Det handler om at tage ansvar
For Jens Rastrup handler fagforeningsarbejde om at engagere sig, gøre sig gavnlig og deltage i beslutningerne. Det gør han så hele vejen rundt.
Spørger man Jens Rastrup, hvorfor han synes det er vigtigt at være aktiv i SAMDATA\HK, svarer han med et eksempel fra det lokale fritidshjem, hvor han sidder i forældrebestyrelsen.
”Vi har netop fået overtalt Borgerrepræsentationen til at gå med til at gøre børnenes fritidshjem til en selvejende institution. På den måde kan vi selv få indflydelse og fx sikre, at børnene får forskellige tilbud alt efter interesser.”
Jens Rastrup vil gerne være med til at gøre en forskel, og det gør han så stort set hele vejen rundt, både på arbejde men også privat.
Ikke blot er han formand i fritidshjemmets forældrebestyrelse, det samme gælder for hans egen Andelsboligforening, og så stiller han gerne op, når sønnens kajakklub skal på tur til Tyskland.
Begynder man derefter at spørge ind til fagforeningsarbejdet, er listen over tillidsjob ganske omfattende.
Han er bestyrelsesmedlem i både HK Kommunal Hovedstaden og SAMDATA\HK, hvor han også er medlem af økonomiudvalget. Samtidigt har han været SAMDATA\HK-repræsentanten under de seneste overenskomstforhandlinger på det kommunale område.
Engagementet i SAMDATA\HK startede med opgaven som tillidsrepræsentant for cirka 20 IT-kollegaer på Sundhed.dk, hvor Jens Rastrup har arbejdet siden 2004. Samme sted sidder han også i Samarbejdsudvalget. På Sundhed.dk lagde han ud med at uddanne sig til jobbet som tillidsrepræsentant.
”Jeg tog først grunduddannelsen som tillidsrepræsentant, og den har jeg siden suppleret med kurser i udvidet forhandlingsteknik, innovation og seneste mediation. Det vigtige er, at man er klædt på – ikke bare juridisk. I fyringsrunder handler det lige så meget om, hvordan det påvirker medarbejderne.”
Sid med ved bordet
Hele grundprincippet handler om, at Jens Rastrup hellere vil tage ansvar.
”Jeg vil hellere sidde med ved bordet og forhandle løn end lade andre gøre det. Det handler om at tage ansvar for sit eget liv.” Det samme princip mener han gælder for uddannelsesområdet, som han mener en af de vigtigste udfordringer for IT-folk.
”Som IT-folk er vi smadder-dygtige, men vi hører ikke til de billigste. Derfor er det ikke nok at tage sig en uddannelse og tro, den kan holde i al fremtid. Det er vigtigt at engagere sig og holde sig selv ajour og opnå nogle nye kompetencer.”
”Det er ganske vist godt at kunne udføre noget hardcore programmering, men det er ikke det samme som at man skal lave det samme i al fremtid. Måske bliver Java afløst af drag-n-drop løsninger eller programmeringsopgaverne og call-centrene bliver flyttet til Hanoi. Det må vi som IT-folk bare tage bestik af.”
Vi skal rådgive i uddannelsesjunglen
Selv om outsourcing er et fænomen, der ofte bliver omtalt i forbindelse med fyringsrunder, ser han det ikke som et dommedags-fænomen, der udrydder de danske IT-jobs.
”Der vil altid være brug for nogle, der har forståelse for de lokale forhold, og som kan rykke hurtigt ud.”
”Men man bør helt klart tage nogle videregående uddannelser og ikke mindst få papir på sin viden. Korte kurser kan være fint, men det er ofte bedre at gå efter noget, der er officielt anerkendt, og som giver ECTS-point. Mange har svært ved at tage fri i længere perioder, og i stedet kan man planlægge at tage nogle moduler hen over flere år, som giver et sammenhængende kompetenceløft. Er man selvlært er det måske en real-kompetence-vurdering (RKV) man skal have.”
”Som fagforening og tillidsrepræsentant er det en af vore vigtigste opgaver: At rådgive medlemmerne gennem uddannelsesjunglen. Det starter med, at medarbejderne skal huske at få skrevet nogle mål op i de personlige udviklingsplaner.”
Man skal tage ansvar – og uddannelse
”Det vigtige er, at man som enkeltperson ser på sin fremtid: Hvor er jeg om fem år? Skal jeg specialisere mig? Er jeg stadig attraktiv for arbejdsmarkedet.”
”Heldigvis har vi sat nogle rammer op i overenskomsten, så der nu er flere penge i kompetencefondene. Derfor er dette en klar opfordring til folk om at søge penge – og selv at tage ansvar. ”
Overenskomster bliver ofte opgjort i penge og procenter, men Jens Rastrup mener, at det er helheden i arbejdslivet, der er vigtigt i de kommende år.
”Det er utroligt vigtigt at holde fast i, at man skriver sine arbejdstimer ned og husker at tage den betalte frokost. En medarbejder der ikke holder sin ferie, eller går ned med stress er slet ikke god for bundlinjen – hverken for virksomheden, eller det enkelte menneske.”
Jens Rastrup slutter af med en lille opsang til den næste generation:
”De Unge, der er vokset op i gode tider, skal huske at organisere sig. Lige pludseligt kan de stå i en situation, hvor de selv har brug for hjælp. Og det er kun når vi forener os, at vi får en reel magt.”
BLÅ BOG \ JENS RASTRUP
\ Efter reserveofficersuddannelsen læste Jens Rastrup medicin, men skiftede til datamatikeruddannelsen, som han blev færdig med i 2001. På det tidspunkt var arbejdsløsheden enorm blandt datamatikere, men Jens Rastrup fik hurtigt job som projektleder på den Elektroniske Patient Journal (EPJ) i Ringkjøbing Amt.
\ Da han vendte tilbage til København fik han job først job i
Frederiksborg Amt og siden på Sundhed.dk, hvor han har arbejdet lige siden. Har arbejdet som projektleder på e-Journalen og
Laboratoriedata samt Svangrejournalen og forskellige kliniske løsninger med patientdata.
\ Sidder i dag i samarbejdsudvalget og har fungeret som tillidsrepræsentant på Sundhed.dk siden 2009. Er bestyrelsesmedlem i SAMDATA\HK samt bestyrelsesmedlem i HK Kommunal
Hovedstaden.
\ I ”fritiden” er han formand for bestyrelsen for børnenes
fritidshjem og for sin egen andelsboligforening.
\ Bor i København og har fire børn.