UVISHED OM MULIGHEDEN FOR AT TAGE DANSKE YDELSER MED TIL ENGLAND EFTER BREXIT
SÅDAN BLIVER REGLERNE I OVERGANGSORDNINGEN – OG MÅSKE OGSÅ EFTER BREXIT.
YDELSER, DU SANDSYNLIGVIS IKKE KAN TAGE MED TIL ENGLAND EFTER BREXIT
\ Børnetilskud
Der vil ikke være ret til børnetilskud fra Danmark for børn, der er bosat i Storbritannien efter udtrædelsesdatoen.
\ Arbejdsløshedsdagpenge og sygedagpenge
Der kan efter udtrædelsesdatoen ikke udbetales arbejdsløshedsdagpenge eller sygedagpenge fra Danmark til borgere i Storbritannien. Aktuelle modtagere af arbejdsløshedsdagpenge eller sygedagpenge, der opholder sig i Storbritannien, kan dog fortsætte med at modtage ydelsen i den igangværende jobsøgningsperiode, der højst kan være på tre måneder, eller i den igangværende sygefraværsperiode.
YDELSER, DU SANDSYNLIGVIS KAN TAGE MED TIL ENGLAND EFTER BREXIT
\ Efterløn
Danske statsborgere, britiske statsborgere og EU-borgere, der opfylder betingelserne for ret til efterløn, vil kunne overgå til efterløn og få udbetalt efterløn – også efter Storbritanniens udtræden af EU.
\ Barselsdagpenge
Aktuelle modtagere af barselsdagpenge, der opholder sig i Storbritannien, vil fortsat efter udtrædelsesdatoen have adgang til udbetaling af ydelsen, og fremtidige berettigede modtagere vil også have ret til udbetaling af ydelsen, såfremt de ved barslens begyndelse har opholdt sig i Danmark.
\ Udbetaling efter ATP-loven og arbejdsskadesikringsloven
Der er ingen bopælskrav i lovene, og derfor kan ydelser fortsat udbetales i Storbritannien.
”Regeringen ønsker, at borgere berøres mindst muligt af et eventuelt hårdt Brexit uden en udtrædelsesaftale. Derfor vil herboende britiske statsborgere, og de borgere, der vender tilbage til Danmark fra Storbritannien, stort set ikke komme til at mærke nogen forskel i overgangsperioden,” meddeler beskæftigelsesministeriet på ministeriets hjemmeside om den såkaldte overgangsordning, der gælder, indtil der kommer afklaring om den endelige Brexit.
Overgangsordningen vedtog det danske folketing 19. marts i år i tilfældet af, at der ikke indgås en udtrædelsesaftale, inden Storbritannien træder ud af EU til januar. Ordningen viderefører grundlæggende alle eksisterende rettigheder til ydelser for britiske statsborgere i Danmark i tilfælde af et no deal-scenarie. Hvis ordningen bliver nødvendig, træder den i kraft på datoen for Storbritanniens udtrædelse af EU og gælder, indtil den erstattes af en permanent lov.
Visse begrænsninger
Men uanset kommer der til at være nogle begrænsninger i retten til at få udbetalt sociale ydelser i Storbritannien. Personer, der aktuelt modtager dansk førtidspension, efterløn eller folkepension i Storbritannien efter EU-retten, vil fortsat have ret til den samme pension. Hvad der sker efter Brexit afhænger af den endelige aftale – og af hvilke ydelser der er tale om. Meget er stadig uvist, fortæller Merete Leerbeck, der er juridisk konsulent i HK A-kasse.
“Vi ved ikke så meget. Beskæftigelsesministeren har udtalt, at man vil prøve at få ordninger, som de er i dag, men vi ved ikke præcist, hvad der står i den Brexit-aftale, som ligger nu. Så a-kassen afventer udmeldinger fra styrelsen ligesom alle andre. Vi kan ikke gøre andet,” forklarer Merete Leerbeck.
Ifølge Beskæftigelsesministeriets hjemmeside kan der efter udtrædelsesdatoen ikke udbetales hverken arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge eller børnetilskud fra Danmark til borgere i Storbritannien. Aktuelle modtagere af dagpenge i Storbritannien kan dog fortsætte med at modtage ydelsen i den igangværende jobsøgningsperiode, der højst kan vare tre måneder, eller i den igangværende sygefraværsperioder.
\