”VI SKAL RYKKE VED NOGLE GRUNDLÆGGENDE FORESTILLINGER OM, HVAD PIGER OG DRENGE KAN”

Kulturelle barrierer afholder alt for mange kvinder fra at vælge IT-uddannelser og branchen, vurderer IT-Kvinderådet. Mange af de forhindringer viser sig i de tidlige skoleår. Alt for længe har man manglet redskaberne til at få brudt den vanetænkning, som har forhindret en mere lige fordeling af mænd og kvinder inden for IT-verdenen.

Mænd er datamatikere og ingeniører.

Og kvinder er sygeplejersker og pædagoger.

Mænd er bedst til teknik, mens kvinder mest er til noget med mennesker. På trods at vi i dag er godt på vej ind i år 2021, lever den fordom videre. Og det endda mere end 105 år efter, at kvinder fik stemmeret til Rigsdagen. Mere end 140 år efter at kvinder fik adgang til at studere. Og mere end 123 år efter de to første kvindelige ingeniører blev færdige med deres uddannelse.

Konsekvenserne er, at to tredjedele af de studerende på landets IT-uddannelser er mænd. Situationen bliver endnu grellere på arbejdsmarkedet, hvor mere end tre ud af fire medarbejdere i IT-branchen er mænd.

Vi kommer til at mangle kvinderne

Med den nye rapport fra IT-Kvinderådet kommer en række konkrete anbefalinger til, hvordan vi kommer ud over status quo, som både fagbevægelse, arbejdsgivere og mange andre er dybt utilfredse med.

”For både drenge og piger er det vigtigt at blive bedre til at vælge uddannelse efter vores interesser i stedet for at lade det være bestemt af vores køn. For vores samfund er det vigtigt at få pigerne med, fordi digitalisering og IT bliver stadig mere afgørende for vores fremtid. Og får vi ikke pigerne med, kommer vi til at mangle dem i den udvikling,” siger Stina Vrang Elias, der ud over at være administrerende direktør for tænketanken DEA også har bestridt hvervet som formand for IT-kvinderådet sammen med Simon Tøgern, sektorformand for HK Privat.

Ifølge hende har det store konsekvenser, at alt for mange kvinder går glip af mulighederne i IT-branchen, hvor der både er gode karrieremuligheder og muligheder for høje lønninger. Samtidig taber også virksomhederne på den utilfredsstillende situation: de får kun adgang til halvdelen af de mulige IT-talenter, hvis alt for mange kvinder går andre veje i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Og som samfund går vi glip af alle de ideer, som de ellers kunne have bidraget med.

”På den måde går samfundet glip af vækst,” siger Stina Vrang Elias.

Manglet gennemslagskraft

Hun vedkender sig, at den skæve balance mellem mænd og kvinder i IT-verdenen så langt fra er et nyt fænomen. Selv om ingen, eller i hvert fald meget, meget få, har erklæret sig som modstandere af at få flere kvinder ind i IT-verdenen, har den dagsorden alt for længe manglet den fornødne gennemslagskraft, mener Stina Vrang Elias.

”I Danmark har vi været hurtige med en dagsorden om ligestilling mellem kønnene. Netop fordi vi har været tidligt ude her, har vi samtidig bildt os selv ind, at det der med ligestilling havde vi styr på. Og lige så stille har vi udviklet et kønsopdelt uddannelsessystem og arbejdsmarked.”

Stina Vrang Elias fortsætter:

”Hvis du løber et maraton, kan det være, at de første 25-30 kilometer kan være nemme at komme igennem, mens du derefter taber fart de sidste kilometre. I Danmark må man sige, at vi efter en god start har haft svært ved at få ordentligt greb om diskussionen om køn de sidste mange år.”

Hun peger på, at diskussioner om ligestilling mellem kvinder og mænd alt for ofte kommer til at blive sort-hvide; altså om vi har ligestilling eller ej. I stedet for at tale om mere eller mindre ligestilling mellem kønnene. Og om hvor vi kan forbedre ligestillingen, ikke bare for kvinder men også for mænd.

”Vi har svært ved som samfund at have en ordentlig debat om ligestilling. Også sammenlignet med f.eks. Sverige og Norge, som vi selv ofte holder os oppe imod.”

Mister interessen for STEM

I forhold til problemer med at få en mere ligelig fordeling af kønnene på IT-studierne peger Stina Vrang Elias på, at både drenge og piger mister interessen for de tekniske og naturvidenskabelige fag (ofte forkortet til STEM for de engelske ord for videnskab, teknologi, teknik og matematik) omkring femte eller sjette klasse.

”Men for pigerne er der bare langt flere, som mister interessen. En af årsagerne er, at forældrene forventer, at drengene er gode til matematik, fysik og kemi. Og at pigerne ikke er gode til den slags. Og det er på trods af, at vi ved, at pigerne i de tidlige skoleår generelt er ret dygtige til de naturvidenskabelige fag og godt kan lide, at der er et klart facit med to streger under,” siger Stina Vrang Elias.

Agi Csonka, som er programchef i VILLUM FONDEN, der blandt andet arbejder med at styrke børn og unges interesse for naturfag og teknologi, vil meget gerne have mere viden om, hvilke mekanismer som gør, at pigerne omkring 12-13- årsalderen mister interessen for STEM-fagene, herunder IT. Hun peger på, at vi generelt ved for lidt om, hvad der kan få fag eller brancher til at skifte fra at være mande- til kvindefag.

”Det ville jeg godt vide noget mere om. Jeg synes ikke, at vi har så meget forskning, som belyser det. Vi skal have afdækket, hvad vi kan gøre som forældre, lærer eller andre omkring børnene. Altså kort sagt hvad kan vi gøre for, at den slags fag ikke er noget, som kun er forbeholdt drenge eller piger.”

Hvad får tingene til at ske?

Hun fremhæver et eksempel, hvor ”… jeg mødte to piger på en 11-12 år, som selv havde designet en app, hvor man kunne tage et billede af affald i skoven.” Med appen blev billedet sendt direkte til dagligvarekoncernen COOP, hvor brugerne så kunne få points, når de samlede affaldet op og smed det i en skraldespand. De to piger kunne slet ikke forstå, hvorfor nogle piger ikke kunne synes, at den slags IT-ideer var spændende, fortæller Agi Csonka.

”Vi har et ansvar for at finde ud af, hvad det er, der sker, så de mister interessen for IT. Hvad er det, vi gør ved dem?” Et bud på et svar kommer hun selv med.

Agi Csonka fremhæver et eksempel fra en undersøgelse, som VILLUM FONDEN har været med til at finansiere. Her forsøgte man antropologisk at finde årsagerne til, at pigerne i samme aldersgruppe mister interessen for naturfag. Her blev både børn og forældre interviewet om dette emne.

”Her var der f.eks. en pige, som var den bedste i sin klasse til naturfag. Det vidste alle, inklusive forældrene. Hver weekend tog den her pige ud for at lave ekstremsport med sin far. Det er virkelig en pige med gang i. I undersøgelsen blev moderen spurgt til, hvad hendes datter skulle lave, når hun bliver voksen. Her lyder svaret: ’Jamen, hun er så sød ved sin lillebror, så jeg tror, at hun ville blive en god HR-medarbejder.’
Svaret viser, hvor svært det er at se ud over vores egne indbyggede forestillinger om piger og drenge, selv når virkeligheden skriger os lige ind i ansigtet,” siger Agi Csonka.

Det kan rykke sig

Dette til trods har vi dog set, fremhæver hun, at en række uddannelser allerede har taget positive ryk. Inden for byggeriet har vi f.eks. set flere kvinder vælge malerfaget. Vi har set flere og flere kvinder uddanne sig til læger i en grad, så det har skiftet fra at være et mandefag til at blive et kvindefag.

”Vi ser også flere naturvidenskabelige uddannelser rykke sig. Vi kan se en stor overvægt af kvinder inden for biokemi f.eks. Så det kan rykke sig. Mere skrevet i sten er den slags jo heller ikke. Til gengæld kan det være utroligt svært at forudse, hvad det er, der får tingene til at ændre sig,” siger Agi Csonka.

Selv om vi stadig mangler eksakt viden på dette felt, mener hun dog, at der kan flyttes på vores forestillinger om, hvad piger og drenge kan vælge af fag. Nemlig ved at vise både forældre og børn, hvilke muligheder som står åbne. Hvis man bare vælger at se de åbninger.

”Hvis vi kan holde en 15-årig piges interesse for naturfag, er der en god sandsynlighed for, at hun holder ved. Så der er noget, som vi kan gøre for at forandre tingene, selv om vi skal rykke ved nogle meget grundlæggende forestillinger om, hvad mænd og kvinder kan beskæftige sig med. Både mænd og kvinder har nogle meget stereotype forestillinger om, hvad drenge og piger kan,” siger Agi Csonka.

Gør en ekstra indsats for kvinderne

Skal hun give et bud på, hvor barrierene er i virksomheder, peger hun på, at virksomhederne har en egeninteresse i at få de bedste medarbejdere. Men: ”De er nødt til at gå en ekstra mil for at få de kvindelige medarbejdere, som er gode til at programmere. Dem er der bare ikke så mange af. Så vil man have de bedste, må man gøre en ekstra indsats. Så er det altså ikke nok at slå stillingen op i den lokale avis, og vælge blandt dem, der melder sig. Det andet er, at virksomhederne skal blive bedre til at se, om de egentlig har en kultur, hvor alle føler sig godt til pas. Det vil også være et vigtigt sted at sætte ind,” understreger Agi Csonka”

Her kunne det være interessant at vende blikket mod et andet af IT-Kvinderådets medlemmer, nemlig Mads Eriksen, der er uddannelses- og forskningspolitisk chef i interesseorganisationen Dansk Erhverv.

Han understreger som det første, at manglen på IT-specialister står meget højt på virksomhedernes dagsorden. ”Der gik f.eks. meget lang tid, før der kom en app, som registrerede kvinders menstruationscyklus. Virksomhederne har brug for den innovation, som kvinder kan levere,” siger Mads Eriksen.

”Men det er ikke nemt. Det er en supertanker, som skal vendes,” tilføjer han.

Giv talenterne de bedste muligheder

Mads Eriksen fremhæver, at arbejdsgiverne også har et ansvar for at være med til at stimulere interessen for IT blandt kvinder ved f.eks. at lade kvindelige rollemodeller blive mere synlige.

Han er meget tilfreds med IT-Kvinderådets anbefalinger til virksomheder, så de også kan være med til at bryde med de kulturelle barrierer, man også finder inden for erhvervslivet.

”I det hele taget er denne dagsorden meget vigtig for os i Dansk Erhverv, så der er ingen tvivl om, at vi skulle være med til at rykke udviklingen i den rigtige retning. Vi skal også være med til at fortælle forældre, at hør her, jeres døtre har faktisk gode muligheder for at få interessante jobs som IT-specialister,” siger han.

Stine Vrang Elias understreger, at det fælles mål for arbejdsgivere som lønmodtager, og alle andre for den sags skyld, er at ændre på status quo.

”Vi har et af verdens meste kønsopdelte uddannelsessystemer. Det samme gælder arbejdsmarkedet. Alle går rundt med nogle forudfattede opfattelser af, hvad mænd og kvinder er bedst til. Så det her er en stor dagsorden, hvor vi skal have gjort det muligt for så mange som muligt at udnytte deres talenter på en måde, som giver bedst mulig mening,” siger hun.