Røde faner og træsko er ikke lige Gitte
”Jeg elsker lønforhandlinger!”
Det kommer med en inderlighed, der ikke levner tvivl om, at Gitte Korsgaard Andreasen virkelig har passionen med sig, når hun omhyggeligt lægger strategi forud for sine kollegers lønforhandlinger i Arbejdsskadestyrelsen. Her har hun i seks år været tillidsrepræsentant for en voksende flok SAMDATA\HK-medlemmer.
”Vi er 101 medlemmer nu, men der bliver ansat mange nye i øjeblikket, så jeg regner med, at vi bliver endnu flere,” siger Gitte Korsgaard Andreasen, der også er styrelsens webmaster. Hun tager gerne en snak med de nyansatte, deler pjecer om fagforeningen ud, og er både leveringsdygtig i gode argumenter og et stykke chokolade i kampen for at hverve nye medlemmer.
”Røde faner og træsko er ikke lige min stil. Jeg tror, man kommer længere med at give eksempler på de fordele, man opnår som medlem. Og i forhold til arbejdsgiverne er det også vigtigt, at man er ligeværdig og velforberedt, hvis der er skal opnås resultater.”
Ilddåb og kåring
Da hun begyndte som tillidsrepræsentant var der ingen nye at hverve i Arbejdsskadestyrelsen. Tværtimod gav en fyringsrunde hende lidt af en ilddåb, for 16 af medlemmerne mistede deres job:
”Jeg var blevet opfordret til at stille op som tillidsrepræsentant kort forinden, og var stort set blank på, hvad det indebar. Da fyringsrunden kom, fulgte jeg mine instinkter og arbejdede for, at det skulle være en sober og værdig proces for de mennesker, det gik ud over.”
På hendes initiativ blev der udarbejdet en beredskabsplan, så der blev taget bedst muligt hånd om de afskedigede. Hun gjorde det så engageret, at hun kun fire en halv måned efter sin udnævnelse blev kåret til årets tillidsrepræsentant på HKs generalforsamling, indstillet af både medarbejdere og chefer:
”Jeg var i gang med uddannelse til tillidsrepræsentant og havde egentlig ikke tænkt mig at deltage på generalforsamlingen, men pludselig kunne min stedfortræder ikke og min chef opfordrede mig til at tage til generalforsamlingen. Jeg anede ikke, at det var fordi, jeg ville blive kåret. Der var 400 andre, der potentielt kunne have fået prisen, så det var meget stort for mig,” fortæller Gitte Korsgaard Andreasen og tager sig til kinderne, der stadig kan blive røde ved tanken om den dag.
Meget mere uddannelse
Hun gennemførte tillidsmandsuddannelse hurtigt, og det undrede næppe nogen, der kender hende. Den nu 53 årige Gitte Korsgaard Andreasen har praktisk talt konstant været i gang med at efteruddanne sig, siden hun blev færdig som datamatiker – i øvrigt som den eneste pige på sit hold – i 1982.
”At få mere viden har altid betydet meget for mig. Det er også noget af det, jeg er mest optaget af som fagligt aktiv. Vi skal have tid og mulighed for uddannelse og selv søge den, for hvis vi ikke sørger for at holde os opdaterede, bliver vi overhalet af andre.”
Fyret som gravid
Selv oplevede hun tidligt i sit arbejdsliv at blive kørt midlertidigt ud på sidesporet af en helt anden årsag: Hun blev fyret i forbindelse med sin første graviditet i 1989. Gitte Korsgaard Andreasen synes ikke, det er fair at nævne den amerikanske virksomhed, hun dengang arbejdede for, efter så mange år. Men hun kørte sag og vandt – afgørelsen skabte præcedens i lignende sager i HK.
”Jeg er blevet rost for, at jeg turde tage opgøret. Bagsiden var, at det var vanskeligt for mig at få job bagefter, men det lykkedes efter 17 måneder hos Folkekirkens Nødhjælp.”
Her var hun IT-koordinator og en af tre kvinder, der noget usædvanligt udgjorde IT-enheden.
”Teknikkerne var vilde med at besøge os, og syntes det var meget morsomt, at koden til vores AS400 var ’Femina’,” mindes Gitte Korsgaard Andreasen.
Synlig og tilgængelig
Siden 1999 har hun været ansat på sin nuværende arbejdsplads, hvor hun i dag har 15 øremærkede timer ugentligt til hvervet som tillidsrepræsentant.
”Jeg bruger meget tid på at være synlig, bevæger mig rundt i huset og sidder hos et team, hvis jeg fornemmer, at noget ikke fungerer så godt, for at afgøre, om det er noget, jeg kan hjælpe med at løsne op.”
Når der er lønforhandlinger på programmet, følger Gitte Korsgaard Andreasen den drejebog, hun med tiden har udviklet. Den rummer taktik og systematik, men kræver også en effektiv arbejdsindsats fra hendes side for at få overblik over samtlige medlemmers kompetencer og derefter arbejde for at få det optimale til den enkelte.
Hendes evner blev ikke overset af den tidligere formand for SAMDATA\HK, Pia Brade, der bad Gitte Korsgaard Andreasen være med til at forhandle overenskomsterne hjem for IT-medarbejderne i HK Stat i 2013 og 2015.
”Det var en stor mundfuld, syntes jeg, men Pia sagde, at jeg sagtens kunne. Jeg ville til gengæld gerne have en position, hvis jeg skulle forhandle overenskomst, så jeg stillede op og blev valgt som 2. næstformand,” fortæller Gitte Korsgaard Andreasen. Hun beretter med smittende begejstring om den oplevelse, det var at være en del af forhandlingsholdet.
”At møde finansminister Bjarne Corydons regnedrenge og jurister var noget ganske særligt. Det var virkelig spændende at være med på det niveau, at være med til møder og lægge strategi for vores hold forinden, møde knivskarpt forberedt og opleve det politiske spil indefra. Især fordi vi fik nogle stik med hjem til fordel for medlemmerne. Det, at jeg kan gøre en forskel for andre, motiverer mig virkelig – både ved overenskomstforhandlinger og i det daglige.” \
BLÅ BOG \ GITTE KORSGAARD ANDREASEN
\ Datamatiker fra Niels Brock i 1982.
\ Support konsulent hos Sophus Berendsen og siden underviser hos Olivetti fra 1985.
\ Kort ansættelse hos amerikansk virksomhed i 1990.
\ IT-koordinator hos Folkekirkens Nødhjælp fra 1992 og i 1999 ansat i Arbejdsskadestyrelsen, hvor hun er webmaster.
\ Tillidsrepræsentant siden 2009, nu for 101 medlemmer af SAMDATA\HK.
\ 2. næstformand i SAMDATA\HK siden 2012.
\ Var med til at forhandle overenskomst for HK Stat i 2013 og 2015.
\ 53 år, bor i Brønshøj, nygift med faren til sine to voksne børn efter 26 års samliv.