskridt i undervisningen, giver vi dem en succesoplevelse med spørgsmål om noget indhold, som måske ikke er så svært tilgængeligt. Vi tror, at det giver hjernen et behageligt skud dopamin (hormon, red.), så de kommer tilbage i undervisningen og når et højere fagligt niveau,” siger Ulrik Juul Christensen.

I langt de fleste undervisningsforløb oplever eleverne i perioder, at de lærer knap så hurtigt. I stedet for at lære mere og mere, står de stille, og det vil mange opleve som frustrerende. Men når de igen kan tage mere viden til sig, oplever de at få et mentalt klap på skulderen.

”Her falder tiøren, og det hele passer sammen. Og så accelererer de igen,” siger Ulrik Juul Christensen.

Hvis undervisningen ikke hjælper eleverne til at kunne en række basale færdigheder, kommer de aldrig videre til at mestre de svære elementer af deres fag,
Ulrik Juul Christensen, Area9

Gud nåde og trøste

Men hvis nu disse digitale undervisningssystemer kan stimulere de studerende, så de får mere ud af undervisningen, hvad skal man så med lærerne? Er der overhovedet brug for dem i den fremtid, som Area9 går efter?

Åh ja da, mener virksomhedens administrerende direktør. Lærerne er dem, der med de nye redskaber får tid og overskud til at tage eleverne i hånden og hjælpe dem på vej. I stedet for at bruge tid på at rette stile og andre opgaver, kan de koncentrere sig om at skabe et studiemiljø, som stimulerer eleverne – uanset om de læser på et erhvervsakademi eller sidder på en folkeskole. Ulrik Juul Christensen læner sig ind over bordet:

”Vi har jo børn, der græder i skolen. De er frustreret over alt det, de skal. Vi skal fjerne frygten og tårerne i uddannelsessystemet. Hvis vi kan det, vil det være det største, siden man holdt op med at tæve børnene i skolen for ikke at aflevere deres blækregning til tiden. Det er simpelthen så smuk ting at lære. Hvorfor fanden skal børn sidde og græde over, at de ikke forstår det, de skal lære.”

”I dag har vi en pølsefabrik, så det er næsten umuligt for lærerne at skabe de positive og konstruktive læringsmiljøer, der skal til. Og det er det, vi kan bibringe med de nye teknologier,” siger Ulrik Juul Christensen.

Han sætter tryk på:

”Gud nåde og trøste den idiot, der vil bruge de systemer til at gennemføre besparelser. Man må ikke skyde den genvej at spare lærerne væk. Nej! Lærerne er forudsætningen for, at vi som mennesker har en berettigelse efter den fjerde industrielle revolution, der automatiserer alle mulige dele af samfundet.”

Stor fremtid for datamatikere

På kort sigt vil det koste millioner af arbejdspladser verden over, men det vil også skabe nye muligheder. Og Ulrik Juul Christensen er overbevist om, at mellemlange IT-uddannelser som fx datamatiker vil blive stadigt vigtigere.

”Jeg tror, at de har stor fremtid foran sig, fx fordi barrerne for at programmere bliver sænket. Vi vil se læger og forsikringsfolk selv programmere med redskaber, der gør det nemt. Til gengæld bliver der brug for folk til at lave det langhårede arbejde med at lave de redskaber,” siger han.

I den fremtid vil der være brug for medarbejdere med de teknologiske kompetencer, som både har den fornødne viden og evnerne til at anvende den på en ny måde. Ulrik Juul Christensen understreger sin pointe med, at der ikke vil være brug for flash-programmører. Til gengæld vil der være et akut behov for IT-folk, der forstår, hvordan de forskellige systemer taler sammen, hvordan man kan få mere ud af dem.

Og det kræver en bedre undervisning.
\