KURSUS: BLIV FRONTLØBER FOR FIRMAETS IT-SIKKERHED
“Et introduktionsforløb til IT-sikkerhed for almindelige computerbrugere. Du lærer effektive tiltag, der kan reducere risikoen og konsekvensen af cyberangreb mod din virksomhed.”
Sådan lyder præsentationen af det gratis onlinekursus, som IT-Universitet for nylig gjorde tilgængeligt online som et led i et samarbejde med Industriens Fond. Det er målrettet medarbejdere i små og mellemstore virksomheder og har tidligere været udbudt som fysisk kursus, men nu er det – i tidens ånd – røget online.
Dermed kan du og resten af din arbejdsplads få dagsaktuel viden om de største trusler online og inspiration til, hvordan man stopper internetkriminelle.
”IT-Universitetets SikkerCyber-kursus er et gratis tilbud til dig, som arbejder i en lille eller mellemstor virksomhed. På kurserne får du konkrete metoder og enkle værktøjer til at forebygge, identificere og håndtere cyberkriminalitet — uden at det vælter budgettet.”
ITU
Vigtig viden
Hvis du kaster dig over IT-Universitetets kursus skal du igennem syv moduler, der tilsammen klæder dig på til at passe på dig selv online, men også til at bidrage til udarbejdelsen af for eksempel beredskabsplaner, så I ved, hvordan I skal reagere, hvis I bliver ramt af et digitalt angreb.
Du begynder med et introduktionsmodul, der fortæller grundlæggende om de forskellige trusler, der findes online. Næste skridt er at lave en mini-risikovurdering for jeres virksomhed, og dernæst udarbejde en plan for nogle basale IT-tiltag, som I kan gennemføre på jeres arbejdsplads. Når du er kommet dertil, handler næste modul om at sikre, at I har relevant og opdateret software.
Femte modul introducerer dig til ransomware-angreb, som er et fænomen, hvor hackere typisk krypterer alle dine eller virksomhedens filer, for så at kræve løsepenge for at udlevere en nøgle til at dekryptere filerne. En slags datakidnapning. Det er en tendens i vækst og vigtigt at kunne beskytte sig mod.
Dernæst skal du lære lidt om phishing, to-faktor autentifikation og passwordmanagers, for til sidst at komme i gang med en beredskabsplan, så virksomheden ved, hvad I skal gøre før, under og efter et eventuelt digitalt angreb.
Gratis og hurtigt
De syv moduler tager hver anslået 20 minutter at gennemføre, så du kan altså klare hele kurset på en eftermiddag. Med ITU’s kursus får du konkrete opgaver og værktøjer til at rykke jeres IT-sikkerhedsniveau et niveau eller to i den rigtige retning.
Kurset er ikke målrettet virksomhedens IT-sikkerhedsfolk, men derimod tænkt som en læringsmulighed for alle medarbejdere, uanset hvor i organisationen de er.
Du kan selv tage kurset helt gratis på Sikkercyber.dk