Tønder Kommune: ”Vi er her jo for borgernes skyld”
Som IT-driftschef i Tønder Kommune er Anders Roar Nielsen den øverste ansvarlige for forvaltningens IT-sikkerhed. I sidste instans handler det om borgernes sikkerhed for, at deres personlige data er sikre.
Sådan arbejder de med sikkerhed
Tillidsrepræsentanten: IT-medarbejderne afgørende for sikkerheden
Udenrigsministeriet: Det handler om landets sikkerhed
Sundhed.dk: Vi har jo med persondata at gøre
Forsvarets Center for Cybersikkerhed: Du kan kalde mig Thomas Hansen
IT-sikkerhed optager mere og mere af Anders Roar Nielsens hverdag.
Som IT-driftschef i Tønder Kommune er Anders Roar udpeget som kommunens it-sikkerhedsansvarlige.
”Vi forsøger løbende at opdrage alle vores medarbejdere i god IT- og informations-sikkerhed. Det sker blandt andet ved oplysnings- og awareness-kampagner samt it-sikkerhedsfilm, og udgør et vigtigt supplement til tekniske IT-sikkerhedsforanstaltninger som spamfiltre, antivirus-software, firewall og lignende,” siger Anders Roar Nielsen.
En nøglerolle
I den forbindelse har IT-medarbejderne i Kommunen et særligt ansvar for at udbrede det gode budskab og optræde som rollemodeller, understreger han.
”Selv om IT-medarbejderne har en nøglerolle i forhold til sikkerhed, så handler god IT-sikkerhed for en stor dels vedkommende – både hos os og på alle andre arbejdspladser – om slutbrugernes adfærd. Det er dem, der risikerer at blive udsat for falske mails, faktura eller telefonopringninger.
Svindel og humbug kommer jo i mange indpakninger nu om dage,” siger Anders Roar Nielsen
Han oplever – lige som så mange andre – at mængden af ondsindede angreb vokser støt.
”Jeg tror godt, at jeg kan tillade mig at betegne udviklingen som eksplosiv.”
De rene hacker-angreb
Den store udfordring er – ifølge ham – at kunne holde tempo med angrebene, der konstant skifter karakter. I dag er det den såkaldte ransomware, man ser meget af. I morgen kan det være helt andre typer af angreb.
”I dag er det dog sjældent, at vi ser de rene hacker-angreb, hvor de forsøger at trænge gennem de tekniske systemer. I stedet går de mere efter at få en godtroede bruger til indefra at udløse virus eller andet. Så udfordringen er, at angrebene kan komme ad mange forskellige kanaler,” siger Anders Roar Nielsen.
Ifølge ham er det særligt borgernes persondata, som man i Tønder Kommune forsøger at skærme bedst muligt.
”Som offentlig instans har vi jo en række systemer, der kan indeholder data, der kan henføres til konkrete person. Og de data kan være i en lang række fagrelaterede systemer,” siger Anders Roar Nielsen.
\Tre spørgsmål til Anders Roar Nielsen
Hvor meget fylder IT-sikkerhed i din hverdag?
”Det er svært at sætte procenter på, men generelt fylder IT-sikkerhed stadigt mere i min og mine kollegers hverdag.”
Hvorfor er IT-sikkerhed vigtig på din arbejdsplads?
”Som offentlig myndighed er vi er her jo kun for borgernes skyld, og derfor handler det i sidste ende om borgernes datasikkerhed.”
Hvordan kan man blive mere bevidst om IT-sikkerheden?
”Det bedste man kan gøre, er at gennemføre oplysningskampagne og udsende informationsmaterialer. Selvfølgelig kan man komme et stykke af vejen med tekniske løsninger, men i sidste instans skal du have dine brugere med. I Tønder Kommuner forsøger vi at opdrage vores medarbejdere til at bidrage til, at vi får en bedre informationssikkerhed.”