OVERSKUELIGT, NEMT TILGÆNGELIGT OG IKKE FOR NØRDET
”Jeg synes, at det er en god ide, at det virker overskueligt, og at instruktøren i introduktionsvideoen taler meget tydeligt.”
Så kort kan Lars Hillerup opsummere sit indtryk af den nye platform, hvor selvlærte medlemmer af SAMDATA\HK kan gennemføre de første skridt i en realkompetencevurdering online for at få et overblik over, hvor meget de egentlig behøver af fagene på en akademiuddannelse i informationsteknologi. Som en af de første til at prøve platformen, var han generelt positiv overfor udformningen.
Til gengæld har Lars Hillerup mere end 40 års erfaring fra IT-branchen, hvor han har været beskæftiget lige siden han blev uddannet som kontorassistent med fokus indenfor edb i 1980. Han er vant til online kurser, og forventer, at brug af online læringsredskaber som SAMDATA’s platform vil blive mere og mere brugt til at måle og opgradere medarbejderes fagkundskaber. Og netop derfor er hans vurdering værd at læse mere om.
”Jeg må indrømme, at jeg ikke giver så meget for de der amerikanske inspirerede teoretiske tests og certificeringer, fordi de mest måler, hvad man har lært udenad og ikke hvad man reelt kan.”
Lars Hillerup
Hvilke udfordringer har du stået overfor, fordi det er så lang tid siden, at du tog din IT-uddannelse?
”Jeg har i princippet en IT-uddannelse, fordi jeg har et stykke papir, der siger, at jeg er uddannet som kontorassistent med vægt på edb, som det hed dengang. Jeg er reelt uddannet på kontor i en IT-afdeling.
Som ansat i et transportfirma, har jeg aldrig siddet med en almindelig skrivemaskine for at skrive fragtbreve eller hamret løs på en telexmaskine. Min opgave fra dag et var at betjene IT-anlæggene, så de fungerede.
Fordi jeg interesserer mig for teknologi, var jeg så heldig at komme over og arbejde med netværk på mainframe. Her fik jeg en masse kurser, og stod for hele netværksopsætningen i et amt. De sidste 16 år har jeg arbejdet som sikkerhedskonsulent og konsulent.
I løbet af min karriere har det selvfølgelig givet nogle udfordringer, når jeg skulle søge job, fordi det kunne være svært for en arbejdsgiver at skulle fortolke alt det her. Men der er jeg den type person, der ikke har svært ved at markere mig. Da amterne blev til regioner, blev jeg headhuntet, da de hørte, at jeg havde sagt op. Det samme gælder min nuværende stilling. Men i sidste instans handler det om, hvem man er som person. Og jeg har aldrig siddet nede på bagerste række og gemt mig.”
Hvad skulle være din største motivation for at anvende platformen som en del af en realkompetencevurdering?
”Det skulle være at få vurderet mine kompetencer for at få dokumentation for, hvad jeg egentlig kan på baggrund af det kursussystem, man ofte benytter inden for IT-verdenen.” ”Jeg må indrømme, at jeg ikke giver så meget for de der amerikanske inspirerede teoretiske tests og certificeringer, fordi de mest måler, hvad man har lært udenad og ikke hvad man reelt kan. Derfor vil jeg sige, at jeg havde et positivt indtryk af testen, fordi den tog udgangspunkt i, hvad man rent faktisk kunne, i stedet for om man bare var god til at huske nogle ting.
Hvad var dit umiddelbare indtryk af platformen?
”Det var positivt. Overskueligt. Nemt tilgængeligt. Måske var der nogle ting, man skulle gøre tydeligere, men man taler i et sprog, der ikke er for nørdet i introduktionen.
Hvorfor er det vigtigt, at det ikke er for nørdet?
”Jeg har i nogle år holdt indlæg for datalog-studerende Og jeg fik meget ros af dem og deres undervisere for at tale et sprog, der ikke var for edb’sk. Jeg var i stand til at udtrykke mig i et sprog, der var ligetil og til at forstå. Jeg kunne fortælle om IT-sikkerhed, uden at det hele blev jura eller IT. Det blev et forståeligt sprog. Og det er en kunst. Sæt f.eks. en jurist, en læge og IT-mand til at tale sammen, og du vil opleve, at de snakker hver sit sprog. De forstår ikke hinanden. Derfor er det vigtigt, at man taler et sprog, som alle kan forstå med hver deres baggrund. Henvender man sig kun til programmøren, kan systemudvikleren eller driftsmedarbejderen ikke være med.”
Hvordan oplevede du det faglige niveau på platformen?
”Nu arbejder jeg ikke med programmering, som var det, man havde valgt at lade os teste os i, men jeg synes, at man havde gjort det godt. Jeg gik de første spørgsmål igennem, hvor jeg kunne se, at de byggede stille og roligt op.
Jeg synes, at det var godt, at de begyndte med relativt banale ting for at gå videre derfra. For en som mig uden den store erfaring i at programmere var det en anden oplevelse end for en programmør. Jeg tror ikke, at det ville være et problem med de fagudtryk. Det er jo den verden, en sådan fagperson bevæger sig i hver dag.
Jeg vil også sige, at det fungerede også godt, at man varierede mellem at skulle vælge mellem forskellige svarmuligheder og spørgsmål, hvor man selv skulle formulere svar. Det er langt bedre end de tests, hvor man skal igennem for at blive certificeret i bestemt system eller program. Med de multiple choice-spørgsmål med tre eller fire svarmuligheder kan det let blive en gættekonkurrence, hvor der er en rimelig sandsynlighed for at få en del rigtigt. Det er ligesom en teoriprøve, hvis man skal have et kørekort, kender man til trafikken, er der en mulighed for at man kan bestå den ved at være god til at gætte sig frem. Man vil kunne bestå uden at kende færdselsloven teoretisk.”
Hvilke muligheder kan platformen give SAMDATA-medlemmer ved at gøre en realkompetencevurdering nemmere at tage og dermed at få papir på deres kompetencer?
”Nu har jeg aldrig haft behov for at vise, at jeg er mere end andre. Hvis det er kulturen på en arbejdsplads, er det en dårlig kultur. Så går man mere op i ego end at arbejde som et team. Jeg kom dog til at tænke over noget. Hvorfor skal den platform være begrænset til folk i IT-branchen? Det kunne måske anvendes til at teste folk udenfor branchen, om de var egnede til at blive en del af branchen. I dag er der en masse mennesker mange forskellige steder, der udfører alle mulige opgaver på pc’er. At være kontorassistent i dag er en udvandet betegnelse, fordi du udfører alle mulige andre opgaver.
Nu ved jeg ikke, hvor omfattende den platform bliver, men man bør også se på kodning af software robotter og AI algoritmer (kunstig intelligens, red.). Måske er det for tidligt, men det er da noget, man kan overveje. Samtidig kan man anvende tests som denne til at finde ud af, om folk kan varetage forskellige funktioner på arbejdspladsen. Jeg synes, at der er mange mulige måder at anvende en sådan platform på. Jeg synes, at det er et godt tiltag fra vores fagforening.” \
CV FOR LARS HILLERUP
I 1980 blev Lars Hillerup uddannet som kontorassistent med fokus på edb i Padborg. Efterfølgende blev han ansat ved IT afdelingen på Tulip slagteriet i Vejle, hvor han blev indtil 1985.
Samme år blev han netværkssystemprogrammør på mainframe ved Vejle Amt. Her var han ansat i forskellige funktioner frem til 2007.
”Udviklingen gik så stærkt i den periode, at jeg skiftede opgaver inden for kommunikationsteknologi hvert andet år,” siger Lars Hillerup.
Herefter blev han sikkerhedskonsulent i Region Midtjylland, indtil Lars Hillerup i 2021 skiftede til virksomheden MedCom i Odense som konsulent på Sundhedsdatanettet. Her regner han med at blive, indtil han går på pension.