NY IT-UDDANNELSE MED FABELAGTIGE JOBMULIGHEDER
Det har været et af de største paradokser i IT-verdenen: Der har i årevis manglet folk, som havde en solid viden om sikkerhed, men der har ikke eksisteret en samlet uddannelse, som kunne klæde folk på til at løse opgaverne.
Det bliver der rodet bod på nu med en sprit-ny uddannelse i IT-sikkerhed, som det bliver muligt at tage både som fuldtids- og deltidsstudie.
IT-kriminaliteten er steget kraftigt de seneste år, og har ramt både virksomheder, offentlige myndigheder og private. Nogle gange er resultatet kæmpe-lækager af personlige oplysninger, andre gange låses systemer af ransomware eller store virksomheder og stater rammes af IT-spionage
Folk med erhvervserfaring er de bedste
Hos IT-sikkerhedsfirmaet Dubex oplever man en konstant mangel på medarbejdere med viden om sikkerhed. Firmaet har ca. 60 ansatte – heraf halvdelen teknisk personale.
”Vi har svært ved at få fat i kvalificerede folk, og vi oplever, at de folk, der er i markedet ofte skifter job. Det gør, at vi må bruge mange ressourcer på at skaffe nye medarbejdere og ikke mindst fastholde dem, vi allerede har,” fortæller Jacob Herbst, der er CTO i firmaet.
Han forklarer, at firmaet af samme årsag bruger betydelige kræfter på selv at uddanne folk i deres operationscenter. Det nye initiativ bliver derfor hilst velkommen.
”Jeg synes det lyder rigtigt, rigtigt fornuftigt med de nye uddannelser. IT-sikkerhed kræver en viden om de ting, man skal beskytte og de teknologier, man skal benytte. Derfor er man nødt til at have erfaringer at bygge videre på, og derfor er det især godt, at man satser på at uddanne folk, som i forvejen har nogle års erhvervserfaring, forklarer Jacob Herbst.
Han understreger, at efterspørgslen efter sikkerhedsfolk ikke er et kortvarigt fænomen.
”Vi ser en klar vækst i markedet, blandt andet fordi Internet-of-things (IOT) øger mængden af ting vi skal sikre. Samtidigt er sikkerheds-spørgsmålet flyttet ud fra IT-afdelingen, så alle skal arbejde med sikring af data lige fra udviklingsafdelingen til HR-afdelingen.”
Moderat programmeringskrav
Den nye uddannelse vil blive udbudt hos både Erhvervsakademi Aarhus (EAAA) og hos Københavns Erhvervsakademi (KEA).
Uddannelsen kan tages enten som et fuldtidsstudie (90 ECTS-point) eller som kurser, man kan tage løbende, mens man passer et fuldtidsarbejde. Her vil man typisk tage et kursus til 10 ECTS-point pr. semester, og samlet set skal der 60 ECTS-point til at tage deltidsstudiet.
Hos KEA er uddannelseschef Jesper Nordentoft i gang med at planlægge uddannelsen i detaljer, så den kan være klar til efteråret.
”Vi regner med, at en hel del af kursisterne vil være folk, som ønsker at supplere med udvalgte kursusforløb som passer til lige deres arbejdsplads, mens andre vil satse på det samlede forløb,” siger Jesper Nordentoft.
Hovedelementerne i uddannelsen bliver:
- IT-governance: Udform en konkret sikkerhedspolitik for en virksomhed inkl. etiske, juridiske og politiske problemstillinger, etc.
- Net- og kommunikationssikkerhed: Protokoller, firewalls, netværks-arkitektur, etc.
- Systemsikkerhed: Sikring af firmaets udstyr, metoder til at detektere og reagere over for trusler, etc.
- Softwaresikkerhed: Security by design, revisionsspor, adgangs-strukturer, etc.
Jesper Nordentoft forklarer, at man normalt vil kunne få adgang, hvis man har en uddannelse som datamatiker, it-teknolog eller tilsvarende. Mængden af programmeringsfag omtaler han som ”moderat.”
”Har man en anden uddannelse kan man altid rette henvendelse og høre, om man har det rette niveau. Man skal huske, at det er muligt at få godskrevet de kurser og den erfaring man har via en realkompetencevurdering (RKV). På den måde kan nogle folk måske komme i betragtning, selv om de ikke har en gængs IT-uddannelse i forvejen,” understreger Jesper Nordentoft.
Der er jobs i IT-sikkerhed
HK har arbejdet aktivt på at få oprettet uddannelsen, fortæller formanden for HK/Privat Simon Tøgern, der også er bestyrelsesmedlem på KEA.
”Vi har i HK/Privat gennem flere år være været opmærksom på, at der var mangel på it-folk med tung viden om it-sikkerhed, derfor har vi rejst problematikken i flere sammenhænge – også i KEA’s bestyrelse,” fortæller Simon Tøgern, der ser gode grunde til at søge ind på uddannelserne.
”Vi ved, at it-sikkerhed er en voksende udfordring – for nu at sige det lidt rundt og mildt. Så rent beskæftigelsesmæssigt er der rigtig god fornuft i at søge ind på de nye uddannelser.”
Sådan får du mere at vide
Undervisningsministeriets godkendelse er så ny, at uddannelsen først for kort tid siden er kommet på institutionernes hjemmesider. Her finder du flere oplysninger:
København
KEA – København Erhvervsakademi
Mail: optag@kea.dk
Web: Professionsbachelor i it-sikkerhed
Århus
EAAA – Erhvervsakademi Aarhus
Mail: optag@eaaa.dk
Web: Professionsbachelor i it-sikkerhed