Internetlogning: Overraskende newspeak fra en liberalist

LEDER: Regeringens ide om logning af al internettrafik er et brud på normale frihedsrettigheder. Grundprincippet må stadig være, at en dommer skal godkende, før vi overvåger alt, hvad en borger gør.

I George Orwells berømte roman ”1984” beskrives en almægtig stat, der overvåger borgerne totalt – helt ind i deres boliger. Staten har tillige skabt et nyt sprog, hvor ord der ikke passer staten, ganske simpelt bliver fjernet, eller hvor ord bliver omdefineret.

Et dansk eksempel på Newspeak leverede justitsminister Søren Pind, da han forleden fastholdt, at regeringens nye logningsbekendtgørelse ikke er ”masseovervågning” – selv om hans nye lovforslag vil forpligte internetudbyderne til at logge alle sider danskerne besøger på nettet. I Søren Pinds nye ordbog, må man kun bruge ordet masseovervågning, hvis staten har fri adgang til oplysningerne.

Lad os blot konstatere, at I den sproglig verden resten af os befinder sig, så er der selvfølgelig tale om masseovervågning – når man overvåger alle.

Det overraskende er selvfølgelig, at George Orwell forsøgte at beskrive, hvor uhyrligt et statsmaskineri kan blive, når det overtager alt ansvar for borgerne. Søren Pind har netop været fortaler for et liberalistisk udgangspunkt, hvor den enkelte borger skal værnes mod staten.

Nu hvor Søren Pind selv er blevet en del af statsapparatet, er han åbenbart vendt på en tallerken.

Omni-digital overvågning

Søren Pinds forslag vil skabe nogle ekstremt omfangsrige databaser, der gør, at borgernes liv reelt er overvåget i næsten alle detaljer. Listen er vokset i de senere år og er skræmmende.

Den nye logningsbekendtgørelse vil betyde, at man stort set kan tankeaflæse hver enkelt borger. Alle sider vi læser på nettet bliver logget. Alle udsendelser, vi streamer på nettet, logges. Hele netværket vi opbygger logges, fordi man kan se, hvem vi mailer med, taler med eller forbinder med på sociale netværk. Selv det vi blot grubler over, kan aflæses lige så snart vi laver en søgning på nettet.

I forvejen logges alle telefonsamtaler og sms’er. Politibiler registrerer i nærmeste fremtid alle biler de passerer, og kører vi på en større udfaldsveje registreres det også. Endeligt har regeringen i stort omfang gjort det forbudt at handle med større kontantbeløb.

Tilbage i firserne var vi alle enige om, at det var forfærdeligt, at man i Østeuropa ikke kunne eje en skrivemaskine, uden at det skulle registreres. I dag er vi på vej mod, at en stor del af vores egne tastetryk skal registreres.

Data venter på et angreb

For justitsminister Søren Pind er den vigtige forskel, at regeringen ikke har adgang til oplysningerne uden en dommerkendelse.

Men han glemmer helt, at en database af det omfang og den symbolske betydning, selvfølgelig er et oplagt mål for hackere.

Vi så, at CSC fik hacket databaser med bl.a. oplysninger fra SKAT og politiets Schengenregister over mistænkte. Senere klumrede CSC selv i det og kom til at offentliggøre 900.000 CPR-numre fra Robinson-listen. Vi så, at det var muligt for Se & Hør at infiltrere Nets og skaffe sig Dankort-oplysninger fra toppolitikere, tv-værter og kongelige.

Når først alle er overvåget, og alle data er samlet, er dommerstanden kun en halv beskyttelse. Den anden halvdel af sikkerheden afgøres i et løbende kapløb mellem kriminelle og sikkerhedsniveauet hos internetudbyderne.

Balancen halter

Desværre er logningsbekendtgørelsen kun et eksempel på, at der ikke længere er en fornuftig balance mellem det enkelte menneskes ret til privatliv og tankefrihed, og statens ønske om at kontrollere alt.

Vi så det med den nye lov om aktindsigt, der på vigtige områder har gjort det umuligt for pressen at få indsigt i, hvad der foregår i statsapparatet. Symptomatisk nok er justitsministeriet for eksempel i gang med en høring hos teleselskaberne, der skal udtale sig – uden at få indblik i lovgrundlaget.

Vi så det med den udøvende magt, der foretog massearrestationerne under COP15, som højesteret siden underkendte. Vi så det, da betjente konsekvent fjernede tibetanske flag fra københavnske gader for at please en stormagt. Og senest så vi det, da fotografer skulle fjernes fra motorvejen i Sønderjylland, så pressen ikke kunne følge med, når betjentene skulle fjerne flygtningene.

Og nu ser vi så, at alt hvad borgerne taster i URL-feltet skal logges, så det senere kan bruges mod dem.

Det er alt sammen tegn på en statsmagt, der vil vide alt om, hvad borgerne gør, og som ikke frit lader pressen virke og ytringsfriheden råde.

Ikke alt der er muligt – er godt

Vi kan ikke løbe fra, at fremtiden er digital og, at næsten alt vi foretager os i dag, foregår via digitale værktøjer.

Men staten skal ikke – med internetudbyderne som forlænget arm – overvåge hvert eneste hjemmeside borgerne besøger, eller hver eneste ord vi søger på, og hver eneste menneske vi kommer i forbindelse med – bare fordi det er teknisk muligt.

Udgangspunktet må stadig være en tredeling af magten, så vi først bliver overvåget helt ind i vores tastatur, når en dommer har sagt, at det er rimeligt. Når den bedømmelse har fundet sted, har vi den rigtige balance mellem staten og borgerne.