Sådan kan du bruge SAMDATA RKV
Det er naturligt for IT-folk, at de suger viden til sig, hver gang der kommer ny teknologi og nye opgaver. Det er en del af jobbet. Men det betyder også, at de som regel kun har papir på en brøkdel af alt det, de reelt ved. Tænk, hvis man bare kunne tage en test, og få et officielt papir på alle ens kundskaber. Det er ambitionen med et nyt system fra SAMDATA\HK og virksomheden SmartLearning.
”Jeg er selvlært.” Det er det udtryk, rigtigt mange IT-folk bruger om sig selv. Måske fordi den titel som EDB-programmør, de oprindeligt fik for et par årtier siden, er forældet i dag. Eller også fordi de reelt er selvlærte og har suget viden til sig fra fagbøger, fra nettet, fra gode kollegaer eller simpelthen fra alle de opgaver, de har løst gennem årene.
Men i dagens erhvervsliv kan det være svært at sælge sig selv, hvis man ikke har papir på den viden, man besidder. Det kan også være svært at få anerkendelse for det arbejde, man reelt udfører, fordi man i mange andre brancher er vant til, at det er ens uddannelse, der definerer lønniveauet.
Derfor åbner SAMDATA\HK nu ”SAMDATA RKV”-sitet i samarbejde med virksomheden SmartLearning, Smartlearning.dk og de otte erhvervsakademier i Danmark.
”Der er netop utroligt mange selvlærte mennesker i IT-branchen, og det her system, skal hjælpe to målgrupper, forklarer Tue Bjerl Nielsen, der er direktør for SmartLearning. Han fortsætter: ”Hovedformålet er at hjælpe dem, der gerne vil have papir på deres viden inden for et eller flere IT-fag på akademiniveau. Dem skal vi teste og guide igennem et RKV-forløb. Dernæst kan vi med samme system faktisk også hjælpe dem, der vil have afklaret, om de har det rette vidensniveau til at starte på et bestemt IT-fag på Smartlearning.dk eller på en af de otte akademier.”
Svært at vurdere
Tue Bjerl Nielsen er godt klar over, at den almindelige bruger netop kan møde nogle benspænd i RKV-processen, sådan som den er skruet sammen i dag, men det forsøger det nye system netop at tage højde for.
”Det kan være svært at vurdere, om man lever op til kravene i en uddannelse, for læringskravene er tit skrevet i overordnet universitets-sprog. Derfor er det første, man bliver mødt af i hvert modul en introduktionsvideo, der gennemgår faget og fortæller om de konkrete læringsmål i et helt almindeligt sprog,” forklarer han.
Smartlearning.dk har lavet undervisningsforløb i 30 år, og fører cirka 1.000-1.500 folk igennem de digitale kanaler hvert år.
”Vi har efterhånden en ret solid erfaring med både undervisning og digitale forløb,” understreger Tue Bjerl Nielsen.
Viden, færdigheder og kompetencer
Hos Smartlearning.dk arbejder man i teams med tre personer, fordi det kræver mere end bare faglig indsigt at lave en test, der både skal gå i detaljer og samtidigt være nem at navigere i.
”Som udgangspunkt har vi en underviser, der kender faget i dybden og ikke mindst erhvervet, der hører til. Han er ansvarlig for at levere de rette spørgsmål, til testen.”
”Vi har også en lærings-konsulent koblet på, som både har en dyb pædagogisk viden, og som kender de værktøjer, der i hver given situation passer bedst,” tilføjer Tue Bjerl Nielsen.
Han erkender, at det ikke er alt, der kan testes digitalt. Men man kan komme ret langt.
”Vi skal både teste, om de har viden inden for et fagområde. Vi skal også teste, om de har færdigheder inden for området. Og til sidst skal vi teste, om de har kompetencer. Men det sidste – kompetencerne – er ret svært at teste, for hvordan vurderer man f.eks., om du er en god projektleder,” siger Tue Bjerl Nielsen.
”Derfor runder alle vores tests også af med, at du bliver sendt videre til en person, der gennemgår dine resultater og tager stilling til, om der er brug for yderligere samtaler.”
Tag en pause
SAMDATA RKV er bygget op, så brugerne før hvert modul får en kort videointroduktion og en beskrivelse af læringsmålene.
Inden for faget programmering kunne et læringsmål være, ”hvorvidt du kan anvende udvalgte programmeringssprog til realisering af simple algoritmer, skabeloner, mønstre og abstraktioner.”
Her bliver man så mødt af f.eks. 10 spørgsmål, der i forskellige variationer beder en om at svare på spørgsmål eller færdiggøre en opgave ved at trække elementer på skærmen. Her er bevidst valgt at prøverne varierer i format, så man ikke bare skal svare på 50 multiple choice spørgsmål i træk.
I menneskehænder
Når man har gennemført prøverne, får man resultatet tilsendt i en samlet oversigt i e-Boks.
Man får ikke en karakter, og man får heller ikke at vide, at man har bestået, men blot en opgørelse over, hvor mange spørgsmål man har svaret rigtigt på i hvert enkelt fagområde.
”Det er vigtigt at huske, at man ikke kan få en RKV-bedømmelse i selve systemet. Man skal stadig tale med et menneske i sidste ende,” forklarer Sonja Lund, der er sekretariatschef hos Smartlearning.dk.
Ideen er nemlig, at når man har gennemgået testen, så er det langt nemmere at lave en RKV-bedømmelse eller give adgang til en uddannelse.
Det sidste skridt
Når man har testet sig selv i SAMDATA RKV er der kun et skridt tilbage: Man skal have en vurdering af, om ens score giver adgang til en uddannelse eller om man decideret kan få godskrevet et fag eller en hel uddannelse, og det kræver, at man kommer i ”menneskehænder”.
”Vi kører nok 60 personer igennem et RKV-forløb hvert år, og inden for IT-området er det især programmering og webprogrammering, som er populære fag,” fortæller Sonja Lund.
Helt konkret bliver man guidet videre til Nemstudie.dk, hvor man kan starte et RKV-forløb op. I den proces skal man tilføje sine uddannelsesbeviser, sit CV og gøre rede for ens samlede kompetencer.
”Det er vigtigt at huske, at en RKV tager udgangspunkt i de samlede kompetencer, så både det man har lavet på jobbet og i fritiden er med til at godtgøre, om man har de rette kompetencer – så længe det passer med læringsmålene i et fag,” siger Sonja Lund.
Ca. halvdelen af dem, der indsender en RKV-ansøgning får normalt godkendt et fag alene ud fra de certifikater og de ting, de gør rede for i systemet. Men det betyder ikke, at forsøget er tabt for den anden halvdel. Her bliver man blot inviteret til et digitalt møde – typisk med en fagspecialist – som så kan dykke ned i ens viden og finde ud af, om man har de rette kundskaber.
Sonja Lund opfordrer til, at man giver systemet et forsøg.
”Som studerende kan det være svært at vurdere, hvor tæt man er på at opfylde læringsmålene, så – selv om du ikke er sikker – så prøv endelig systemet af, og husk endelig at indsende det bevis, som du får fra testen. Det gør vurderingen meget lettere.”
”Og husk – det koster jo ikke noget at teste, hvor god man er til at svare på spørgsmålene,” understreger Sonja Lund.
FAKTA: HER ER DE FAG DU KNA TESTE PÅ RKV.SAMDATA.HK
På SAMDATA RKV-sitet kan du teste din viden på hele 12 forskellige delområder inden for IT-uddannelsen. Du bestemmer selv hvilke tests du vil tage, og du kan til enhver tid sætte systemet på pause og vende tilbage, når du har tid igen. Testforløbet er gratis.
\ Programmering
\ Database
\ Cloud
\ IT-sikkerhed
\ Videregående programmering
\ Webudvikling
\ Frontend-programmering
\ Webudvikling til backend
\ Systemudvikling
\ Systemdrift
\ Videregående IT-sikkerhed
\ Avanceret programmering
FAKTA: DET KOSTER AT BLIVE REALKOMPETENCEVURDERET
Det er altid gratis at blive testet i SAMDATA RKV, men når du skal videre til selve Realkompetence-Vurderingen skal du i nogle tilfælde betale. Udgiften afgøres af omfanget, men også af om du har taget en uddannelse tidligere.
Der er tre typer af RealKompetenceVurdering:
\ Adgangsbevis til en uddannelse
\ Kompetencebevis for et fag
\ Kompetencebevis for en uddannelse
Adgangsbeviser er altid gratis. Kompetence-beviserne er gratis, hvis du ikke i forvejen har en videregående uddannelse. Det gælder også, hvis du har taget det meste af en mellemlang IT-uddannelse, men blot mangler den afsluttende hovedopgave.
Hvis du har en videregående uddannelse, koster det:
\ Kompetencebevis 5 ECTS: kr. 2.200
\ Kompetencebevis 10 ECTS: kr. 3.000
\ Uddannelsesbevis: kr. 9.000
SÅDAN BLIVER DU TESTET
Før hvert modul bliver du præsenteret for læringsmålene. Inden for ”Programmering” er det for eksempel:
/ din viden om grundlæggende principper og teknikker for programmering i et moderne programmeringssprog.
/ hvorvidt du kan anvende udvalgte programmeringssprog til realisering af simple algoritmer, skabeloner, mønstre og abstraktioner.
/ hvorvidt du kan anvende udvalgte programbiblioteker tilknyttet det valgte programmeringssprog / om du kan udarbejde programmer til simple problemstillinger. Herefter bliver du præsenteret for en stribe konkrete opgaver og spørgsmål, som du skal svare på. Her nogle eksempler. [GRAFIK]