Teknologisk Institut: Ingen penge i certificeringskurser
Hos Teknologisk Institut koster undervisning og certificeringer i tre IT-systemer over 95.000 kroner ex. moms. Det drejer sig om disciplinerne Microsoft Certified Solutions Associate (MCSA) i Windows 8 og Windows Server 2012 samt Cisco Certified Network Associate (CCNA) Routing & Switching v2. Et forløb, der spænder over 26 undervisningsdage og syv tests.
Og selv om prisniveauet ikke er usædvanligt i denne del af kursusbranchen – og ifølge SAMDATA Magasinets undersøgelse langt fra det dyreste – kan det for uindviede læsere synes som et ordentligt læs nuller på fakturaen i rudekuverten.
Så SAMDATA Magasinet spørger sektionsleder Michael Hjorth Susaa fra Teknologisk Institut: Hvorfor skal det koste en virksomhed flere tusinde kroner at få papir på en IT-medarbejders kompetencer?
FAKTA: HVAD ER TEKNOLOGISK INSTITUT?
Formålet med Teknologisk Institut er blandt andet at formidle teknologisk viden til dansk erhvervsliv blandt andet gennem kursusvirksomhed.
Teknologisk Institut er en selvejende og almennyttig institution, der er godkendt som såkaldt GTS-institut (Godkendt Teknologisk Serviceinstitut, red.) af Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser. Ifølge årsregnskabet for 2014 beskæftigede instituttet 1.066 medarbejdere. Omsætningen med datterselskaber var i 2014 1,085 milliarder kroner. Overskuddet blev på 31,2 millioner kroner.
”Hvis man tager udgangspunkt i den måde, som certificering foregår på, så er der nogle regler for, hvordan det skal foregå. Når man tager en test i forbindelse med en certificering, sidder man hos os i et lukket kontor med en pc, hvor der er videoovervågning. Der er en høj grad af sikkerhed for, at det er den rigtige person, som tager den eksamen. Og det koster også nogle penge at administrere det og afholde kurserne. Samtidig er der et gebyr til Microsoft, Cisco eller hvem det nu er, som skal betales for at blive certificeret i deres system.”
Hvem tjener alle de penge?
”Jeg kan ikke se, hvem der tjener på at gennemføre certificeringer, men jeg kan sige, at det er ikke der, man tjener sine penge som kursusudbyder. Når man ser på, at der skal være personale til undervisning, være videoovervågning af tests og så videre, så er der ikke mange penge tilbage. Man kan så spørge, hvorfor vi holder disse certificeringer, når der ikke er de store penge at tjene på det. Men vi tilbyder kurser og certificeringerne, fordi det er nødvendigt som kursusudbyder at have det på programmet.”
Er der for lidt konkurrence, siden priserne for kurser og certificeringer er så høje?
”Det vil jeg svare bestemt nej til. Jeg vil sige det sådan, at sammenligner vi os med konkurrenterne, så har folk det hårdt. Det er svært at tjene penge i markedet. Og mange konkurrenter vokser meget, men det med at få sorte tal på bundlinjen er vanskeligt. Vi ser mange forskellige kursusudbydere, der åbner og lukker.”
Hvordan får man som virksomhed eller medarbejder det bedste overblik over de bedste tilbud om certificering?
”Der findes en række forskellige portaler for kursusmarkedet. Jeg vil meget nødig fremhæve nogle frem for andre, fordi vi samarbejder med nogle af dem. Skal man have overblik over de forskellige certificeringer, så finder man dem inden på de forskellige teknologileverandørers hjemmesider.”
“Vil de bare have certificeringen, så er der mulighed for at tage den. Kan man klare et selvstudier, er det en anden måde at gøre det på. Vil man gerne have redskaber til at anvende i hverdagen, skal man overveje et kursus, fordi man der lærer at anvende systemerne rent praktisk.”
DE 10 MEST EFTERSPURGTE IT-KURSER
Ifølge Teknologisk Institut er de mest populære
IT-kurser blandt kunderne:
1. Programming in C#
2. IT Arkitekt, Foundation
3. Installing and Configuring Windows Server 2012
4. Administering Microsoft SQL Server Databases
5. ISTQB Foundation Certificering
6. Developing ASP.NET MVC Web Applications
7. Programming in HTML5 with Javascript and CSS3
8. Managing Office 365 Identities and Requirements
9. Introduktion til Dynamics AX 2012
10. MCSA Windows Server 2012 R2