”Jeg har lavet alle de fejl, man kan lave med en webshop”
Egentlig ville Morten Vadskær slet ikke arbejde med IT.
”Jeg har aldrig villet inden for IT-branchen. Man bliver for hurtigt slidt ned, fordi man hele tiden er nødt til at efteruddanne sig. Modsat en murer. Når han har lært at lægge en mursten, så er det overstået,” siger han.
I stedet for et stressende liv med IT valgte han at blive politibetjent. Dengang pegede intet i retning af, at han skulle hoppe fra den sikre karriere i politiet til et liv som digital iværksætter inden for e-handel.
Alligevel sneg IT-verdenen sig ind på den unge betjent. Træt af nattevagterne kom han over i Københavns Politis bedrageriafdeling og senere Rigspolitiet, hvor den unge politibetjent arbejdede med at undersøge computere, der var blevet brugt til bedrageri, børneporno, narkoforbrydelser eller andre forbrydelser.
”Det var spændende. Og da jeg længe gerne havde villet lære at programmere ordentligt, tog jeg en uddannelse som datamatiker. Jeg gik på halv tid, hvor jeg læste om dagen og arbejdede om aftenen, fortæller Morten Vadskær.
Efter sin uddannelse som datamatiker, fortsatte Morten Vadskær med at arbejde i politiet. Men ved siden af sit almindelige arbejde har han både før og efter sin uddannelse som datamatiker bygget hjemmesider ved siden af.
Jeg har lavet alle de fejl, man kan lave med en webshop. Jeg har lavet fejl både i forhold til søgemaskiner, salg og nyhedsbreve. Så jeg skal ikke pege fingre af nogen.
Morten Vadskær
Hjernen i blød
Efter have produceret flere websites for andre, fik Morten Vadskær lyst til at lave sin egen. Kort sagt var arbejdet med at konstruere hjemmesider for virksomheder kedeligt. Dengang i 1999 ville de fleste kunder blot have en kopi af deres brochure lagt på nettet, erindrer han.
”Jeg begyndte at lægge hovedet i blød for at finde ud af, hvad jeg skulle lave af hjemmeside. Jeg læste en artikel i Politiken om, at en fyr, som solgte kondomer gennem kuponhæfter, havde brugt det samme billede 30 år i træk til sin annonce. Og det slog mig, at det skulle jeg da sælge på nettet, så kunderne slap for at stå røde i hovedet nede på apoteket, siger Morten Vadskær.
Ideen til Kondomaten var født, men det tog godt halvandet år før, at hjemmesiden var færdigprogrammeret i PHP.
”Og ganske kort tid efter kom den på forsiden af Dagbladet Politikens internettillæg i 2001. Det var helt fantastisk, at noget, vi havde siddet og bakset sammen på vores 56K-modem, kom på forsiden,” siger Morten Vadskær.
Men ud over rusen over at være på forsiden af et af de store dagblade, gav arbejdet med Kondomaten.dk også en masse erfaring.
”Jeg har lavet alle de fejl, man kan lave med en webshop. Jeg har lavet fejl både i forhold til søgemaskiner, salg og nyhedsbreve. Så jeg skal ikke pege fingre af nogen. Kondomaten var dårligt programmeret. Det største problem var sikkerheden. Hvis du ville, kunne du selv bestemme, hvad du ville betale. Og det var der en fyr, der gjorde. Og det var en meget pæn måde at gøre os opmærksom på sikkerheden, så vi sendte ham kondomerne gratis,” griner Morten Vadskær.
Og så bliver han alvorlig:
”Men alle de konkurrenter, som vi i dag har til Shoporama, gør det om muligt endnu værre. Jeg har i det mindste rettet op på fejlene hver gang. Og jeg har lært af dem. Samtidig har jeg lært en masse om e-handel. På Kondomaten begyndte vi for eksempel at se på, hvor mange kunder vi fik ind på siden, og hvor stor en procentdel, der endte med at købe noget,” understreger han.
22 kondomer i timen
I en gennemsnitlig dansk webshop er det to procent af de besøgende, der ender med at købe noget. Men ved at arbejde målrettet med konverteringsoptimering – altså at konvertere besøgende til købere ved at gøre transaktionen nemmere og mere indbydende – fik Morten Vadskær og hans partner antallet af købere op på over 10 procent. I dag sælger Kondomaten i runde tal 22 kondomer i timen døgnet rundt.
”Jeg vil tro, at vi ender på en omsætning på 950.000 kroner for 2014. Og med godt 40 varenumre er det meget godt, men det er ikke noget, man bliver styrtende rig af,” siger Morten Vadskær.
Og det var et langt sejt træk – ja hele fem år – før Kondomaten gav overskud, hvor der blev fiflet med at justere alle hjørner af forretningen.
”Under arbejdet med Kondomaten begyndte vi at tænke over, at der var andre aspekter i processen end at sælge produkterne. Vi begyndte at arbejde med at komme højere op i søgemaskinernes søgeresultater. Og det er her, programmøren i webshoppen betyder enormt meget. Han kan være decideret skadelig for forretningen eller det modsatte,” siger Morten Vadskær.
Som et eksempel peger han på hjemmesidens struktur, der kan give problemer i forhold til søgemaskinerne. Selv måtte han bygge Kondomaten helt om, så den gav fuldt udslag i Google.
”Men der gik længe, inden det gik op for os. Og senere i Shoporama har vi gjort meget ud af det, fordi her vil vi være de bedste,” siger Morten Vadskær.
Man kan for ganske få penge blive selvstændig med sin egen forretning. Og man kan fra en lejlighed i København sælge til hele Danmark, ja hele verden for den sags skyld.
Morten Vadskær
Som et andet eksempel på en mulighed for at forbedre en webbutik, fremhæver han en virksomhed, der solgte græsslåmaskiner. Her kunne programmørerne se af kundedata, at kunderne ofte købte en ekstra kniv med tilhørende møtrikker. Men knivene og møtrikkerne var placeret i hver sin lagerhal, så medarbejderne spildte unødig tid med at få pakket varerne til kunderne.
”Mange webbutikker er så nye, at de ikke har den samme tankegang, som man har i industrivirksomheder. I stedet er de vokset op lynhurtigt, og tingene er blevet placeret lige der, hvor der nu var plads,” siger Morten Vadskær.
Joh, hvorfor ikke
De mange erfaringer med Kondomaten og andre projekter havde sat nogle tanker i gang hos ham om at udnytte de mange erfaringer til at levere en færdig platform til andre med ambitioner om at skabe deres egen webbutik:
”Jeg havde længe gået med tanker om Shoporama, da Morten Blinksbjerg i 2006 spurgte mig, om vi ikke skal lave det sammen. Jeg var godt klar over, at jeg ikke var dygtig nok. Men da han henvendte sig, sagde jeg: ’joh, hvorfor ikke,’” siger Morten Vadskær.
De to kendte hinanden perifert fra Twitter og andre online medier. Og umiddelbart synes de at have de samme kompetencer.
”Men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var en klods om benet på ham. Så han kørte af sted med det tekniske, mens jeg fik lov til at lave de mere bløde ting og tegne retningen. Jeg vidste nemlig, hvad man rent faktisk har brug for som e-købmand. Og hvad der næsten er mere vigtigt: hvad man ikke har brug for, siger Morten Vadskær.
Ifølge ham er det afgørende at tilbyde de mange webshops, der bruger Shoporama som en platform, en så fleksibel løsning som muligt, der gør det muligt at sælge så meget som muligt.
”For eksempel har vi integreret det danske system Firmafon, som er et online omstillingsbord. Har du den feature, så popper kundens ordrer op på din skærm, når han ringer. På den måde forsøger vi at gøre det muligt for vores kunder at yde den bedste service til deres kunder,” siger Morten Vadskær.
Mere end en betjents løn
Og denne formel gav bonus. Han tog orlov fra sit arbejde i politiet, da han kunne se, at Shoporama nok skulle udvikle sig til en forretning, som man kan leve af. Men krævede lige en dyb indånding, lidt konsulentarbejde ved siden af og en kone, der har tjent de fleste penge til familiens husholdning.
”Specielt fordi i politiet kan man ikke bare komme tilbage. Samtidig var det en stor del af min identitet. Man er jo ikke kun politimand fra otte til 16. Man er politimand hele døgnet. Så det var ikke nemt. Men jeg kunne se, at der var et potentiale i Shoporama, samtidig med at forholdene i politiet ikke var de samme som før,” siger Morten Vadskær.
I en familie med små børn, har han langt større frihed til at arbejde hjemmefra, hvis der er behov for det.
Og selv om, han ikke vil ud med, hvor mange kunder Shoporama har i dag, giver virksomheden i dag et overskud, der i 2015 vil kunne forsørge både Morten Vadskær og Morten Blinksbjerg:
”Og det er mere end en politibetjents løn.”
\ Fem hurtige til Morten Vadskær
\ Hvordan kom du i gang med e-handel?
”Jeg ville gerne selv have en hjemmeside. Jeg læste om en fyr, der solgte kondomer gennem kuponhæfter, og jeg tænkte, at det var oplagt at sælge på nettet. Det er nemt at sende med posten, når folk ikke bryder sig om at købe dem nede i butikken.”
\ Hvad er du mest fascineret ved, når det gælder e-handel?
”Man kan for ganske få penge blive selvstændig med sin egen forretning. Og at man fra en lejlighed i København kan sælge til hele Danmark, ja hele verden for den sags skyld.”
\ Hvilke brancher mangler endnu at udnytte mulighederne ved e-handel?
”Jeg ville sige, at sådan nogle som feriehusbranchen generelt mangler rigtig meget. Tit er mange af deres hjemmesider lavet i flash, så man ikke kan se dem på en iPad eller en iPhone. Og jeg bruger typisk en iPad, når jeg skal finde ud af, hvor jeg skal på ferie. Også B2B (business-to-business, red.) mangler en del: De glemmer, at der sidder et menneske i den anden ende, selv om der er tale om en indkøber.”
\ Hvad er de typiske fejl, som en e-handelsbutik begår?
”De får ikke gjort deres hjemmearbejde ordentligt. De får ikke taget stilling til hvilken platform, de skal ligge på. Skal de være kæmpestore, skal infrastrukturen håndtere et stort lager. Og de skal være sikre på, at Google kan læse og indeksere deres hjemmeside ordentligt.”
\ Hvad er de vigtigste forudsætninger for at få succes med e-handel?
”Jeg vil sige, at det er at fokusere vedholdende, og at man vælger de rigtige samarbejdspartnere til de rigtige opgaver. Du kan ikke klare alle områderne selv. Nogle ting skal du købe dig hjælp til – som for eksempel søgemaskiner og sociale medier.”
\
\ E-handlen slår rekorder
\ At Morten Vadskær og Morten Blinksbjerg er en del af et vækstmarked, er der næppe så megen tvivl om. Et af årets stærkeste pejlemærker for e-handlen er danskernes købelyst ved juletid. Og her slog julen 2014 slog rekorder. Hele 30 procent af danskerne købte mere end fem gaver online i julemåneden. Gennemsnittet for alle forbrugere var ligeledes en rekord med hele 3,6 procent for alle forbrugere.
Og postbudene var ude med mere end syv millioner pakker fra e-handlen. Ifølge Morten O. Nielsen, kommunikationschef i Post Danmark, så virksomheden en stigning på 15 procent i pakkeposten i december 2014, hvor alle tidligere pakkerekorder blev slået.
Indkøbene i december måned 2014 gik især til danske netbutikker. Der blev købt dansk i 70 procent af handlerne, og det er højere end i november, hvor kun 65 procent af handlerne gik til danske netbutikker.
I den forbindelse udtalte Annette Falberg, administrerende direktør i FDIH:
”Det er en god afslutning på 2014, efter at vi i løbet af året har set måneder, hvor mere end hver tredje handel gik til en udenlandsk netbutik.”
Kilde: FDIH
\ Da ”kyllingen” blev hacket
I dag taler Morten Vadskær ikke så meget om fortiden i politiet, men en af sagerne fra hans tid i politiet vil han dog gerne tale om. I slutningen af juli 2007 blev cykelrytteren Michael ”Kyllingen” Rasmussens hacket lige efter han blev smidt ud af Tour de France.
”Og mens han kører fra Italien mod Danmark en nat får han et opkald om, at hans mail er mail er blevet hacket. Hackeren forsøger at afpresser ham,” siger Morten Vadskær. Uden at afsløre for meget, fortæller han, at sagen blev opklaret forholdsvist hurtigt blot ved at anvende Google.
”Der var en nogle oplysninger i hans mail, som vi undersøgte. Han havde underskrevet sig med et dæknavn, der indeholde fire cifre af hans cpr-nummer. Og da vi googler det, finder vi et navn. Det navn passer med en adresse i en bestemt boligblok,” siger Morten Vadskær.
Kilde: FDIH
Super fed artikel! Vi er selv som webshop skiftet fra en anden udbyder til Shoporama og kan kun sige positive ting om Morten Vadskær og Shoporama! 🙂 Yderst professionelle og hjælpsomme. Og så spiller deres shop system bare max! 🙂
Det er altid sjovt når man falder over en artikel med en man har lært at kende. Jeg driver til dagligt min webshop http://theduck.dk her sælger vi alt fra dukkehus til babynest. Min shop er en Shoporama shop, det er min første shop siden jeg lukkede en ned i 2006, så jeg er ikke inde i hvordan andre køre, men jeg kan se at når en shop af min størrelse og i et marked der er meget hårdt kan ligge så godt på google så kan det ikke være helt skidt.
En anden ting som ikke er med i artiklen er vores sammenhold, på vores facebook side kan man altid få hjælp her er der dagligt spørgsmål og svar som løser de små problemer man kan stå med som shopejer.
Desuden sørge Morten Vadskær for at der er en masse kurser og hygge aftner det kan være Seo kursus, så dan skruer du på din shop, Konverteringsoptimering og mange andre ting. Det gør at man ikke kun er sig selv, men at man også får følelsen at man har kollegaer.
Så alt i alt vil jeg sige at mit første år med Shoporama har lært mig enormt meget som jeg tvivler på ville ske med et andet shopping system.