IT-branchen over fire årtier: Teknikrevolution har ændret kravene til sociale kompetencer

Hvert årti i IT-branchen har haft sin egen lille håndfuld af revolutioner.

I 80’erne blev mainframes skiftet ud med PC’ere, som siden blev koblet op i netværk. I 90’erne ramte internettet og browseren verden, og vi fik en eksplosion af sites og services. I dag svømmer vi rundt i sociale medier og cloud computing.

Men de mange teknologiske revolutioner er ikke bare tekniske ændringer. De har også ændret kravene til IT-medarbejderne.

Da datalogerne i 80’erne skulle programmere alt fra bunden, skulle de ”bare” sørge for, at programmet fungerede. Der var ingen krav om at sætte sig ind i forretningsmodeller og de skulle højest tale med en enkelt superbruger, som bare skulle vide, hvilke tal man kunne indtaste i hvilke felter.

Det har ændret sig mange gange siden – for eksempel da internettet rullede ud over verden. Da aktiemillionerne trillede ind i de store dot.com-firmaer, fik forretningsfolkene uendelig magt. Undervejs glemte de at tage dialogen internt, og det efterlod programmørerne på bagsædet – ganske frustrerede.

SAMDATA Magasinet har talt med to af dem, der har været med i IT-branchen i rigtig lang tid.

Birgitte Rolskov startede på Datalogi-studiet i 1973 og var med til at programmere hele lagersystemer fra bunden på RC 8000-maskiner, produceret af det nu hedengangne danske firma, Regnecentralen. Her få dage før hun går på pension, fortæller hun om en helt anden verden.

Claus Bülow Christensen kom ind i IT-branchen i 90’erne, da millionerne først væltede ind i internet-firmaerne – inden det hele væltede. Læs hans beretning om, hvad det betød for IT-folkene.

NY TEKNOLOGI KRÆVEDE MERE SAMARBEJDE

”I 70’erne var der flere piger på datalogi, end der er i dag. Ud af 100 studerende kunne der godt være op 10 – 20 piger på en årgang,” fortæller Birgitte Rolskov.

Den erfarne programmør, IT-konsulent og senest IT-arkitekt har arbejdet 37 år i branchen, og har netop sagt jobbet op for at blive pensionist. Om kort tid slipper hun tastaturet for sidste gang. Men hun kan se tilbage på en karriere, der spænder over en stribe teknologispring, som ikke bare har ændret mulighederne, men også kønsbalancen, arbejdsmetoder og kravene til sociale kompetencer.

Flere kvinder end mænd

Da Birgitte Rolskov ankom til Jydsk Telefon i 1982 var det egentlig en mandeverden, hvor der var rigtigt mange ingeniører. Men lige præcis hendes team bestod af fire kvinder og tre mænd. De kvindelige edb-medarbejdere var i overtal. Det ændrede sig imidlertid ret hurtigt.

På det tidspunkt væltede det frem med små mikrodatamater som Sinclair og Commodore, og det var mest drengene, der tog maskinerne til sig. Det betød, at de mødte op med en masse nørdviden, og det ændrede stemningen på datalogi.

”Da jeg startede på Datalogi i 73, var vi alle lige blanke – både piger og drenge. Da vi nåede frem til firserne, var pigerne bagud på point. Drengene dominerede undervisningen, og det skræmte mange af pigerne væk.”

Vi kendte alle brugerne

Hos Jydsk Telefon var teamets opgave at lave et komplet lagersystem. I dag ville man anskaffe et færdigt ERP-system og så tilrette det til virksomhedens behov, men dengang programmerede de det hele fra bunden i programmeringssproget Algol.

”Vi lavede det hele på RC 8000 maskiner (fra Regnecentralen, Red), og Jydsk Telefons edbafdeling måtte faktisk også lave en del af styresystemet, for maskinerne kunne kun det mest basale,” husker Birgitte Rolskov.

”De få programmører der er tilbage, sidder hos nogle af de store tech-giganter. I stedet handler jobbene i branchen om at hjælpe de folk, der skal indføre og betjene udstyret.”
Birgitte Rolsko

I dag er de sociale færdigheder blevet vigtigere. Man taler meget om, at programmører skal lære at forstå brugernes behov, og der findes både arbejdsmetoder og hele fag på universitetsniveau, som alene handler om brugerindsigt.

”Der var ikke noget krav om, at vi skulle tale med brugerne. Vi skulle måske tale med en enkelt superbruger, men til gengæld kendte vi reelt alle dem, der skulle bruge vores system,” husker hun.

Færre nørd-jobs – mere kommunikation

Birgitte Rolskov peger på, at for hver gang, der er sket et teknologi-skifte, har man løftet teknologien til et nyt abstraktionsniveau, hvor man er kommet længere væk fra programmeringen. Samtidigt er man kommet ud i nye fagområder.

”I dag kan du ikke lave noget uden, at der er IT i faget, uanset om du laver musik eller betjener røntgenapparater.” Det betyder, at der er langt mere fokus på sociale kompetencer som samarbejde og kommunikation.

”De programmører der er tilbage, sidder hos nogle af de store tech-giganter eller med specialopgaver ude hos firmaerne. Mange af de nye jobs i branchen handler om at hjælpe de folk, der skal indføre og betjene udstyret,” forklarer Birgitte Rolskov.

Rækkeviden af beslutninger er enorm

I dag er hun ansat som IT-arkitekt hos TDC, hvor hun arbejder med IT-infrastruktur til understøttelse af datanetværket.

”Det er relativt teknisk, og der er meget domæneviden, man skal have styr på, for at jeg kan tale med IT-folk, der arbejder på et dybt teknisk niveau. Rækkevidden af designbeslutninger er enorm. Hvis vi tager de forkerte beslutninger, kan vi reelt godt lægge datanettet ned.”

Den type job kræver både is i maven, og evnen til at acceptere, at man nogle gange må levere, før produktet er helt finpudset.

For kort tid siden har hun sagt op, for at kunne gå på pension efter 37 år i IT-branchen.

”Det har været en god branche at arbejde i. Der har været fart på, og det har aldrig været kedeligt. Der er sket et hop i kompleksitet og hastighed i branchen. Dengang jeg startede havde jeg fornemmelsen af, at jeg kunne overskue faget. Det er blevet langt sværere,” siger Birgitte Rolskov.

Claus Bülow Christensen husker, at de mest kritiske IT-folk blev flyttet til andre projekter, hvis de da ikke valgte selv at sige op: ”Der var ikke respekt nok om programmørerne.”

RESPEKTEN FOR PROGRAMMØRERNE ER BLEVET STØRRE EFTER DOT.COM-CRASHET

”Det, der gennemsyrede den tid, var et drømmeunivers. Alt kunne lade sig gøre. Vi kunne se fremtidens samfund og alle de ting, der ville kunne lade sig gøre på grund af teknologien,” husker Claus Bülow Christensen.

Årene han taler om, er Dot.com-æraen sidst i halvfemserne, hvor internetbaserede firmaer pludseligt tiltrak enorme investeringer. Stifterne af selv små firmaer, blev på kort tid til mangemillionærer, fordi investorerne troede på prognosen om, at alle forretninger ville flytte på nettet på ingen tid.

”De havde et surrealistisk begreb: ’Den Nye Økonomi’,” husker Claus Bülow Christensen.

I dag ser han tilbage på en tid, hvor mange af tankerne var rigtige, men hvor timingen var helt forkert. Enten var teknologien ikke moden, eller også var kunderne ikke klar til de flyvske ideer.

Undervejs oplevede han også, at IT-folkenes position og deres samarbejde med andre grupper, blev vendt på hovedet et par gange. Det krævede store sociale færdigheder at færdes i det turbulente miljø.

”Det var fascinerende at se de mennesketyper, der blev tiltrukket. Der kom de her unge mennesker i deres sorte jakkesæt, som snakkede løs og fik aktieoptioner. Man kunne tjene frygteligt mange penge på kort tid. Det betød, at fantasterne dominerede for meget, og det lignede på nogle måder et pyramidespil,” fortæller Claus Bülow Christensen.

Selv om han var lidt ældre og mere erfaren end mange af de andre i branchen, så prøvede han selv at blive ramt af en snert af dot.com-feberen.

”Jeg havde investeret 158.000 kr. i Framfab-aktier, der på få år blev 2 – 2,5 millioner værd.”

”I dot.com-dagene var der ikke stor nok respekt om programmørerne.”
Claus Bülow Christensen

Han skulle blot vente tre år før han kunne sælge aktierne, men så langt nåede han aldrig, før IT-boblen brast i en serie af styrtdyk. Framfab mistede på kort tid 99,7 % af aktieværdien.

”Mine aktier endte vist med at være 58 øre værd stykket. Alt var stort set værdiløst,” erindrer Claus Bülow Christensen.

Ingen lyttede til de skeptiske

Ifølge ham var et af de grundlæggende problemer under hele dot.com-æraen, at de forskellige faggrupper ikke altid evnede at sætte sig ind i hinandens verden. På grund af de mange penge i branchen var magtbalancen mellem IT-folkene og business-siden nemlig skæv.

”Der var en stærk og inderlig tro på, at alt man rørte ved, ville blive til guld. Man kunne både gå på vandet og træerne voksede ind i himlen.”

”Programmørerne kunne jo ofte se, at det var umuligt at nå de ting, som salgsfolkene lovede investorerne. Men de blev beroliget med, at man ville flyve eksperter ind fra andre lande og ansætte flere folk. Men det hjælper jo ikke bare at sætte flere folk på en opgave.”

Claus Bülow Christensen husker, at de mest kritiske IT-folk blev flyttet til andre projekter, hvis de da ikke valgte selv at sige op, fordi ledelsen ikke havde forståelse for programmørernes arbejdsområde.

”Der var ikke respekt nok om programmørerne. Det var ofte en syg kultur, drevet af fantaster,” mener Claus Bülow Christensen.

Respekten er blevet større

I dag mener han, at IT-branchen har lært en hel del af de katastrofale år. Man har lært, at det er afgørende at lytte til de forskellige faggrupper, og inddrage dem tidligt i processerne.

”Der fulgte en større respekt for den faglighed, som programmørerne besidder og en forståelse for, at god kommunikation og jordnær forventningsafstemning er altafgørende.”

Han ser også ændringerne fortsætte ind i nyere tid. Her skifter kompetence-kravene, så det forventes, at programmørerne både har indsigt i kundernes behov og er i stand til at levere til markedet lynhurtigt.

”Tag fx Endomondo (Dansk motionsapp, Red.), der blev solgt til det amerikanske sportstøjsfirma Under Armour. I gamle dage ville værdien have været skabt af fancy ny teknologi. I dag ligger værdien i at skabe kunderelationer og en kundebase,” opsummerer Claus Bülow Christensen.