Teknologi der fordamper: Husker du WAP?
Visionen dengang var fænomenal: Tænk hvis man kunne få internettet med i lommen, så man havde adgang til al nettets fantastiske viden og service. Tænk hvis man kunne bruge nettet på sin mobiltelefon. I dag er det noget, vi alle sammen har, og vi forstår ikke, at der kan mangle netforbindelse på den nordligste spids af Bornholm. Men tilbage i 1999 var visionen om det mobile internet det ypperste salgsargument. Også selv om telefonskærmene kun havde plads til 7 linjers tekst i sorthvid, og alt skulle tastes med 0-9 keyboardet.
”Vi troede virkeligt på det,” fortæller Jan Hoffmann, der dengang startede som uddannelsesassistent hos Sonofon. Siden tog han turen forbi TV2 som mobilredaktør, før han blev Senior Mobile Architect hos LEGO. I tiden hos Sonofon, var der masser af driftsarbejde med ekstra gateway, med web-serveren, med firewalls og ikke mindst en del arbejde på det såkaldte Home Location Register, der er ”hjernen” i GSM-nettet, og som holder styr på den enkelte brugers rettigheder.
Men selv om der blev annonceret for millioner, og selv om tech-journalisterne fyldte spalterne med lovprisning af mulighederne, blev kunderne reelt mødt af en mur af besværligheder, som fik løfterne om en flydende internetoplevelse til at ligne en parodi.
En lækker WAP-lyd
”Problemet med de første WAP-telefoner var, at man på et alm. fritidsabonnement skulle betale 4 kr. i minuttet for at komme på nettet – og hastigheden var 9,6 kb/sek.” fortæller Jan Hoffmann, der understreger pointen ved at omregne det til nutidens målestok: ”Ja, det svarer til 0,0096 mb/sek.” Det var ikke kun prisen, der var helt gal.
Servicen og teknikken var også umulig. ”Personalet i telebutikkerne anede intet om WAP,” husker Jan Hoffmann. Og selv om man købte en af de dyre WAP-telefoner fra øverste hylde, så var telefonen ikke klar til at gå på nettet, når man gik ud af butikken. ”Man skulle først hjem og sætte telefonens indstillinger op, før man kunne bruge den. Det kunne i sig selv være en udfordring, og forståelsen hos kunderne haltede også efter.”
”På det tidspunkt var vi ude på Skanderborg Festivalen for at præsentere WAP på Sonofon-standen, og en af vore kunder kiggede forbi. Han havde den nyeste Nokia 7110 – som var af slider-typen. Vi spurgte ham, om han brugte WAP-funktionen, og det gjorde han selvfølgelig. – Ellers kan jeg jo ikke tale i telefonen, svarede han. Han troede ganske simpelt, at WAP var den lyd det gav, når man åbnede slideren med et hurtigt smæk.” Men selv om man havde en WAP-telefon og havde fået sat telefonen op, så havde man reelt ikke adgang hele nettet.
Masser af WAP-jobs – i en tid
”Telefonernes browser kunne ikke håndtere HTML, men kun de mere begrænsede WML-sider. Derfor opstod der jobs til folk, der havde fået et hurtigt WMLkursus krydret med viden om opsætning af WAP-servere,” forklarer Jan Hoffman. Datidens hotteste internettitel var webmaster, og hos teleselskaberne oprettede man en endnu nyere jobtitel: ”WAP-master”.
Men selv om det var den nyeste teknologi, og det mest hypede emne, så var jobbet i virkeligheden lidt trivielt mener Jan Hoffmann: ”Det var mest af alt et job, der gik ud på at lave en linksamling med de WAPsider, man kunne finde.” De førende telefoner havde stadig kun tasterne 0-9 at gøre godt med, og det tog lang tid at navigere, når der skulle indtastes lange URL’er. Flere af de store nyhedshuse begyndte at kode særlige udgaver af deres nyhedssites til WAP-brugerne, men det var reelt kun et fåtal af hjemmesider, der var tilgængelige i en wap-browser.
Vil voksne bruge mobilen til at gå i banken?
Alligevel blev der kastet mange penge i udviklingen. ”Jeg husker, at der blev lavet bankløsninger, hvor man kunne tilgå sin webbank via mobilen. Den underliggende teknologi var i virkeligheden SMS’er der blev skubbet frem og tilbage, for ellers kunne man ikke kryptere indholdet. Dengang blev jeg i ramme alvor spurgt, om jeg virkeligt troede, at der var voksne mennesker, der nogensinde ville bruge deres mobiltelefon til bankforretninger. Det svarede jeg ja til,” husker Jan Hoffmann.
Trods en uendelig række af reklamer og stadigt flere WAP-telefoner på markedet, så kom WAP-gennembruddet aldrig. WAP-master jobbet i Sonofon blev nedlagt i 2001, og området fik mindre og mindre fokus. ”Man kan opsummere WAPs endelige dødsdom i et ord: iPhone,” mener Jan Hoffmann.
”Først med den telefon havde man sikret sig, at folk kunne tage telefonen direkte ud af butikken, og bare bruge den uden at skulle bekymre sig om opsætning, minuttakster og om at finde frem til særlige mobilsider. Man kunne bare bruge nettet og hele app-tankegangen fik sit rigtige gennembrud.” Hele WAP-boblen var tænkt inde fra teknologi-virksomhederne og ud, vurderer Jan Hoffmann. ”Det vigtigste vi kan lære af WAP var, hvor galt det kan gå, når der er for lidt fokus på brugernes oplevelse.”
Datidens hotteste internettitel var webmaster, og hos teleselskaberne oprettede man en endnu nyere jobtitel: ”WAP-master”. Men selv om det var den nyeste teknologi og det mest hypede emne, så var jobbet i virkeligheden lidt trivielt
Jan Hoffmann