DEN DAG MIN VIRKSOMHED PLUDSELIG STOD STILLE
Da Mette Frederiksen tonede frem på tv-skærmene den 11. marts om aftenen, vidste vi, at der var noget dystert på vej. Italien stod midt i en katastrofe, danske skiturister myldrede hjem fra alperne og i løbet af få dage eksploderede antallet af smittede i Danmark.
Og så havde Mette Frederiksen en meget dyster mine den aften. Alligevel kom det som et uppercut i slowmotion. Et slag – hvor vi lige skulle fatte, hvad det var, der havde ramt os.
”Jeg tror ikke helt, at jeg forstod, hvor alvorligt det var,” erindrer Ann-Karin Axelgaard, der driver en enmandsvirksomhed, hvor hun bl.a. holder kurser og hjælper virksomheder med IT-opgaver. Hendes forretning var allerede begyndt at lukke om morgenen uden, at hun havde tænkt særligt over det.
”Den dag havde jeg egentlig aftalt et frokostmøde med en mulig kunde, hvor vi skulle tale om at lave IT-undervisning for en gruppe socialt udsatte borgere. Men tidligt om morgenen fik jeg en sms, hvor kunden konstaterede, at ’det skal vi nok lige udsætte’, fortæller Ann-Karin Axelgaard.
Derefter fordampede alle opgaver, som havde de aldrig eksisteret. Hendes virksomhed stod stille. Bom stille.
Men Ann-Karin Axelgaard gik ikke i panik – mest fordi hun ikke regnede med, at krisen ville vare særligt længe.
”Når du er alene er du enormt sårbar, så jeg vil klart anbefale folk at gå sammen med andre små IT-virksomheder.”
Ann-Karin Axelgaard
Tid til et nyt ben i forretningen
En stor del af hendes virksomhed er bygget op omkring 1:1-undervisning, hvor f.eks. virksomhedsejere køber et klippekort, så de kan få hjælp til at sætte automatisk backup op eller blive mere effektive.
”Flere af mine kunder er butiksejere, og de brænder rigtigt meget for deres virksomhed, og de ved meget om deres niche. Men de har ikke nødvendigvis tid til at sætte sig ind i en hel masse backupsystemer, apps eller smarte genveje. Det kommer jeg ind og hjælper dem med.”
Hun er meget bevidst om, at næsten alt hvad hun underviser i, kan findes på nettet og at hun skal tilføje en anden værdi.
”Det er relationen til kunden, der er sindssygt vigtig, og min styrke er, at jeg er god til at forklare ting og skabe løsninger, så de slet ikke behøver sætte sig ind i teknikken,” siger Ann-Karin Axelgaard.
Hun underviser også medarbejdere på fysiske kurser og laver konsulentarbejde for virksomheder. I nogle perioder, har hun haft faste jobs hos bestemte firmaer. Men uanset, at hun har mange forskellige kundetyper, så gik det alt sammen i stå, da hun ikke måtte mødes med kunderne og ikke kunne undervise fysisk.
Hendes første reaktion var, at det var tid til selv at blive klogere.
”Jeg brugte påsken til at tage på et online-kursus, hvor jeg lærte, hvordan man selv laver online-kurser. Min tanke var, at det ville gøre det nemmere at få kunder i den anden ende af landet og skabe et helt nyt ben i forretningen, hvor jeg kunne udbyde min viden til alle.”
Mange andre gav sig til at søge Corona-støtte, men Ann-Karin Axelgaard syntes ikke, at det kunne betale sig, og hun synes egentlig ikke, at ordningen passer særligt godt til små firmaer.
”Først regnede jeg med, at pandemien gik over igen, og senere tænkte jeg, at det ville æde sig selv op i udgifter til revisor og tidsforbrug med ansøgning og dokumentation. I stedet rationaliserede jeg, at jeg måtte suge på lappen i et par måneder, og så lod jeg være med at søge, da det passer mig bedst at klare mig uden offentlig støtte.”
Huslejen skal betales
Efterhånden som pandemien trak længere og længere ud, blev presset hårdere, og hun måtte revurdere hele forretningen, for det kunne ikke lade sig gøre at skabe online-kurser hurtigt nok. I stedet valgte hun at gå i en helt ny retning. Hun har taget job på et bosted for voksen-handicappede.
”Jeg måtte bare konstatere, at jeg ikke kunne drive kurser og 1:1-undervisning midt i en pandemi, men var nødt til at skifte spor. Men jeg har altid været typen, der ikke giver op, og jeg har fundet ud af, at jeg er ret god til det nye job, og det er også sundt at komme ud af sin comfort-zone,” siger Ann-Karin Axelgaard.
Råd: Alene er du sårbar
Hun har stadig plads i et kontorfællesskab, men hun har bemærket, at der er mange af enkeltmandsfirmaerne, der er forsvundet fra kontoret. Det har gjort hende bevidst om, at man som enkeltmandsfirma i IT-branchen skal sørge for at skabe netværk og samarbejdspartnere.
”Når du er alene, er du enormt sårbar, så jeg vil klart anbefale folk at gå sammen med andre små IT-virksomheder, der har en faglighed, der komplimenterer de ting, du kan. Så kan man som team tage flere forskellige opgaver ind, fordi man som team både kan hjælpe hinanden med at videreudvikle forretningen, og sammen kan man faktisk godt komme til at stå skarpere.”
Slipper ikke IT-branchen
Gennem årene har hun prøvet mange forskellige ting, lige fra at være lærervikar til at være fast IT-konsulent i en virksomhed, der solgte flydele. Og selv om hun lige nu har et 25-timersjob, så er det lykkedes hende at få et vagtskema, som gør det muligt at holde en dør åben tilbage til det gamle job.
”Jeg har aften- og weekendvagter, og det betyder, at jeg har nogle dagtimer og enkelte fridage i ugens løb, hvor jeg kan drive mit firma og bygge videre på online-universet,” fortæller Ann-Karin Axelgaard.
”Jeg kan faktisk mærke, at jeg liver helt op, når jeg begynder at fortælle om det. Det er dét at undervise og hjælpe folk, som jeg brænder for, og det som jeg vil tilbage til. Jeg slipper ikke IT-branchen,” slår Ann-Karin Axelgaard fast.
\
BLÅ BOG
ANN-KARIN AXELGAARD
1981 – 1984 Uddannet kommis, Droob
1995 – 1998 Danish Crown, EDB-assistent
1998 – Selvstændig, axelgaard.dk
2010 – 2015 Ekstern IT-konsulent, DAO Aviation
2019 – Medlem af bestyrelsen i SAMDATA\HK B