NY GRUPPE GIVER JULIE MOD PÅ IT-BRANCHEN: “ET KÆMPE BOOST AT MØDE ANDRE KVINDER I FAGET”
Julie Jensen husker særligt ét indtryk fra den første dag, da hun forrige år startede på datamatikeruddannelsen på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.
“Da jeg kom ind i lokalet, hvor vi skulle mødes, spejdede jeg rundt blandt mine nye studiekammerater. Vi var vel lidt over 90, der startede. Men kun fem eller seks var kvinder,” fortæller hun.
Julie Jensen er ikke alene med den oplevelse. Ifølge IT-Kvinderådets nye rapport ‘Knæk koden til diversitet i IT-branchen’, er kun én ud af tre studerende på landets IT-uddannelser kvinde. En skævhed som ifølge rapporten kan være med til at forstærke en følelse af at være hægtet af fra studiestart.
Selvom internationale undersøgelser ifølge IT-Kvinderådet viser, at danske unge på tværs af køn markerer sig som nogle af de bedste i verden til IT, ligger danske piger i bund, når det kommer til opfattelsen af egne IT-kompetencer. Det er noget, Julie Jensen kan genkende.
“Jeg oplever en større usikkerhed end mine mandlige medstuderende, f.eks. når vi går til eksamen. Man holder sig også mere tilbage fra at sige noget i klassen, hvis man kun er et par stykker, der er kvinder, fordi man måske i forvejen føler sig et skridt bagud og ikke har lyst til at lyde dum,” fortæller hun.
“Det var svært for mig at finde ud af, at jeg skulle gå IT-vejen, for jeg blev slet ikke præsenteret for det i folkeskolen eller gymnasiet. Det undrer mig, for jeg har altid været glad for matematik og problemløsning.”
Julie Jensen, studerende
Nyt fællesskab
I dag, hvor Julie Jensen går på 4. semester, har noget ændret sig. På erhvervsakademiet i Odense har en gruppe kvindelige undervisere og studerende nemlig sammen fundet en måde at imødegå den kønsmæssige ulighed på. De har oprettet en kvindegruppe for IT-studerende, som siden august har skabt et helt nyt fællesskab blandt de i alt 14 kvinder på studiet, fortæller lektor Tove Zöga Larsen.
“Vi undervisere har i mange år gået og set på, at der er færre og færre piger, der søger ind på vores uddannelser, og når de så kommer ind, kan det godt være en ensom oplevelse som kvinde. Derfor samlede vi sidste år pigerne på vores uddannelse, og spurgte, hvad de helst ville. Og det var så et fællesskab, hvor de kan lære hinanden at kende på tværs af årgangene og høre nogle faglige oplæg,” siger hun.
Rent praktisk er kvindegruppen struktureret som et valgfag, som de kvindelige studerende bliver tilmeldt ved studiestart.
“Det er ikke et fag med eksamen, men det betyder, at deltagerne automatisk har et rum i vores learning management system, hvor møderne bliver arrangeret. Vi deltager som regel med en underviser ved møderne for at hjælpe med det praktiske. Men derudover styrer pigerne selv, hvad der skal foregå,” forklarer Tove Zöga Larsen.
Projektet har været en stor succes, fortæller Julie Jensen.
“Det er et kæmpe boost at møde de andre kvinder på studiet og høre om deres projekter. I klassen kan det være svært at få et ord indført, når man kun sidder med mandlige studerende omkring sig. Når man sidder sammen med kvindelige studerende, er det et trygt rum. Det gør det lettere at sige noget. Vi oplever jo mange af de samme udfordringer og usikkerheder, og forstår derfor hinanden bedre,” siger hun.
FAKTA: ANBEFALINGER TIL UDDANNELSERNE
IT-Kvinderådet har en række anbefalinger til hvordan grundskoler, gymnasiale uddannelser og IT-uddannelser kan styrke diversiteten i IT-branchen:
…
- 1) Bryd stereotyperne: Læreruddannelsen og gymnasielærernes pædagogikum bør indeholde undervisning om køn, normer og uddannelsesvalg, uddannelsesvejledere bør efteruddannes i køn og diversitet og pædagoger og lærere bør reflektere over køns betydning for måden at undervise på.
2) Styrk IT-dannelsen i skole og fritid: Mere kreativ brug af IT i skolens undervisning på tværs af fag, medarbejdere skal trænes i at lave IT-aktiviteter for begge køn og teknologiforståelse bør gøres obligatorisk i grundskolen.
3) Opdatér IT-uddannelserne: Aktiviteter ved studiestart, så man ikke skal kunne det hele fra starten, mangfoldig gruppe af undervisere til at tage imod nye studerende, brug af kvindelige studerende som mentorer, bredt sammensatte studiegrupper, inkluderende studiemiljø og godt samarbejde med folkeskoler og gymnasier.
Kilde: Knæk koden til diversitet i IT-branchen, rapport fra IT-Kvinderådet
Rollemodeller og Discord-snak
Kvindegruppen har cirka et møde om måneden. Frem til nedlukningen mødtes de studerende på skolen efter undervisningen, og siden december er møderne foregået digitalt.
“Der har blandt andet været besøg af to tidligere studerende, som har gjort en god karriere og kunne fortælle om deres vej ind i branchen, et møde med en kommunikationsekspert, som kunne fortælle om, hvordan man præsenterer sig selv med selvtillid, og et møde om hvordan man laver et godt CV. Vi bruger også møderne til at følge op på, hvordan det går med vores projekter og på studiet,” fortæller Julie Jensen.
Derudover har gruppen en Discord-kanal, hvor de kommunikerer mellem møderne.
“Der kan vi sidde og kode sammen og have lidt løsere snakke. Det kan f.eks. være, at man sidder med et problem, man ikke kan løse, og så kan høre nogle af de andre, om de har en idé.” Julie Jensen fremhæver særligt mødet med de to tidligere studerende som inspirerende.
“At møde nogen, der kender den usikkerhed vi har, men har klaret sig rigtig godt, gør, at man kan se, man også selv kan få en god fremtid i faget. Jeg vil gerne være udvikler, og den ene af de to var også udvikler, så det var rigtig interessant for mig at kunne spørge hende om det,” siger hun.
Mere end pizza i kælderen
Tankerne bag kvindegruppen ligger godt i forlængelse af anbefalingerne til IT-uddannelserne fra IT-Kvinderådet.
I rapporten Knæk koden anbefaler rådet blandt andet, at uddannelserne skal bruge kvindelige studerende som mentorer og tutorer, at ledelse og undervisere skal deltage aktivt i at facilitere et inkluderende studiemiljø, og at studiegrupper skal sammensættes, så de afspejler de studerendes forskelligheder.
Rådet anbefaler også, at uddannelserne skal udforske, hvordan gymnasieelever, nuværende studerende, forældre og virksomheder opfatter IT-uddannelserne for at kunne vurdere, om uddannelsesbeskrivelser og rammevilkår skal opdateres. Det er noget, der vækker genklang hos Tove Zöga Larsen.
“Jeg tror i høj grad, at det at færre kvinder søger optag, handler om de forestillinger, der er om at arbejde med IT. Man tænker, at det er nogen, der sidder og spiser pizza nede i kælderen foran deres computere og ved måske ikke, at det også handler rigtig meget om samarbejde med andre, kundekontakt og indsigt i virksomheden,” siger hun.
Rapporten peger også på, at arbejdet allerede starter i grundskolen og på de gymnasiale uddannelser, hvor børn og unge møder kønsstereotype fordomme om blandt andet IT-branchen, der begrænser deres uddannelsesvalg. Derfor anbefaler rådet blandt andet, at undervisere i grundskolen og på gymnasiet lærer om køn, normer og uddannelsesvalg, og at teknologiforståelse og kreativ brug af IT bliver opprioriteret i undervisningen.
Det kan Julie Jensen nikke genkendende til.
“Det var svært for mig at finde ud af, at jeg skulle gå IT-vejen, for jeg blev slet ikke præsenteret for det i folkeskolen eller gymnasiet. Alle ved, hvad en politimand eller en social- og sundhedshjælper laver, men der er ikke nogen, der ved, hvad en IT-medarbejder laver, andet end at de sidder og laver noget med en computer,” siger hun.
Julie Jensen har selv gået på gymnasiet med sproglig studieretning.
“Jeg har altid været glad for matematik og for problemløsning, så derfor undrer det mig også, at min studievejleder slet ikke præsenterede mig for en mere teknisk vej. Jeg begyndte heldigvis at researche selv, og fandt ud af, at IT netop handler rigtig meget om problemløsning,” siger hun.
Forberedt på fremtiden
I rapporten fremhæver IT-Kvinderådet også virksomhedernes ansvar, bl.a. for at skabe en respektfuld arbejdskultur og gribe ind overfor sexisme og chikane.
For Julie Jensen, som snart skal i praktik, er det særlig relevant. Emnet har også flere gange været diskuteret i kvindegruppen på uddannelsen.
“Jeg tænker, at jeg nok kommer til at møde en eller anden form for sexisme i branchen, men det, at vi har kunnet tale om det i gruppen gør, at jeg føler mig meget bedre forberedt og i stand til at sige fra. Det ville selvfølgelig være det bedste, hvis vi engang kom dertil, at vi kun skulle forvente, at der er respekt og rummelighed,” siger Julie Jensen.
Hun føler sig også bedre forberedt på at skulle søge job, når den tid kommer. “Vi har måske en tendens til at nedtone vores kvalifikationer, når vi søger job, mens mændene ikke er bange for at skrive, at de har styr på machine learning eller Python, selvom det bare er noget, de har været på et to-timerskursus i. Så vi kommer bagud, fordi vi har et dårligere CV, men ikke nødvendigvis dårligere kompetencer. Der har gruppen givet mig mere selvtillid og lært mig, at man godt kan søge et job, selvom man ikke nødvendigvis kan alle de ting, virksomheden efterlyser i opslaget,” siger Julie Jensen.
Når corona-situationen igen tillader, at de studerende kan mødes fysisk, er der flere planer for at udvide kvindegruppen, fortæller Tove Zöga Larsen.
“Vi har bl.a. planer om at invitere de studerende på nogle af vores overbygningsuddannelser. Derudover synes jeg det kunne være rigtig fedt, hvis vi kunne stille et fast lokale til rådighed på campus, som pigerne kunne have som deres og mødes lidt uformelt i udenfor undervisningen,” siger hun.
Tove Zöga Larsen kan også sagtens forestille sig, at konceptet kan bruges på andre IT-uddannelser, og understreger, at andre undervisere er velkomne til at kontakte hende for at høre mere.
“For os startede det hele med, at vi sad nogle kvindelige kolleger og blev enige om at kalde pigerne sammen. Bagefter kiggede vi på hinanden og sagde “hvorfor har vi ikke gjort det for længe siden? Det var da nemt!’”
FAKTA
IT OG UDDANNELSE
\ To ud af tre på landets IT-uddannelser er mænd.
\ 70 procent af forældre mener ifølge en ny undersøgelse fra tænketanken DEA, at drenge generelt har en større interesse for IT og teknologi end piger.
\ Over halvdelen af forældrene til drenge mener ifølge en undersøgelse fra tænketanken DEA, at deres søn skal gå på en teknologi- eller IT-rettet uddannelse, mens kun en fjerdedel af forældrene til døtre mener det samme.
\ IT er ikke et obligatorisk fag i hverken grundskole eller på de gymnasiale uddannelser.
\ Ifølge en undersøgelse udført af Epinion for HK Privat og IT-Kvinderådet oplever 45 procent af de adspurgte, at der er fordomme om piger og kvinders evner og brug af teknologi og IT.
Kilde: Knæk koden til diversitet i IT-branchen, rapport fra IT-Kvinderådet