NYT GRATIS TILBUD OM ONLINE AI-KURSUS FRA SAMDATA
Hvad vil du helst? Vente på skinnerne eller stige ombord i toget? Okay, måske er det lidt hårdt sat op, men der er trods alt mere end et enkelt gran af sandhed i spørgsmålet. I hvert fald når det gælder generativ kunstig intelligens, oftest forkortet AI.
Ganske som Jacob Leth Halldorsson, formand for SAMDATA, pointerer i sin leder i denne udgave af magasinet, vil kendskab og brug af generativ AI være afgørende på arbejdsmarkedet. Ikke i en fjern fremtid, men meget snart vil de, der kan anvende AI-redskaber eller -teknologier, få et milevidt forspring foran dem, der venter for længe eller ikke kommer med ombord på toget, der efter alt at dømme kommer til at køre stadigt hurtigere.
”Generativ kunstig intelligens har gjort det muligt for almindelige mennesker at arbejde med kunstig intelligens. Men alle skal huske, at udviklingen indenfor kunstig intelligens ikke er noget nyt. Det har stået på i lang tid. Nu er det blot blevet forstærket,” siger Jeppe Engell, daglig leder af SAMDATA’s sekretariat.
”Men selv om man har arbejdet indenfor dette felt, eller er helt ny, er der brug for at tilegne sig ny viden. Lige nu er der en tretrinsraket, som SAMDATA’s medlemmer kan og skal gøre brug af,” tilføjer han.
”Generativ kunstig intelligens har gjort det muligt for almindelige mennesker at arbejde med kunstig intelligens. Men alle skal huske, at udviklingen indenfor kunstig intelligens ikke er noget nyt. Det har stået på i lang tid. Nu er det blot blevet forstærket.”
Jeppe Engell, Daglig leder af SAMDATA’s sekretariat.
Den grundlæggende AI-viden skal på plads
Som det første trin i raketten fremhæver Jeppe Engell kurset Elements of AI (elementsofai.dk), som man kan tage online.
”Med det kan man få to ECTS-points til Københavns Universitet, hvis det er vigtigt for en. Det kursus giver en grundlæggende viden om kunstig intelligens, og hvad det kan bruges til,” fremhæver han.
Dette kursus tager i runde tal 30 timer at gennemføre. Næste rakettrin er det kursus, som SAMDATA nu tilbyder gratis til sine medlemmer, Microsoft Azure AI Fundamentals: Grundlæggende principper for AI. Også dette tager 30 timer at gennemføre online.
”Ikke bare giver det en grundlæggende viden inden for kunstig intelligens, men det giver også deltagerne et klart billede af, hvad man kan med kunstig intelligens i Microsofts univers. Det er det samme kursus, som den globale IT-konsulentvirksomhed TATA vil sende alle deres 25.000 medarbejdere på. Det er ud fra filosofien om, at selv om man måske ikke arbejder med AI, er man nødt til at kunne tænke i de baner,” siger Jeppe Engell.
Den grundlæggende viden om de vigtigste værktøjer
Som det sidste trin i AI-raketten har smartlearning.dk netop udbudt et online kursus, ”Anvendelse af kunstig intelligens” som du kan læse om på side 20-21 her i magasinet.
”Når det begynder 1. november, kan du tilmelde dig, når som helst du vil. Du skal ikke holde øje med holdstart. Du kan tage det, som det passer. Du har 12 måneder til at få gjort kurset færdig, hvor du så kan bestille tid til en eksamen eller lade være. Det er op til dig,” siger Jeppe Engell.
”Det giver dig en grundlæggende viden om de værktøjer, der findes på markedet her og nu,” tilføjer han. Jeppe Engell understreger, at de tre kurser er det, som skal til for at komme med i toget, hvis du skal arbejde som IT-professionel.