Kommunal-overenskomst: Lønstigninger, bedre pensioner og mere uddannelse
Flere penge, højere pension og mere uddannelse er de tre hovedresultater fra de kommunale overenskomstforhandlinger.
Og det resultat synes Jens Rastrup Andersen, der var SAMDATA\HK’s repræsentant i forhandlingerne var et rigtigt fornuftigt resultat og klart det bedst opnåelige.
Selve lønnen stiger med 5,4 procent fordelt hen over de næste tre år. Det er ganske vist mindre end 2 procent om året, men fordi inflationen i disse år er rekordlav, så regner man med, at det i sidste ende kan give en reallønsfremgang på 1-2 procent.
De offentlige overenskomster er i øvrigt bundet til lønudviklingen på det private arbejdsmarked. Det vil sige, at skulle lønudviklingen i de private virksomheder stige mere eller mindre end de 5,4 procent, så vil der bliver justeret i de offentlige overenskomster i de kommende år. Samlet set kan en gennemsnits-HK’er (der tjener 340.000 + pension) regne med 1.500 kr. mere om måneden.
Jens Rastrup fremhæver forbedringerne på pensionsområdet og flere penge til kompetenceudvikling, som noget af det bedste ved overenskomsten.
Bedre pension til alle
”Der bliver lagt lidt over 0,4 procent på pensionerne uanset hvilket løntrin, man er på. Det er et rigtigt godt resultat – både for den enkelte, der bliver sikret bedre, og så er det fornuftigt i forhold til samfundsudviklingen.”
Et tredje hovedresultat er, at der bliver flere penge til videreuddannelse. Den enkelte medarbejder kan søge op til 25.000 kr. årligt til videreuddannelse, og da der er flere penge i uddannelsespuljerne øger det chancen for, at ansøgningerne går igennem.
En detalje der ikke batter meget i kroner og øre i det store regnskab, men er et skridt i den rigtige retning for de mandlige medlemmer er, at fædre nu får ret til en uges ekstra barsel med løn. Derudover indeholder overenskomsten også en styrket indsats for det psykiske arbejdsmiljø.
”Det kan lyde defensivt, men vi er også rigtigt glade for, at nogle kerneværdier er fastholdt i overenskomsten,” fortæller Jens Rastrup Andersen. ”Vi får stadig betaling for overarbejde, og vi har betalt frokost. Det er ret vigtige elementer at holde fast i, fordi andre faggrupper har givet slip på det område. Men IT-folk risikerer nemt at blive begravet i overarbejde for et ret lille månedligt vederlag.” Desuden er der stadig mulighed for lokale lønforhandlinger oveni det der er aftalt centralt, både i kommuner og regionerne.
For Jens Rastrup Andersen var det første gang, at han var med til overenskomstforhandlingerne, hvor han repræsenterede SAMDATA\HK i de udvidede forhandlingsudvalg, der vejleder de tre topforhandlere. Han understreger, at det ikke bare handler om nogle få forhandlingsmøder.
”Det er et meget omfattende arbejde, der er lagt for dagen hen over efteråret, hvor der blev samlet 15.000 ønsker ind fra hele medlemsskaren i HK Kommunal. Det er rigtigt flot, og betyder også, at man i KL og Danske Regioner lytter til, hvad der bliver sagt, fordi de ønsker der bliver fremlagt, ikke bare er noget, som nogle få topfolk har fundet på.”
”Samlet set er det et rigtigt godt resultat, og derfor er det også vigtigt, at medlemmerne tager sig tid til at bakke det store arbejde og resultatet op ved at gå ind og stemme,” siger Jens Rastrup Andersen. ”Det er faktisk nemmere end de fleste tror. Det kræver kun et klik og et CPR-nummer at sige sin mening.”
SAMDATA\HK’s bestyrelse anbefaler, at medlemmerne stemmer JA til overenskomsten. Der kan stemmes frem til 9. april kl. 12.
\ Få overblik over hele overenskomstresultatet her.
\ Du kan gå direkte til afstemningen her, eller scan QR-koden.