SÅDAN BLIVER DU KLOGERE PÅ AI-VÆRKTØJERNE
Kunstig intelligens og machine learning er ikke nye begreber. Man har længe arbejdet med værktøjer, der f.eks. kunne sammenligne scanninger og lede efter tegn på kræft. Men det har været komplicerede værktøjer, der har været brugt af en snæver gruppe af IT-folk.
Med Open.AI’s lancering af tekst-værktøjet ChatGPT og billedgeneratoren DALL-E nåede AI-værktøjerne ud til langt flere. Nu kan man pludseligt skabe forunderlige billeder eller skrive en dansk stil – bare ved at bede om den. Værktøjerne kan også udnyttes professionelt, og dermed er der opstået et nyt behov for efteruddannelse.
Start med lavthængende frugter
Kristian Langborg-Hansen har skrevet stribevis af håndbøger inden for IT, og har undervist i endnu flere fag gennem årene. Senest har han sammen med et par kollegaer skabt kurset ”Anvendelse af kunstig intelligens,” der kan tages online på Smartlearning.dk.
Han mener, det er oplagt for rigtigt mange IT-folk at følge med i AI-revolutionen, så man kan udnytte de nye værktøjer i det daglige arbejde. Kurset kommer forbi værktøjer som ChatGPT, Midjourney/DALL-E, GitHub Copilot og Azure AI Speech, der kan bruges til talegenkendelse.
Skriv min kode
”Det har længe været sådan, at programmeringsværktøjer hjalp brugerne med at tjekke for fejl, hvis man havde glemt simple ting som en afsluttende parentes. Men de nye AI-værktøjer løfter den hjælp, man får til et helt nyt niveau,” forklarer Kristian Langborg-Hansen.
Han fremhæver GitHub Copilot som et værktøj, man bør kende, og som er flere niveauer over de hjælpe-værktøjer, man tidligere har haft.
”GitHub Copilot er i stand til at kigge på hele din kode, og så hjælpe med hele kodeblokke på 5-10 eller 15 linjer, der genereres i et hug. Den kender både dine variabler, dine metodenavne og kan skrive kommentarer på dansk.”
”Computer-kode er langt mere struktureret end almindeligt sprog, og derfor er der stor præcision i de forslag, programmerne kommer med,” fastslår Kristian Langborg-Hansen.
Men værktøjerne kan langt mere, og i kurset vil de forsøge at komme rundt i de forskellige hjørner.
”Sidder man med et patientsystem, og skal bruge 100 fiktive datasæt, som man kan bruge til at teste systemet, så kan det godt tage en del tid at lave manuelt – men ChatGPT er ret god til at genere datasæt, der matcher et bestemt format. Det kan spare en for en hel del tid.”
Husk sikkerheden
Kristian Langborg-Hansen minder om, at man bør huske at tænke på almindelig IT-sikkerhed, når man benytter de nye værktøjer.
”Man bør både tænke på databeskyttelse – at man ikke deler fortrolige data eller forretningskritiske informationer. Man bør også tjekke, at man ikke får kodet noget bias ind via de her værktøjer,” understreger han.
Et dybere niveau med Azure
Hos Teknologisk Institut udbyder man også flere kurser, hvor man kan begynde at tage livtag med Microsoft Azure og de værktøjer, der gør det muligt at arbejde med machine learning eller de nye AI-værktøjer.
”Vi udbyder kurser på flere niveauer, både for medarbejdere der er nysgerrige på kunstig intelligens og for folk, der skal i gang med at udvikle AI-løsninger på Microsoft Azure,” forklarer Charlotte Heimann, der er seniorkonsulent hos Teknologisk Institut.
Et godt sted at starte er ”Microsoft AI fundamentals”, der er målrettet folk, som skal finde ud af, hvad der findes af AI-løsninger på Azure-platformen. Det er typisk IT-folk, der har erfaring med Azure, som tager de kurser.
”Vi har også et kursus, der netop fokuserer på de nye værktøjer inden for udviklingen af generative AI-løsninger på Azure OpenAI, der er opstået efter, at Microsoft har investeret i OpenAI. Det kursus er mindre teknisk, men giver et overblik over, hvordan man udnytter de nye sprogmodeller til AI-løsninger,” forklarer Charlotte Heimann. \
UDVALGTE KURSER DER GØR DIG KLOGERE PÅ KUNSTIG INTELLIGENS
Der findes allerede et stort udbud af kurser, som gør dig klogere på kunstig intelligens. Her er et par udvalgte eksempler, der rækker lige fra værktøjskurser til de mere avancerede kurser for dem, som vil bygge AI-løsninger fra bunden.
”ANVENDELSE AF KUNSTIG INTELLIGENS”
Udbyder: Smartlearning.dk
På kurset lærer du at bruge forskellige AI-værktøjer, der hjælper dig i dit nuværende arbejde. Du bliver introduceret til værktøjer, som generer billeder eller tekst, men også til værktøjer der hjælper dig med at gøre dit nuværende arbejde hurtigere og med færre fejl.
http://www.smartlearning.dk/akademiuddannelser/it/kunstig-intelligens
MICROSOFT AZURE AI FUNDAMENTALS
Udbyder: Teknologisk Institut
Et.dages kursus der giver en grundlæggende viden om kunstig intelligens, og hvordan man kan bruge services i Microsoft Azure til at bygge AI-løsninger. Pris 5.499 kr.
www.teknologisk.dk/kurser/microsoft-azure-aifundamentals-ai-900t00/k91236
DEVELOP GENERATIVE AI SOLUTIONS WITH AZURE OPENAI SERVICES
Udbyder: Teknologisk Institut
Et dages kursus, hvor man lærer at udvikle generative AI-løsninger ved hjælp af Azure OpenAI Services. Her får man indsigt i teknikkerne bag generative AI, og hvordan man anvender, udvikler og finjusterer AI-løsninger.
www.teknologisk.dk/kurser/develop-generative-ai-solutions-with-azure-openai-service-ai-050t00/k91377
ELEMENTS OF AI
Udbyder: University of Helsinki
Gratis onlinekursus i AI, udviklet af University of Helsinki og konsulenthuset Reaktor. Kurset giver en introduktion til opbygning af kunstig intelligens, og er estimeret til 30 timer. Det giver 2 ECTS-point, hvis man består.
COURSERA KURSER
Coursera opsamler online kurser fra flere hundrede uddannelsesinstitutioner også i kunstig intelligens. Søg efter den type viden du har brug for – lige fra Prompt Engineering, App Building with ChatGPT eller Machine Learning.