Udenrigsministeriet: ”Det handler om landets sikkerhed”
Sådan arbejder de med sikkerhed
Tillidsrepræsentanten: IT-medarbejderne afgørende for sikkerheden
Sundhed.dk: Vi har jo med persondata at gøre
Tønder Kommune: Vi er her jo for borgernes skyld
Forsvarets Center for Cybersikkerhed: Du kan kalde mig Thomas Hansen
”Vi er ansvarlige for vore kolleger rundt om i verden. De skal jo gerne kunne gå sikkert på arbejde og hjem igen i god behold,” siger Jette Jensen, projektleder i Udenrigsministeriets IT-afdeling.
I hendes afdeling tager medarbejderne sig blandt andet af IT opgaverne, der er forbundet med at oprette og nedlægge danske ambassader over hele verden. Hun har været ansat i Udenrigsministeriet siden 1980, hvor hun bl.a. har været udstationeret i Indien og Indonesien. Ud over jobbet i ministeriet varetager Jette Jensen hvervet som medlem af SAMDATA\HK’s bestyrelse.
”IT-sikkerhed er en af mine personlige kæpheste, både her og i SAMDATA’s bestyrelse. På jobbet fylder det vel 75 procent af min tid,” siger Jette Jensen.
Født med en computer
Til hverdag oplever hun, at den ældre generation som oftest er meget mere bevidst om vigtigheden af IT-sikkerhed end de yngre medarbejdere.
”De unge er jo født med en computer i hånden. De opholder sig naturligt på internettet, hvor de ikke altid tænker så meget over, hvilke informationer de hælder ud på nettet. Og det er jo en af vores udfordringer her i ministeriet,” siger Jette Jensen.
Og hun ser det som en af de vigtigste opgaver at få disse kolleger til at forstå vigtigheden af at være varsom med deres data.
”På et eller andet tidspunkt bliver budskabet dog altid forstået. Vi er jo alle udsat for angreb hele tiden, men i modsætning til mange andre slipper vi heldigvis uden om, fordi vi er så bevidste om vores sikkerhed. Og bliver folk endelig ramt, må de jo undvære deres udstyr, indtil det er sikkert igen,” siger Jette Jensen.
En balance
Netop derfor er der sat grænser for, hvilke typer udstyr og systemer medarbejderne kan anvende som led i deres arbejde.
”Folk kan ikke bringe deres eget udstyr og forvente, at de kan bruge det herinde. En af de store udfordringer for os er alle de nye IT gadgets, som medarbejderne gerne vil bruge på jobbet. Vi skal nå en eller anden balance mellem sikkerheden af vores systemer og medarbejdernes ønsker,” siger Jette Jensen.
\Tre spørgsmål til Jette Jensen
Hvor meget fylder IT-sikkerhed i din hverdag?
”Jeg kan ikke foretage mig ret meget herinde uden at tænke IT-sikkerhed ind. Det er en del af vores liv herinde i Udenrigsministeriet. Det er jo hamrende irriterende, at hackere og andre forsøger at trænge ind alle vegne eller forstyrre vores drift, men det er jo blevet en del af vores virkelighed, som vi må agere på.”
Hvorfor er IT-sikkerhed vigtig på din arbejdsplads?
”Samlet set, må det væsentligste være, hensynet til landets sikkerhed.”
Hvordan kan man blive mere bevidst om IT-sikkerheden
”Det handler om hele tiden løbende at informere medarbejderne om risiciene – gøre den enkelte bevidst om nødvendigheden af it-sikkerhed. Og selvfølgelig at vise, at det har konsekvenser, hvis man går på kompromis med sikkerheden.”