I ORKANENS ØJE
I den gamle frihavn på grænsen mellem Østerbro og Nordhavn i København bor sundhed.dk.
På øverste etage i det gamle Silopakhus B sidder driftsfolk, supportholdet, udviklere og resten af dét hold, der sørgede for, at et af landets vigtigste IT-infrastrukturpunkter holdt sig oven vande under corona-krisen.
Da Mette Frederiksen trykkede på nedlukningsknappen i midten af marts, og vi alle skulle vænne os til hyppige næse- og svælgpodninger, steg presset på sundhed.dk i raketfart. I orkanens øje sad Jens Rastrup Andersen, som er tillidsrepræsentant for medarbejderne, der står bag både websitet sundhed.dk og appen Min Sundhed.
“Det har været en ekstra belasting for medarbejderne, men der har vi altså haft nogle meget samvittighedsfulde kollegaer, som har villet ofre deres sparsomme fritid for at tage nogle rådighedsvagter.”
Jens Rastrup Andersen
Pladsmangel
Den hastige opskalering handlede ikke bare om båndbredde. Sundhed.dk ansatte hurtigt en lang række nye medarbejdere, først og fremmest for at kunne bemande support-telefonerne.
“Til at starte med var vi seks support-medarbejdere. Så kom vi op på ti. Men vi var nødt til at ty til at få et vikarbureau til at bemande support-telefonen. Der har simpelthen været så mange opkald. Vi har været op mod 70 medarbejdere, som har siddet og svaret på mails og taget telefoner. De har også måttet tage nogle weekend- og aftenvagter, for der skulle være mulighed for support i de vågne timer. De dyre timer om natten har vi heldigvis været forskånet for,” fortæller Jens Rastrup Andersen.
De fleste supportopkald kom fra borgere, der havde problemer med at logge ind eller ikke kunne finde deres prøvesvar på siden.
“Det løste vi ved at hive corona-prøverne helt frem på forsiden,” forklarer Jens Rastrup Andersen.
Han er product owner på en række løsninger på sundhed.dk, hvor han har titel af forretningskonsulent.
Med 17 år på arbejdspladsen har han været med fra dengang, hvor det hed amter og ikke regioner, og har set internettet gå fra perifært til centralt. Men en så hastig vækst som under corona har han aldrig oplevet.
Udover de mange vikarer på support-telefonen steg antallet af ansatte fra etpar-og-halvtreds til 84. Det betød, at der ikke var arbejdspladser nok til alle. Det seneste halvandet år har mange derfor arbejdet hjemmefra og Zoom-møder er blevet en uomgængelig del af hverdagen.
Og nu, hvor corona ikke længere betragtes som en samfundskritisk sygdom, fortsætter hjemmearbejdet, fortæller han. Det vender vi tilbage til.
Overbelastede forbindelser
Websitet sundhed.dk og appen Min Sundhed drives og udvikles af firmaet sundhed.dk, der er ejet af regionerne, kommunerne og Sundhedsministeriet i fællesskab. Det er først og fremmest regionerne, der driver hospitalerne, der finansierer løn og infrastruktur. Og det blev der brug for, da pandemien ramte Danmark.
“Da coronaen ramte, fik sundhed.dk rigtig travlt. Vi havde jo nogle løsninger, som man valgte at skalere op, og vores set-up blev pludselig voldsomt belastet. Det skyldtes bl.a., at folket loggede ind for at se deres coronaprøve-svar. Det åbnede hver gang en forbindelse fra vores portal og over til mikrobiologibanken, der står hos Statens Serum Institut, og de forbindelser kom nogle gange under pres. Der er blevet investeret en del tid og penge i at gøre det robust,” fortæller Jens Rastrup Andersen.
Han fortsætter:
“Vi skulle hjælpe med at åbne Danmark op. Det betød for eksempel, at man skulle fremvise sit corona-svar, når man skulle på restaurant. Derfor var det vigtigt, at vi havde support og driftsovervågning klar. Tidligere har vi jo ikke været samfundskritiske på den måde. Der er jo ingen, der er døde af, at sundhed.dk var nede, men pludselig betød det jo noget.”
Derfor måtte medarbejderne vise stor fleksibilitet og arbejde både aften og weekender. “Der har vi indgået nogle driftovervågningsaftaler, både hvor folk har siddet fysisk og kigget ind på skærmen for at se, om portalen var oppe, men også hvor de har haft tilkaldevagt derhjemmefra, hvor de kunne blive tilkaldt, hvis alarmen gik.
Det har været en ekstra belastning for medarbejderne, men der har vi altså haft nogle meget samvittighedsfulde kollegaer, som har villet ofre deres sparsomme fritid for at tage nogle rådighedsvagter,” siger han og uddyber:
“Den aflønning, der har været for det, har været passende, for du kan jo ikke gå i biografen, du kan ikke køre til tante Odas fødselsdag, du kan ikke dele en flaske rødvin med konen. Du skal være til rådighed og kunne arbejde sammenhængende.”
Søger indflydelsen
Jens Rastrup Andersen viser rundt i toppen af de to tårne, der troner over det gamle pakhus. Der er 360 graders udsigt over København.
Tillidsrepræsentanten peger på nationalarenaen Parken ganske få kilometer væk og kommer med en bemærkning om FC Københavns nylige nederlag mod FC Midtjylland, men skynder sig at skifte emne. Der er ingen grund til at dvæle ved de negative ting.
Jens Rastrup Andersen er nemlig ikke en, der hænger sig i det, der er gået galt. Han ser fremad og finder løsninger. Det var derfor, han gik ind i SAMDATA, og derfor han blev tillidsrepræsentant. “Det handler om at søge og få indflydelse,” konstaterer han. Og netop dét forsøger han også i SAMDATA, hvor han genopstiller ved bestyrelsesvalget.
“Vi arbejder strategisk med at få visionerne ned på papir og opsætte smarte mål, som vi har kunne arbejde frem mod. Det giver retning og styring,” siger han og fremhæver arbejdet med at få flere kvinder ind i IT-branchen.
“Noget af det, vi satte os for, og som er lykkedes, var IT-kvinderådet. Det har været et langt, sejt træk. Vi har behov for flere kvinder i IT og vi har behov for, at kvinder føler sig mere tilpas på arbejdspladsen, så de bliver fastholdt i IT, for de bibringer rigtig meget. Vi har jo typisk været et mandefag, men vi vil meget gerne have mange flere kvinder ind i IT. Dét har vi arbejdet strategisk for,” siger Jens Rastrup Andersen og fortsætter:
“Vi har også arbejdet meget med efteruddannelse og kompetenceudvikling. Vi har fokus på, at det er godt at få papir på sine kompetencer, at få afklaring på, hvad man kan og hvordan man vil udvikle sig. Derfor har vi længe arbejdet for at skabe en stor kursusportefølje for medlemmerne.”
Han peger på, at bestyrelsen igennem årene er blevet mere og mere målrettet i strategiarbejdet.
“Jeg vil ikke sige, at man har spildt tid og penge tidligere, men det er bare blevet mere fokuseret hen over årene. Det synes jeg, er rigtig godt. Vi bruger de penge, der er til rådighed, på en god og effektiv måde, som vi kan stå på mål for. Der er mange, der har givet udtryk for deres anerkendelse og respekt for det arbejde, der bliver lavet i SAMDATA.”
Han peger på, at det er en udvikling, der gennemsyrer hele HK.
“Der har overordnet i HK været fokus på DOF, ‘Den organiserende fagforening’. Det handler om at være organiseret, hvis vi skal have en stærk stemme, når vi forhandler. Det handler også om at imødegå de fordomme, som nogen har om fagforeninger, at det er pamperi og spild af tid og penge. Jeg synes, vi er et tydeligt bevis på, at vi bruger pengene, så de kommer medlemmerne til gode.”
Efteruddannelse
En af de ting, som pengene bruges på, er efteruddannelse, der er helt centralt i SAMDATA’s strategi.
“Vi har arbejdet meget med det igennem årene. Alle kan gå ind på SAMDATA’s kursusoversigt og tilmelde sig de kurser, som man gerne vil efteruddanne sig indenfor. Det er noget, vi har arbejdet meget strategisk med. Vi skal understøtte medlemmernes udvikling,” siger Jens Rastrup.
Da corona-pandemien ramte var SAMDATA derfor på forkant. Hele kursusporteføljen er nemlig digitalt tilgængelig. “Vi havde allerede tilbuddene klar,” siger han og uddyber:
“IT er jo lokationstransparent. Du behøver ikke at møde op fysisk i et undervisningslokale, du kan tage det hjemmefra på det tidspunkt af døgnet, som passer dig. IT er jo noget af det, der hele tiden udvikler sig, så der er behov for, at folk opgraderer og opdaterer deres viden. Uanset hvem du er, kan du finde et kursus, som er interessant for dig. Uanset om det er netværkssikkerhed, Python eller noget helt tredje, kan du finde et relevant kursus på SAMDATA’s hjemmeside. Det er fagligt relevant og meget efterspurgt hos medlemmerne.”
Han peger på, at SAMDATA’s kurser kan være supplement til den efter- og videreuddannelse som f.eks. erhvervsakademierne kan tilbyde.
“Du kan sidde og tumle med det her i det tempo, som du selv vil. Du kan dygtiggøre dig, selvom du har fuldtidsjob og en familie og fritidsaktiviteter. Hvis du så har et par timer i overskud om onsdagen, så kan du investere dem i din videreuddannelse, i stedet for at du skal køre langt til den nærmeste handelsskole for at tage et kursus. Det giver flere heste at spille på.”
Efter corona
Det er ikke længe siden, at corona blev fjernet fra listen over samfundskritiske sygdomme. Som et af de første lande i verden er Danmark ved at vende tilbage til en hverdag, der minder om den, vi havde for to år siden. Og så alligevel ikke helt. For fænomenet hjemmearbejde er slået igennem mange steder, og det er det i høj grad også hos sundhed.dk, fortæller Jens Rastrup Andersen.
“Vi har en to-to ordning. Man skal være på kontoret to dage om ugen, og man skal arbejde hjemmefra to dage om ugen. Den sidste dag må man aftale med sin nærmeste leder. Det betyder, at der er plads til alle på kontoret, også selvom vi er flere medarbejdere, end der er pladser,” siger han.
Han smiler og hiver telefonen frem. Han åbner en app, der viser en plantegning over sundhed.dk’s kontorer på 6. sal i pakhuset. Han klikker på den plads, han plejer at bruge, og booker den til en kontordag i den følgende uge. Det er free seating, men med forhåndsbooking.
To-to-ordningen er frivillig og løber indtil næste sommer.
Jens Rastrup Andersen og AC-tillidsrepræsentanten bakker op om aftalen, men har begge rent symbolsk valgt at stå udenfor ordningen.
“Det var vigtigt at vise, at det er okay, hvis man ikke har lyst til at indgå i ordningen, hvis man ikke har lyst til at arbejde hjemmefra. Derfor har vi ikke meldt os til, for at markere, at det er okay.”
Alle, der indgår i to-to-ordningen, har fået stillet op til 3.000 kroner til rådighed til indkøb af for eksempel en indstillelig kontorstol eller belysning og får refunderet 200 kroner om måneden til internetforbindelse.
\
“Da coronaen ramte, så fik sundhed.dk rigtig travlt. Vi havde jo nogle løsninger, som man valgte at skalere op, og vores set-up blev pludselig voldsomt belastet. Det skyldtes blandt andet, at folket loggede ind for at se deres coronaprøve-svar.”
Jens Rastrup Andersen
BLÅ BOG
Jens Rastrup Andersen er 53 år, samboende og har fire børn. Han er uddannet datamatiker fra Esbjerg Handelsskole og har arbejdet på sundhed.dk siden 2004. Udover at være tillidsrepræsentant sidder han i HK Kommunal Hovedstadens afdelingssektorbestyrelse. Jens Rastrup Andersen har siddet i SAMDATA’s bestyrelse i tre valgperioder.
FAKTA
Sundhed.dk var en af de to vindere af Digitaliseringsprisen i år. De fik en delt førsteplads i kategorien “Sammenhængsprisen” for appen “Min Sundhed”.
Prisen gives til “en offentlig institution eller myndighed som har gennemført et digitaliseringsprojekt, der har bidraget til at gøre den offentlige sektor mere overskuelig og sammenhængende for borgere eller virksomheder eller på anden måde markant har gjort kontakten til institutionen eller myndigheden lettere for dem, markant har forbedret servicen, eller forbedret borgernes retssikkerhed, mobilitet, tryghed og trivsel.”