IT-BOSSER: REKRUTTERING AF KVINDER ER IKKE UMULIGT, MEN DET KRÆVER EN MÅLRETTET INDSATS
Queue-it har skabt et af de mest brugte kø-systemer til websites, der modtager mange besøgende på samme tid, for eksempel når eftertragtede koncertbilletter sættes til salg eller årsopgørelsen skal tjekkes.
Men digitale køer er ikke de eneste køer medstifter Camilla Ley Valentin gerne vil gøre noget ved. Hun vil også gerne sørge for, at det er de rigtige mennesker, der kommer ind i IT-branchen. Hun har derfor flere gange deltaget i debatten om manglen på kvinder i IT-sektoren.
“Overordnet set er det gået alt for langsomt,” siger hun og henviser til, at problemstillingen har været på dagsordenen i mange år og uddyber:
“Nogle af IT-Kvinderådets anbefalinger er desværre ikke specielt nye. Det her med at få IT ind i skolen har vi talt om i mange år. Jeg kan ikke gennemskue hvorfor det tager så lang tid. Det er meget ærgerligt, for jeg er enig i anbefalingen, og den er stadig relevant.”
“Det er tilfældigheder, der gør, om man opdager det ” næste kode-geni.”
Camilla Ley Valentin, Queue-it
Anonyme jobansøgninger
I Queue-it er 43 procent af de ansatte kvinder, men det er første og fremmest de ikke-tekniske stillinger, de besidder. Det vil Camilla Ley Valentin og resten af ledelsen gerne gøre noget ved.
“Vi er begyndt at bruge et værktøj, der kan analysere vores jobopslag for ubevidste bias. Det kan være konkrete ord, hvor der tolkes forskelligt af mænd og kvinder, og som derfor kan give en ubevidst påvirkning, så en kvinde alligevel ikke søger stillingen. Så omskriver vi opslaget,” fortæller hun.
Virksomheden arbejder også på at få anonymiseret jobansøgeres navne og køn i første screeningsrunde af gennemlæsningen af ansøgninger.
“Jeg bilder mig ikke ind, at vi er bedre til ikke at være biased, end alle andre er statistisk set. Jeg forestiller mig, at det vil have en effekt, men det er ikke sikkert endnu. Jeg tror, at man bliver nødt til at kigge på tallene bredt set, og sige, at vi nok også har bias, der er ingen grund til at føle sig mere frelst end alle mulige andre. Jeg har selv taget bias-test på nettet og kan se, at jeg selvfølgelig også er biased på nogle områder. Jo mere af det man kan fjerne, desto bedre,” siger Camilla Ley Valentin.
Skolen er nøglen
Selvom Camilla Ley Valentin er enig i de virksomhedsrettede anbefalinger i IT-Kvinderådets rapport, så peger hun på, at løsningen ligger et andet sted.
“For mig at se er det i skolerne, det starter. Børnene bliver ikke udsat for IT og teknologi undervejs. Det er mig en gåde, hvorfor vi ikke gør det. Det er tilfældigheder, der gør, om man opdager det næste kode-geni. Der er nærmest ingenting i skolerne, så det er lige så sandsynligt, at man opdager, at man interesser sig for at programmere, som det er, man skulle blive violinist. Det får du heller ikke prøvet i skolen. Det er lidt absurd i forhold til, hvor meget IT fylder i samfundet globalt. Det er jo ikke, fordi der er en kæmpe efterspørgsel på violinister i samfundet,” siger Camilla Ley Valentin og tilføjer:
“Jeg kommer selv fra en meget musik-orienteret familie, og det er ikke for at nedgøre musikkens betydning, men det er for at illustrere, at man jo har musik på skemaet.”
Hvis stod det til Queue-it-chefen, var løsningen simpel:
“Jeg ville sætte det på skoleskemaet tre timer om ugen fra 1. til 9. klasse. Det skal være teknologiforståelse, men det skal inkludere kodning.”
Hun tilføjer:
“Det er centralt, at man tilrettelægger det, så det bliver et kreativt fag. Det er rigtig vigtigt for at få pigerne med, ellers gider de ikke. Det er et fag, der kan gøres utroligt kedeligt og utroligt interessant. Det er vigtigt, at det bliver givet videre på den rigtige måde. Man skal tænke sig om, men det skal have en væsentlig plads.”
Plads til at være et helt menneske
IT-konsulentvirksomheden Abakion har også gjort en målrettet indsats for at tiltrække kvindelige medarbejdere. For en årrække siden konstaterede stifterne, der talte en enkelt kvinde, at IT-branchen havde svært ved at rekruttere kvinder. De inviterede derfor kvinder fra deres netværk og samarbejdspartnere til en session, hvor gæsterne sparrede med dem om den svære rekruttering.
”Mange af kvinderne snakkede om deltid som et værktøj, så man kan få arbejdstid til at passe sammen med faste rammer som skole og børnehaver. Arbejdet skulle være elastisk og forme sig rundt om børnelivet. Det synes vi var ekstremt interessant,” siger Maja Bavngaard, der er HR-ansvarlig og forklarer:
”Som IT-konsulenthus kan vi tillade os at hæve os op over uret. Vi vil hellere se på opgaven end på hvor, og hvornår du laver den. Om du er hjemme eller på kontoret er lige meget for os. Opgaven og værdien er nem at forholde sig til for et konsulenthus, for vi registrerer tid og opgaver.”
Abakion har valgt en anderledes profil end andre konsulenthuse. På virksomhedens hjemmeside kan man tage en test, der kan give et fingerpeg om, hvorvidt man som mulig ansøger passer ind i virksomhedskulturen.
”Mange konsulenthuse knokler derudaf med spidse albuer. Det går ud på at lave karriere og mange penge. Vi har lagt os i en anden boldgade, hvor vi ikke går ind for en overarbejdskultur. Vi finder blandt andet dygtige og ambitiøse profiler fra andre konsulenthuse, som er ved at brænde ud og har fundet ud af, at de ikke kunne holde til den livsstil i længden. En af dem sagde, at han ’troede at livet var et sprint, men fandt ud af, at det er et maraton’. Hvis man kører i et godt tempo, hvor der er plads til at være til stede i sit eget liv, så holder man længere,” siger Maja Bavngaard.
“Den kvindeproducerede porno har jo fået et kæmpe publikum, måske kan man også få kvinder til at programmere, hvis man anlægger en kvindelig tankegang og præmis for det.”
Maja Bavngaard HR-chef i Abakion
Plads til børn
Abakion har cirka 25 kvinder ud af 110 medarbejdere. At tallet er så relativt højt, skyldes især muligheden for at indrette sig, så ugeskemaet hænger sammen, mener den HR-ansvarlige.
”Fleksibiliteten i arbejdslivet betyder, at man kan planlægge de ting, der ikke kan ændres ved. Det betyder, at det blev fleksibelt for kvinder med børn. Nogle arbejder 20 timer om ugen, andre ligger på 28-32 timer. Jeg har selv været på 32 timer i mange år, men gik op på fuld tid, da mine børn ikke længere gad at blive hentet tidligt fra fritidshjemmet,” siger Maja Bavngaard og fortsætter:
”Folk i vores branche har selv valgt hvor de vil arbejde. Det er generelt et aktivt tilvalg. Men derfor er der stadig behov for at kunne være et andet sted, for eksempel når man har små børn. Jeg skruede jo selv op på arbejdstiden, fordi børnene ikke har brug for mig på samme måde.”
Kaffemøder og porno
Et andet tiltag Abakion gør sig, er at holde kaffesamtaler med mulige kvindelige profiler. De seneste år har virksomheden fået en del nye kvindelige kollegaer, der har skiftet branche i en relativt sen alder, typisk mellem 40 og 55.
”Der er en generel opfattelse af, at kvinder undersælger sig selv på deres CV’er. Det faktum anerkender vi. Derfor vil vi gerne give dem mulighed for at fortælle os om hvem de er, og det gør vi så over kaffesamtaler en-til-en,” forklarer Maja Bavngaard.
Selvom der arbejder mange kvinder i Abakion, er der kun to kvindelige udviklere i huset.
Maja Bavngaard mistænker, at programmerings maskuline profilering kan spille ind på det.
”Kvinderne tænder ikke typisk på programmering, men på det forretnings- og rådgivningsmæssige rundt om IT-løsningen. Modsat mændene, som kan blive begejstrede over teknikken, tænker kvinder mere anvendelsesorienteret: ’Hvorfor er denne funktionalitet god? hvilken fordel giver det kunden?’ De sætter mennesket i midten af IT og det er en vigtig vinkel. Gennem de sidste 30 år har IT-branchen gradvist ændret sig og IT i dag er meget mere end teknik,” siger hun og uddyber:
Tre af IT-Kvinderådets anbefalinger er målrettet virksomhederne og har til formål at få ledere i IT-branchen til at være en del af løsningen. De tre anbefalinger lyder sådan her:
\ Skab en respektfuld arbejdskultur
\ Gå foran i ledelsen
\ Diversitet skal ind i ansættelsesprocessen