LEDER: OVERENSKOMSTER GIVER SMÅ SKRIDT FREMAD – MEN VI GÅR STADIG BAGLÆNS

De seneste overenskomstaftaler hjælper børnefamilier, der foretrækker fridage frem for lønkroner. Aftalerne gør det også bedre at være far på barselsorlov. Og så giver de en lille håndsrækning til folk, der bliver fyret. Men det er stadig småting i forhold til de store tilbageskridt, Folketinget gennemfører. Det er egentlig et klassisk resultat, vi har fået ved de overenskomstforhandlinger, der netop er landet på Industri-området – og som forhåbentlig får afsmittende virkning på IT-overenskomsten, der er ved at blive forhandlet, mens disse linjer skrives.

Det er ikke en revolution, men små fremskridt på de sociale goder, der måske ikke koster arbejdsgiverne det store, men som gør det lidt nemmere at få tingene til at hænge sammen i det, der ellers nemt bliver et stresset arbejdsliv. Det er ret væsentligt – især for IT-folk, der er vant til, at deadlines og overarbejde kan fylde meget.

”Alt i alt nytter det ikke, at vi med overenskomsterne lapper lidt på velfærdstaten med et par fine Disney-plastre, hvis et flertal i Folketinget hakker benene af vores flexicurity-model med et par velslebne macheter.”
Per Robert Nedergaard Nielsen
Næstformand for SAMDATA\HK

Men lad os lige få det pengemæssige ud af verden først. Det er jo dét, de fleste tænker på, når vi taler om overenskomster.

Helt konkret kom der tre procent mere på lønnen hen over de næste tre år. De tre procent bliver en del af ens fritvalgskonto, som dermed stiger fra fire til syv procent. Det betyder, at man selv kan vælge, om man vil have pengene udbetalt som løn, om de skal bruges til flere fridage eller om de skal gå ind på pensionsordningen.

Det er et fornuftigt resultat, fordi lønningerne dermed bliver mere fleksible, så man kan afpasse ordningen efter ens alder og behov. Når man har små børn, vil man sikkert værdsætte lidt flere fridage, og hvis ens ægtefælle er blevet arbejdsløs, så vil man sikkert bare gerne have pengene udbetalt.

Tre procent er selvfølgelig ikke meget, men inflationen ligger på cirka samme niveau, og vi har stadig mulighed for at forhandle lokalt ude på virksomhederne. Det er her – i de lokale forhandlinger – det bliver afgjort, om vi får noget ud af, at det går godt for danske virksomheder for tiden, så vi måske kan hive en lille reallønsfremgang hjem.

Godt for farmand

Et af de elementer i industrioverenskomsten, der ikke handler så meget om penge, men om balance mellem arbejde og privatliv, er aftalen om, at fædre får ret til to måneders øremærket barselsorlov. Der er bestemmelser på vej fra EU, som handler om det samme, og vi har reageret hurtigt og fået det skrevet ind i overenskomsterne.

Det giver reelt også lidt penge til de fædre, der tager orloven, men det vigtigste er, at det er et vigtigt skridt i retningen af mere ligestilling og i retning af et bedre familieliv. Det kan på sigt vise sig at være noget af det vigtigste, vi har gjort for at skabe en bedre balance mellem job og familieliv.

En lille trøst til de fyrede

En tredje detalje, der hjælper er, at folk der bliver fyret, i mange tilfælde kan tage fem ugers uddannelse med ind i dagpengeperioden. Det kræver en lov-tilretning, men når det falder på plads, så er det lidt nemmere at komme videre, fordi man får op til 85 procent lønrefusion under uddannelsen. Forhåbentlig hjælper det nogle videre mod det næste job.

Velkommen til bjørnegrotten

Overenskomsten er altså fin nok. Men der er ingen grund til at fejre de små fremskridt med kaviar og jubel-champagne. Tværtimod. Måske skal man bare smøre sig en leverpostejsmad som sædvanligt.

Vi er nemlig blevet lullet ind i en forvisning om, at det altid går fremad med vores velfærdssamfund. Men reelt er der sket store tilbageskridt på nogle helt afgørende områder. For eksempel er vilkårene for dem, der bliver fyret, betydeligt dårligere end tidligere. Dagpengesatserne er udhulet kraftigt, medlemmerne skal bidrage med 30 procent mere, og perioden, man kan få dagpenge i, er afkortet, så flere falder ud af systemet.

Så selv om den nye overenskomst giver nogle få ugers uddannelse, så kan det godt føles, som man har fået lov til at komme med på kurset ”Sådan holder du hamster”, lige før man bliver kastet i bjørnegrotten.

Kapløbet: får du pension, før du sidder i rullestol?

Vi har også gjort det sværere at være gammel på arbejdsmarkedet. Først blev efterlønsordningen hakket til plukfisk, så den i dag kun er relevant for nogle få. Og pensionsalderen bliver i disse år skruet i vejret hurtigere, end du kan nå at google mimrekort. Tag et kig på din datter, der måske lige er begyndt i børnehave. Hvis statens prognose holder, skal hun putte mindst 74 lys i lagkagen, før hun kan ansøge om sin folkepension.

Det kan godt være, at gennemsnitslevealderen stiger, men efterhånden som kløften mellem rig og fattig øges, så vil der også være en nedslidt underklasse, der først kommer til at nyde godt af folkepensionen på det tidspunkt, hvor de reelt ikke har kræfter til andet end at ønske sig et par nye dæk til rullestolen.

Så hvad skal vi med en velspækket fritvalgs-pensionskonto, hvis vi ikke længere tror på, at vi er friske nok til at nyde alderdommen, når vi endelig får lov til at trække os tilbage?

Alt i alt nytter det ikke, at vi med overenskomsterne lapper lidt på velfærdstaten med et par Disney-plastre, hvis et flertal i Folketinget hakker benene af vores flexicurity-model med et par velslebne macheter.

Det er, når man hæver sig op i det helikopter-blik, at man overvejer, om vi i SAMDATA\HK i stedet skulle blive bedre til at engagere medlemmerne i en mere aktivistisk linje, hvor vi sammen sparker døren ind til politikerne og kræver, at de ikke løbende slagter de små fremskridt, vi trods alt har forhandlet os frem til.
\