SELVLÆRT MED 37 ÅRS ERFARING: “DET ER GODT AT HAVE PAPIR PÅ DET, DU KAN”.
Med kun en kvart uddannelse som landbrugskonsulent i bagagen, startede Christian Kragh i Finansministeriet med at lave statistik for nogle landmænd på en mini-computer. Siden har hans arbejdsliv gået slag i slag med skiftende arbejdsområder, der inkluderer milepæle såsom internettets fremkomst og en overgang til Windows fra IBM. Men fælles for hans arbejde med IT er, at han er selvlært med mottoet: “trial and error”, som han kalder det.
Han har prøvet kræfter med et af programmerings-modulerne på den rkv.samdata.dk. Christian Kragh, der også er bestyrelsesmedlem i SAMDATA, har store forventninger til platformens potentiale for at hjælpe autodidakte medlemmer til at få på papir på deres kompetencer.
“Hvis du bare passer sig selv i dit hjørne, bliver du ikke tilgodeset med lønforbedringer, og der ville det være godt at kunne vise et papir – hvis du ikke er god til at formidle om, hvad du kan, og hvad du vil.”
Christian Kragh, medlem af SAMDATA’s bestyrelse og tillidsrepræsentant i Statens IT.
Hvad var den største motivation for at tage testen?
“Det var mest for at afpudse, hvad jeg kan, da jeg er i slutningen af mit arbejdsliv, og går på pension næste år. Men jeg tror også, at det er godt at have noget parat til en plan b. Vi har nemlig haft fire fyringsrunder på min arbejdsplads. Hvis du skal ind på et hårdt marked, skal du jo have dine meritter i orden, og hvis du har papir på det, kan du vise, at du kan noget. Jeg er stensikker på, at det kan give noget rygrad for dem, der ikke har noget papir på det, de kan.”
Hvilke udfordringer har du haft i dit arbejdsliv ved ikke at have formel uddannelse?
“Jeg synes ikke, der har været mange udfordringer. Jeg har ikke været fastlåst i mit arbejdsliv, fordi jeg har været nysgerrig og ydmyg omkring at lære noget nyt. Jeg har måske ikke tjent mange penge på det, men det kan også være, fordi jeg er tillidsrepræsentant, hvor man måske holder sig tilbage.”
Hvordan var oplevelsen af systemet?
“Det var godt. Det var lidt udfordrende, man skulle kigge på formler og den slags ting, men derudover var det ret tilgængeligt. Det var brugervenligt, men det kan være udfordrende, at man visuelt skal vælge et resultat. Normalt ville man lave en test af den kode, man skriver. Det kan være en udfordring for nogen, der har en anden måde at tænke på.”
Hvordan var niveauet, og gav testen dig et indtryk af, hvad du kan i forhold til programmering?
“Jeg kom ud i nogle hjørner, hvor jeg blev udfordret og fik vist, hvad jeg kan, men jeg blev ikke trynet. Jeg fik prøvet nogle ting af, jeg ikke gør i min dagligdag. Det gav mig også en bekræftelse i, at jeg kan mere. Mit indtryk var, at testen var reel, og jeg fik noget hjernegymnastik, fordi det ikke bare var en multiple choice-test.”
Hvad synes du der var mest udfordrende?
“Man skal nok være klar over, at der er nogen grupper af modulerne, som er rettet mod en type IT-mand og nogle andre, som er rettet imod en anden. Det er ikke alle moduler, der er lige gode til alle. Måske skal der være en prækvalifikation, hvor du kan finde ud af, hvilke moduler du skal tage.”
Hvilke muligheder tror du testen kan give medlemmer uden formel uddannelse på arbejdsmarkedet
“Jeg kunne godt forestille mig, det kunne være en hjælp for dem, der ikke har “drivet” til selv at opsøge viden og bringe den i spil. Hvis du bare passer dig selv i dit hjørne, bliver du ikke tilgodeset med lønforbedringer, og der ville det være godt at kunne vise et papir – hvis du ikke er god til at formidle om, hvad du kan, og hvad du vil. Og hvis man har den mindste tvivl om sin egen kunnen, kan du få et kick, fordi du fik 10 rigtige. Så ved man, at det man siger, ikke bare er varm luft. Man kan måske også bruge testen til at skifte fra en stilling til en anden eller som et argument i en fyringssituation til at præsentere sine evner for ledelsen.
Hvad tænker du om den her prioritering fra HK?
“Jeg synes det er en rigtig satsning. Vi har talt om det i mange år, men har ikke kunnet få noget håndgribeligt på plads. For nogle IT-professionelle tror jeg, det kan være en udfordring at tage ind på en uddannelse og snakke med en studievejleder, men man kan se det her som et led i studievejledning og skridtet inden. Hvis man skal nå målgruppen, tror jeg, det ville være en god idé at få tillidsrepræsentanterne til at sprede budskabet, når de snakker med medlemmerne om de årlige lønforhandlinger. ‘Du brokker dig over, du ikke får lønforbedringer, men har du egentlig vist, hvad du kan?’” \
CV FOR CHRISTIAN KROGH
Christian Krogh startede som studentermedhjælper i Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning under Finansministeriet i 1984. Derefter har han bevæget sig på forskellige platforme såsom IBM PM, IBM 4361.3, Mainframe Windows server og VMware. Siden 2009 har han været i Statens IT som IT-driftsmedarbejder på diverse fagsystemer.
FAKTA
De tests, der er udviklet i HK i samarbejde med SmartLearning er på en platform, der hedder Moodle. Her logger man ind med en bruger, og kan tilgå 12 forskellige moduler, der består af videoer og en quiz inden for følgende områder: Programmering, database, Cloud, IT sikkerhed, Videregående programmering, Webudviking Front end programmering, Webudvikling til backend, systemudvikling, systemdrift og videregående IT sikkerhed.