”Jeg havde ikke en ide om, hvad jeg gik ind til”

Lysegrå hoodie. T-shirt. En tynd guldkæde om halsen, Og en Brooklyn cap.
Jeppe Damborg ligner enhver anden 22-årig studerende på Erhvervsakademi MidtVest. Og så alligevel ikke helt. Mens de fleste andre af hans medstuderende på datamatikerstudiet blot har studierne at bokse med, kæmper Jeppe Damborg på helt andre vilkår.
”Jeg har en svag udgave af autisme. Det man kalder en højtfungerende autist eller atypisk autist. Jeg har også en ADHD-diagnose,” siger han.
Roligt og velovervejet fortsætter Jeppe Damborg:
”Mit største problem er nok at fortolke situationer. Jeg er nok ikke så god til at fornemme atmosfæren. Når nogen siger noget, som måske bare er en joke, kan jeg komme til at opfatte det forkert. Eller også kan jeg have svært ved at lade andre folk komme til.”

Snart færdig som datamatiker

SAMDATA Magasinet møder Jeppe Damborg sammen med hans mor, Jenni Damborg, i et mødelokale på Erhvervsakademi MidtVest. Hun er med for at støtte sin søn under interviewet, hvor Jeppe Damborg fortæller om, hvordan han trods sine diagnoser nu er ved at gøre sin uddannelse som datamatiker færdig. Sammen med en kammerat er Jeppe Damborg ved at skrive sit afsluttende projekt på uddannelsens femte og sidste semester. At komme så langt på en erhvervsuddannelse har til tider været hårdt.
Jenni Damborg ser på sin søn.
”Tovejskommunikation kan være en udfordring for dig. Det der med at lytte til andre og måske stille opklarende spørgsmål, har du lidt svært ved,” siger hun.
Jenni Damborg understreger, at Jeppe Damborg altid har været meget åben om sine diagnoser. Det gør det nemmere for omgivelserne at forstå ham.
Alligevel var det en nervøs og anspændt Jeppe Damborg, der for lidt mere end to år siden mødte på Erhvervsakademi MidtVest for første gang:
”Jeg havde ikke en ide om, hvad jeg gik ind til. Jeg var ikke sikker på, hvad det indebar at gå på en datamatikeruddannelse. Og jeg var også meget bange for, om jeg nu kunne styre mig selv. Jeg har erfaring for, at kommer jeg ud i situationer, jeg ikke kan lide, kan det medføre nogle dårlige oplevelser for mig og andre omkring mig.”

 Mit hoved fungerer meget som en computer. Den tager mange informationer ind for at gemme dem. Jeg er god til at huske dem.
Jeppe Damborg

Virker som det skal

Men dagen gik egentlig godt. De nye studerende fik en blød start, hvor de blev introduceret til det nye studie, Jeppe Damborg havde valgt af to årsager. For det første havde han altid interesseret sig for IT. Og for det andet var han og familien kommet frem til, at IT nok var den bedste rute til et almindeligt job, så han kunne forsørge sig selv.
I begyndelsen var det sociale, samværet med alle de nye mennesker, overvældende, men det kom på plads. Dog for tiden har Jeppe Damborg nedtonet det sociale en smule i forhold til det faglige.
”Lige nu er det ikke nemt at være meget social, fordi der er meget fokus på det faglige med projektet. Det sociale sker mest, hvis jeg lige snakker med nogen, jeg kender, når jeg kommer forbi. Jeg har ikke energi til mere. Ellers ender det dårligt for mig og dem,” siger han.
Jenni Damborg nikker.
”Hvis jeg må supplere, har mennesker i Jeppes situation ofte kun en vis mængde energi at gøre med. Og den bliver der jo tæret på i løbet af skoledagen. Hvis der er noget, der går galt – selv meget små ting – tager det energi. De sidste mange år har det været sådan, at når Jeppe kommer hjem fra skole, så er der ikke mere energi. Og så skal der lades op,” siger hun.
I familien har man valgt at prioritere det faglige frem for det sociale for at gøre sønnen så selvstændig som muligt. Alligevel føler Jeppe Damborg ikke, at han har svært ved at arbejde sammen med andre mennesker, som f.eks. hans makker på afgangsprojektet.

Svært at læse alle på en gang

”Jeg har altid været meget udadvendt. Jeg er vant til at snakke meget. Og har jeg været sammen med en person i et stykke tid, har jeg heller ikke problemer med at forstå dem. Det er bare det, at mange gange er der mange mennesker, der bliver smidt ind i en omgangskreds. Og det er svært for mig at læse dem alle sammen på en gang,” siger han.
Det kan godt tage et par måneder, før Jeppe Damborg føler, at han kender folk godt nok til at kunne fornemme dem. I runde tal tager det mellem tre og seks måneder, før han sådan rigtig ”lander” et nyt sted som f.eks. en uddannelse, fortæller Jenni Damborg.
”Når Jeppe begynder på noget nyt, så vil han gerne være lige som alle andre. Han holder facaden og gør som dem omkring ham. Han hopper på vognen for at følge med. Her (på datamatikerstudiet, red.) tog det kun seks uger, men det kan tage op til et halvt år, før han ikke længere kan holde facaden. Så dykker han og mister troen på, at han kan holde til det,” siger hun.
Jeppe Damborg fortsætter:
”Mit hoved fungerer meget som en computer. Den tager mange informationer ind for at gemme dem. Jeg er god til at huske dem. Men det betyder, at når der er problemer – både helt små og store ting – så bliver de stablet oven på hinanden, indtil de som tårne er ved at vælte. Så brænder jeg sammen. Og så skal jeg slukkes og genstartes. Jeg kan blive ked af det, hvor jeg går væk fra folk,” fortæller Jeppe Damborg.
Når det sker, må familien træde til for at hjælpe ham med at bygge sig selv op igen, så han kan fortsætte uddannelsen.

Klar til alt, der måtte komme

Efter sådan en episode kommer der styr på det, så han kan overskue alt det nye. Og det er ikke nemt for ham. Jeppe Damborg forsøger hele tiden at gennemtænke alle mulige og umulige scenarier, når han bevæger sig ind i noget nyt.
”For nylig skulle jeg ud at rejse med et fly for første gang nogensinde. Før jeg kom på flyet, udtænkte jeg alle mulige ting, der kunne ske – både gode og dårlige. Selv om mange situationer kan være meget usandsynlige, tænker jeg dem igennem, så jeg kan være klar til hver eneste situation, som måtte komme,” siger Jeppe Damborg.
Jenni Damborg understreger, at sønnen med tiden er blevet meget bedre til at håndtere variationer eller overraskelser, som før kunne være meget ubehagelige for ham. Det, som du og jeg som oftest har på ryggraden, skal Jeppe Damborg lære. F.eks. noget så simpelt som at adskille skoletid og fritid. Den måde, han gør det på, er at møde ind på erhvervsakademiet alle hverdage, også selv om han ikke har undervisning. Her kan han arbejde på sit projekt eller forberede sig til timerne. Til gengæld har han helt fri til at slappe af med et computerspil, når han er hjemme.
”Og Jeppe holder sin arbejdsplan på den måde. Det kan være, det ikke fungerer for andre. Men det virker for ham,” understreger Jenni Damborg.
Og det hårde arbejde har hjulpet ham et langt stykke ad vejen mod en eksamen. Et godt eksempel er hans afgangsprojekt, der – som han selv vurderer det – er godt 75 procent færdigt.
”Det er gået meget fint. Jeg føler også, at det er et stykke arbejde, som jeg kan være stolt af. Det er en funktionsdatabase, som vi har prøvet at arbejde med før,” siger Jeppe Damborg.

Et liv, som jeg kan være tilfreds med

Hvad der skal efter uddannelsen, har han ikke helt taget stilling til endnu.
”Før i tiden har jeg lavet præcise planer for, hvad der skal ske. Nogle gange år frem i tiden. Men jeg har opdaget, at det kan være meget svært og uoverskueligt at få det til at passe. Så nu har jeg taget tingene, som de kommer. Jeg har ikke endnu en ide om, hvad jeg vil efter det her. Det er så nyt og så stort, at jeg ikke har fundet ud af, hvad der er det bedste for mig,” siger Jeppe Damborg.
Han fortsætter:
”Hvor skal jeg gå hen for at få de bedst mulige chancer for at komme i arbejde. Jeg skal jo også have et liv, som jeg kan være tilfreds med, hvor jeg laver andet end at arbejde. Jeg skal have det sociale tilbage igen i mig.”
\