Gør det muligt at tage datamatikeruddannelsen over flere år
”Har man svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Og panikker det hele inde i hovedet på en, så man ikke kan overskue tingene. Det er der ikke mange, der taler åbent om, ” siger Brian Busk, adm. direktør for Special Minds.
Udviklingsforstyrrelser er for mange et tabu, der er anderledes svært at tale åbent om end f.eks. et brækket ben eller et fysisk handicap, lyder hans pointe.
Og det forsøger Special Minds som en socioøkonomisk virksomhed at ændre på.
”Vi arbejder for at skabe beskæftigelse til mennesker med autisme spektrum forstyrrelser. Der er en overrepræsentation af den type mennesker på IT-uddannelserne. Og det er uanset om de har en diagnose eller ej,” siger Brian Busk.
Hjælper professionshøjskolen UCN
Den viden kan der være brug for på landets erhvervsakademier, hvor man for manges vedkommende har set en stigning af antallet af studerende med diagnoser inden for de studerende på IT-uddannelserne. Blandt andet har professionshøjskolen UCN i Aalborg bedt Special Minds om bistand, så underviserne kan blive endnu bedre til at tilrettelægge undervisningen for disse studerende. Andre uddannelsesinstitutioner har også bedt Special Minds om hjælp til at få de unge succesfuldt gennem uddannelsen.
Ifølge Brian Busk ville det være en fordel, hvis studerende med autisme spektrum forstyrrelser kunne få mulighed for at tage en datamatikeruddannelse over flere år end de to og et halvt år, den er normeret til i dag.
”Hvis de kunne tage enkelt fag over syv år, ville de blive færdige med et helt andet resultat end, vi ser i dag,” siger han.
Virksomheder ikke klædt på
Ikke bare for erhvervsakademierne men også arbejdsgiverne vil have fordel af at se anderledes på disse mennesker.
”Jeg var i Nordjylland for at holde et oplæg for nogle virksomheder om, hvordan man inkluderer disse medarbejdere på arbejdspladsen. Og der var der flere, der sagde, at de da godt kunne genkende de typer blandt ingeniørerne. De vidste bare ikke, at de måske er autister, og derved ser og oplever verden på en anden måde end andre,” siger Brian Busk.
Normalt er virksomheder ikke klædt på til at håndtere den type medarbejdere, understreger han. Se blot på deres stillingsopslag, hvor ord som ”teamorienteret”, ”forandringsparat” eller ”god til at kommunikere” er almindelige.
”Og disse mennesker er jo ikke vant til at se en kommende arbejdsgiver i øjnene, give et håndtryk eller udstråle selvtillid. De kommer fra et andet sted i liv. De er virkeligt udfordret på troen på egne evner, fordi de er ekstremt perfektionistiske. Og det er en kæmpe udfordring for deres selvtillid,” siger Brian Busk.