Sådan kommer du videre i din karriere
Du kan meget mere, end du tror. Det gælder bare om at få vendt bøtten, tænke ud af boksen og overveje muligheder frem for begrænsninger. Sådan lyder det samstemmende fra to uafhængige karriererådgivere, der fra hvert deres udgangspunkt i henholdsvis HK’s rådgivningstjeneste Virksomheds og Kompetencecenter og det private rådgivningsfirma AS3 har skubbet hundreder af mennesker i den rigtige retning: Nemlig deres egen – ud i nye udfordringer og nye jobs.
”Mennesker er generelt udstyret med barrierer, der skal overskrides for at komme videre. Mit arbejde handler om at hjælpe dem med at bruge fantasien, gøre dem aktive og sætte dem selv i stand til at komme videre,” siger Henning Jørgensen fra Virksomheds- og Kompetencecenter, VKC, i HK.
Tænk ud af boksen
Det er præcis den samme tankegang, der ligger bag rådgivningen fra det private karrierefirma AS3. ”Du skal først tænke stort og fremad – og senere rykke ind efter realiteterne. I stedet for at fokusere på, hvad du har lavet. Så kommer du bare til at lave mere af det samme, og det er ikke sikkert, at hverken du eller din kommende arbejdsgiver har brug for det,” siger jobrådgiver og direktør Jørgen Uhrbrand. For ham er et cv bare en nekrolog, der peger bagud mod det, du har gjort. Uden at vise en vej fremad.
”Selvfølgelig skal du bruge din fortid i din fremtid, men du skal passe på, at det ikke bliver en lang nekrolog. Jeg anbefaler i stedet, at man sætter sig ned og brainstormer frit. Kig bredt på din erhvervsaktive karriere, din uddannelse, dine jobs og kig også på dine fritidsaktiviteter. Begynd med at skrive det hele ned, så kan du altid strukturere det bagefter,” råder Jørgen Uhrbrand.
Fyld kompetenceprofilen ud
Ud af brainstormen skulle der gerne dukke en kompetenceprofil frem. Altså en profil over, hvad du kan – ikke så meget, hvad du har lært, hvad du har eksamen eller certificeringer i. Mere en oversigt over, hvad der gør dig unik og nyttig for en fremtidig arbejdsgiver og arbejdsplads. ”Der er kun en, der er som dig. En der har en baggrund som dig. Det er den unikhed, som du skal slå på. Hvad er det, jeg kan inden for teknik, support, service, salg, marketing – uanset hvad det måtte være,” siger Jørgen Uhrbrand. Det gælder om at vende den rundt, så det ikke handler om, hvad du har brug for. Men hvad arbejdsgiveren får ud af at ansætte netop dig.
”Du skal ikke stå med hatten i hånden. Det er der ingen grund til. Du står med et tilbud til dem. Et tilbud som de formentlig har brug for,” siger Henning Jørgensen fra VKC.
To ud af tre jobs er via netværk
Netværk er afgørende for at komme videre med karrieren. Men dit netværk er ikke en livline, du bare kan ringe til, når det brænder på. Dit netværk er en gensidig forpligtelse, der skal dyrkes med omhu og omtanke.
”Netværk er gensidigt. Derfor skal du selv stille dig til rådighed,” siger Jørgen Uhrbrand og uddyber: ”Du skal ikke ringe og spørge, om dine venner og kontakter kan skaffe dig et job. Så sætter du dit netværk i forlegenhed. I stedet skal du fokusere på, at du kigger efter nye muligheder og godt kunne tænke dig at skifte spor. Kunne du tænke dig at drikke kaffe med mig,” siger Jørgen Uhrbrand, og peger på, at to ud af tre får et nyt job via netværket.
Gå først efter drømmen
En fyring er chancen for at begynde forfra – og måske gå målrettet efter drømmen og lykken. ”Brug anledningen til at vende det hele på hovedet og tænk på, hvad der skal til, for at du går glad på arbejde – og glad hjem igen,” siger Jørgen Uhrbrand og foreslår en mental øvelse, der går ud på det tænke tilbage.
”Hvornår var det, du peakede? Hvad var det, der gjorde, at din jobtilfredshed var god i 2002 – og dårlig i 2009?,” tilføjer han. Tænk bredt i kompetencer i stedet for at tænke snævert i stillinger. Brug svarene til at rette dit fokus ind for fremtiden – og måske skifte kurs eller ligefrem branche.
Vær aktiv og gå i clinch
Det med at brede selvopfattelsen ud er også et af de centrale punkter hos Virksomheds- og Kompetencecentret i HK.
”Typisk sidder folk og lurer på stillingsannoncer og fokuserer på det, de mangler i forhold til beskrivelsen. Så råder jeg folk til at ringe op og spørge sig frem. Måske har de noget andet, som virksomheden kan bruge. Du ved det ikke, før du har spurgt,” siger Henning Jørgensen, der ofte undrer sig over, at folk ikke er mere aktive og nysgerrige i deres søgen efter nyt arbejde.
”Tag nu og ring op og spørg, hvad de har brug for. Det nytter ikke bare at søge. Rigtig mange søger uden at vide, om de hører hjemme på den arbejdsplads eller ej,” tilføjer Henning Jørgensen. En telefonsamtale tjener nemlig to formål. Den kan gøre dig selv klogere på, hvad du kan bruges til, og så kan den gøre arbejdsgiveren opmærksom på din eksistens.
”En nysgerrig og åben samtale får dem også til at lægge mærke til din ansøgning og måske indkalde dig til samtale,” siger Henning Jørgensen. Det svarer til Jørgen Uhrbrands tretrinsraket: Gå først efter livsdrømmen. Lykkedes det ikke efter et par måneder, så gå efter et acceptabelt job. ”Lykkes det heller ikke, så må du i sidste ende gå efter et job, hvor du kan få en løn,” lyder det fra Jørgen Uhrbrand.
Jeg er et godt plankeværk at spille op ad. Typisk har fyrede brug for en at vende tanker med. Egentlig ved de godt, hvad de skal, men de skal lige høre en anden forholde sig til det. Så banalt er det.
Henning Jørgensen fra Virksomheds- og kompetencecentret i HK, VKC.
3 SKARPE FRA VIRKSOMHEDS- OG KOMPETENCECENTRET I HK HOVEDSTADEN
\ Gå efter stillinger og arbejdsgivere, du finder interessant, og hvor du kan se, at du kan skabe værdi.
\ Jo bedre research, jo større viden, jo større sandsynlighed for job.
\ Fortæl arbejdsgiverne, at du er et aktiv for dem – og hvorfor.
3 SKARPE FRA AS3
\ Fokuser på dine kompetencer. Jo skarpere din kompetenceprofil er, jo højere er din markedsværdi på arbejdsmarkedet.
\ Dyrk dit netværk. Men bed dem ikke om at skaffe dit næste job. I stedet skal du bruge det til at blive klogere – og kendt i de rette kredse.
\ Gå først efter drømmen. Hvad gør dig glad og lykkelig på arbejde? Slår det fejl, kan du altid slå af på kravene og gå efter et acceptabelt job – eller i den sidste ende vælge af gå efter et job, hvor du bare kan få en løn.