En passioneret internetaktivist er død

Internetaktivisten Aaron Swartz, der tog sit eget liv i begyndelsen af året, kæmpede gennem sit alt for korte liv for informationsfrihed og efterlod en arv, som det er op til aktivister verden over at løfte.

11. januar 2013 blev 26-årige Aaron Swartz fundet død i sin lejlighed i New York. Han havde hængt sig selv. Selvmordet blev det foreløbigt sidste punktum i en sag, hvor den amerikanske anklagemyndighed havde sigtet Swartz for computerkriminalitet. Straffen kunne have udmøntet sig i millioner af dollars i bøde og over tredive års fængsel.

To år tidligere havde Swartz gemt en computer i et skab på det prestigefyldte amerikanske universitet Massachussets Institute of Technology (MIT) og systematisk downloadet flere millioner artikler fra den akademiske artikeldatabase JSTOR.

Swartz’ selvmord har sendt chokbølger gennem det internationale internetsamfund, og reaktionerne har især været en kraftig kritik af myndighedernes fremfærd overfor de påståede forbrydelser, som Swartz’ fortalere ikke mener havde noget offer eller udgjorde en fare for offentligheden.

En forkæmper for informationsfrihed

Swartz havde fra en ganske ung alder stor indflydelse på den måde, vi bruger internettet. Allerede som 14-årig var han med til at udvikle specifikationerne til RSS, der er en standard, som blogs, netaviser, podcasts og andre hjemmesider, benytter i vid udstrækning til at levere indhold over internettet.

Han var siden med til at starte Reddit, et website, hvor millioner af brugere deler og kommenterer på links til nyheder og underholdning. Han var også med til at bygge teknologien bag Creative Commons, et licenssystem der gør det nemt at dele indhold lovligt på nettet.

Udover sin karriere i it-verdenens startup-miljø, var Swartz en passioneret internetaktivist, hvilket i sidste ende ledte til hans endeligt.

To år før den aktion, hvis efterdønninger pressede Swartz til at tage sit eget liv, havde han på lignende facon downloadet hele den såkaldte PACER-database, der indeholder offentlige retsdokumenter, men som man skulle betale for at få adgang til, på trods af at de ikke var beskyttet af ophavsret. Denne aktion fik ikke noget retsligt efterspil.

I 2008 udgav Swartz sit *Guerilla Open Access Manifesto*, hvor han kaldte på et opgør med de lukkede akademiske databaser og andre systemer, der begrænser adgang til information. I det skriver han:

»Information er magt. Men som al magt er der dem, som ønsker at beholde den for sig selv. Verdens videnskabelige og kulturelle arv, som er udgivet gennem århundreder i bøger og journaler, bliver i stigende grad digitaliseret og låst inde af en håndfuld private virksomheder.«

I den akademiske verden betyder det, at forskning, som er betalt med offentlige midler, kun er tilgængeligt mod betaling, også for forskerne selv, som ikke engang får del i de penge, som forlagene tjener på at stille forskningsresultaterne til rådighed.

Denne situation er, hvad open access-bevægelsen, der også er blevet kaldt “det akademiske forår” med henvisning til opstandene i Mellemøsten, forsøger at gøre op med. Swartz argumenterer i sit manifest for, at det ikke blot er nok at kræve information frigivet. Det er op til folk aktivt at opsøge informationen og sætte den fri, selv hvis det kræver at man bryder loven:

»Der er ingen retfærdighed i at følge uretfærdige love. Det er tid til at komme frem i lyset og i den civile ulydigheds stolte tradition erklære vores modstand imod dette private tyveri af offentlig kultur. Vi skal tage information, hvor end den er lagret, lave vores kopier og dele dem med verden.«

I lyset af dette manifest, står Swartz’ aktion mod JSTOR databasen tilbage som en tanke, der blev gjort til direkte handling, både som et praktisk forsøg på at frisætte millioner af videnskabelige resultater, og som et eksempel for andre aktivister at følge.

En genial, men plaget dreng

Gennem sit alt for korte liv kæmpede Swartz med depressioner, som han bloggede åbent om. Hans ven, juraprofessor og Creative Commons’ stifter Lawrence Lessig, advarede kort efter hans død imidlertid imod at sygeliggøre selvmordet.

»Det gør mig vred, at han gjorde, hvad han gjorde. Men hvis vi vil lære noget af det, kan vi ikke se bort fra, hvad der bragte ham hertil.«

Det var ikke den unge aktivists sindslidelser, der drev ham til at tage sit eget liv, men udsigten til en umulig kamp imod statens alt for magtfuld juridiske arm:

»Det er her vi har brug for en bedre fornemmelse for retfærdighed, og for skam. For det vanvittige i denne historie er ikke blot Aaron. Det er også det absurde i anklagerens adfærd.«

JSTOR valgte ikke at lægge sag an mod Swartz og bad derudover statsanklageren om at frafalde sagen, men anklagemyndigheden valgte at opbygge en sag, der tegnede til årtier i fængsel og millioner af dollars i erstatning for at have misbrugt adgangen til at downloade akademiske artikler.

»Lige så forkert, vildfarent og fucking sørgeligt, som det er, forstår jeg, hvordan udsigten til denne kamp, forsvarsløs, fik det til at give mening for denne geniale, men plagede dreng at gøre en ende på det« skriver Lessig.

En sag, der ikke er slut

Adgangen til information, som Swartz kæmpede for med livet som indsats, er en sag, der overlever den unge aktivists tragiske selvmord. En anden af Swartz venner, forfatteren Cory Doctorow skriver:

»Aaron havde en uovervindelig kombination af politisk indsigt, teknisk snilde og intelligens omkring mennesker og problemstillinger. Jeg tror han ville have revolutioneret amerikansk (og verdensomspændende) politik. Det kan hans arv stadig nå at gøre.«

I begyndelse af 2012, et år efter det arabiske forår væltede diktatorer i Mellemøsten, tog det akademiske forår fart, da tusinder af forskere verden over opfordrede til boykot af det akademiske forlag Elsevier, der er et af de største af sin art.

Open access-bevægelsen har også vundet lydhørhed herhjemme både inden og udenfor den akademiske verden. I Danmark har størstedelen af universiteterne således nedfældet open access-politikker med tilskyndelse fra politisk hold.

Adgangen til åbne data er ligeledes ved at blive politisk og økonomisk mainstream. Således gjorde Miljøministeriet i januar al Geodatastyrelsens (tidligere Kort- og Matrikelstyrelsens) geografiske data offentligt tilgængeligt. Det er nu muligt at benytte offentligt producerede geodata til at bygge videre på fx som forsker eller iværksætter.

På trods af de mange gode intentioner og innovative initiativer er der stadig en række barrierer for at adgangen til information bliver fri og lige. Lovgivningen og retshåndhævelsen er ude af trit med den digitale virkelighed, til tider med tragiske personlige konsekvenser.

Swartz’ død er blot den dybeste af et væld af personlige tragedier. Titusinder af amerikanere blev i løbet af 00’erne truet med sagsanlæg af pladebranchen, for angiveligt at have delt musik online og derved krænket ophavsretten. I langt de fleste tilfælde måtte almindelige borgere indgå forlig frem for at tage de tids- og økonomisk krævende juridisk slagsmål med multinationale pladeselskaber.

I dag er der stadig tale om et misforhold mellem lovgivning og håndhævelse på den ene side, og på den anden de samfundsmæssige interesser, der er i at have fri adgang til information.

På den ene side er der virksomheder og myndigheder, som kæmper for at beholde information lukket og utilgængelig, og som er villige til at bruge loven i så vid udstrækning som muligt til dette formål.

På den anden side er der aktivister og organisationer, der kæmper og arbejder for, at den gavn, som informationsfriheden giver, ikke går til spilde. Aaron Swartz var et sådant individ, og i modsætning til den sag han kæmpede med indtil sin død, er den sag han kæmpede for ikke overstået.

Topfoto: Daniel J. Sieradski / Wikimedia / Flickr (CC BY-SA)