Virksomheder snyder sig selv for gratis IT-kurser
At bonuspoint kan give en gratis flyrejse for familien eller måske et sæde med ekstra benplads på business class i stedet for på økonomiklassen, ved de fleste erhvervsfolk, hvis job indebærer rejser til møder eller opgaver.
Noget tilsvarende gælder også, hvis man køber IT-systemer af Microsoft. Kurserne i Microsofts systemer kan nemlig blive langt billigere eller endda helt gratis, hvis kunderne kan anvende de såkaldte Microsoft Software Assurance Training Vouchers eller SATV.
Disse vouchers følger ofte med i købet af Microsofts systemer, og giver ret til en gratis undervisningsdag pr voucher. Denne ret til gratis undervisning gælder i tre år, men alt for få af disse vouchers når at blive brugt, lyder det fra Sidse Theill, Partner Business & Development Manager i Microsoft Danmark.
”Og det er vi rigtigt kede af. Og det er et problem, som vi har rigtig meget fokus på. Vi ser jo gerne, at kunderne kommer i gang så hurtigt som muligt med undervisningen, så de kan få mest muligt ud af vores produkter,” siger hun.
Dyre kurser kunne blive gratis
Ifølge Frank Højgaard, administrerende direktør i kursusvirksomheden Firebrand Training, ser man kun få virksomheder, der booker kurser med brug af vouchers fra Microsoft.
”Der ligger i tusinde af ubrugte træningsdage ude i de danske virksomheder, som ikke bliver brugt. Det drejer sig om mange penge. Vi ser tæt på ingenting, når det gælder vouchers. Og det er også, hvad vi hører fra andre i branchen,” siger han.
Firebrand Training udbyder lige som mange andre lignende virksomheder kurser med henblik på, at kursisterne opnår en certificering i et IT-system. Det kan være Microsoft, Cisco, WMware eller en anden producent. Og typisk betaler elevernes arbejdsgivere for kurserne, undervisningsmateriale og de afsluttende tests, der fører frem til en certificering. Ofte kan et enkelt kursusforløb løbe op i titusindvis af kroner.
Potentiale for at spare penge
Teknologisk Institut udbyder ligesom Firebrand Training IT-kurser med efterfølgende certificeringer. Lige som andre kursusudbydere, SAMDATA Magasinet har talt med, har Michael Hjorth Susaa, sektionschef på Teknologisk Institut, den samme oplevelse som Frank Højgaard. Her ser man også meget få vouchers anvendt, når kunderne bestiller kurser med henblik på IT-certificering i Microsofts teknologi. Han peger på en mulig forklaring på, hvorfor virksomhederne går glip af de gratis undervisningsdage.
”I forbindelse med finanskrisen blev flere og flere indkøb centraliseret i de store virksomheder. Og det er jo ikke den typiske indkøber, der har behov for at gå på et IT-kursus. Det ser ud til, at der ligger en masse vouchers rundt omkring i skufferne, som IT-afdelingen slet ikke er klar over,” siger han.
Ifølge Michael Hjorth Susaa forsøger man i Teknologisk Institut at gøre kunderne opmærksomme på, at de kan have gratis undervisningsdage til gode. Her har man blandt andet kørt kampagner for at få kunder til at gå på jagt efter de gratis undervisningstimer.
”Der er helt klart potentiale for mange kunder til at spare penge,” siger Michael Hjorth Susaa.
Ifølge Microsoft har man af hensyn til fortrolighed omkring kundeforhold ikke mulighed for at oplyse, hvor mange vouchers der ikke bliver brugt.