I en webshop drejer hele forretningen rundt om nørderne
Fælles for begge webshops er, at nørderne er krumtappen i e-handel.
Og deres opgaver er vidt forskellige: Optimering af søgeord (SEO), udvikling af ny funktionalitet, udvikling af nye funktioner og grænseflader til andre systemer, automatisering af manuelle funktioner og meget, meget mere.
Nørderne er nøglepersoner i Gucca.dk
I teorien er IT-medarbejderne i en webshop som Gucca en fordyrende omkostning, der burde kunne spares væk. Eller måske klares med ekstern ad hoc-hjælp. Men i praksis er nørderne svaret på det konstante krav om udvikling og vækst – uden nørder ville butikken sande til og gå i stå.Efter interviewet dukker Martin Nielsens chef op i døren og spørger forsigtigt:
”Må jeg låne min nørd et øjeblik?”
Chefen, der selv er uddannet datamatiker, har et problem med en rutine i koden til webshoppens gavekort-funktion. En detalje, som Martin hurtigt løser. Det er nemlig helt bevidst, at varehuset på nettet, Gucca.dk, har deres egne programmører ansat.
”Essensen af det, vi laver, er digitalt. Derfor kan vi ikke klare os uden nørderne. Martin var faktisk i sin tid en af de første, vi ansatte. Kundeservice og marketing kom bagefter,” siger Martins chef, Thomas Bertelsen, der også er en af stifterne og IT-chef i Gucca.
Gucca.dk begyndte oprindelig i 2003 som en cd- og dvd-forretning på nettet. Men det marked bliver hastigt mindre i takt med, at vi i stedet streamer musik og film på nettet. Nu har Gucca også taget spil, bøger, legetøj, elektronik og meget andet ind i sortimentet. Webshoppen er blevet et stort digitalt varehus med et bredt udbud af fysiske varer.
Det særlige ved Gucca.dk er, at de ikke selv håndterer varerne. Det er dropshipping, hvilket betyder, at underleverandører pakker og sender varerne. Når man ser bort fra nogle få returvarer, betyder det, at alle ti ansatte på kontoret i hjertet af Herning udelukkende arbejder med at vedligeholde og udvide webshoppen.
Må jeg låne min nørd et øjeblik?
Programmør er en omkostning
Når sådan en butik først er udviklet og kører stabilt i daglig drift, kunne man ellers godt argumentere for, at fastansatte programmører er en belastende omkostning.
”Men sådan er det ikke. Det, der virker i dag, virker ikke nødvendigvis i morgen. Kravene ændrer sig hele tiden,” lyder det fra Guccas chefnørd, Martin Nielsen.
”Selvfølgelig er Martin og vores anden programmør en omkostning. Men en omkostning, vi ikke kan undvære. Vi står aldrig stille. Vi har brug for hele tiden at udvikle os. Ellers ville vi have været død sammen med DVD’en. Det er et spørgsmål om overlevelse, at vi har udviklere,” tilføjer Thomas Bertelsen.
Martin Nielsen er uddannet multimediedesigner og cand. It. Fra Syddansk Universitet, SDU, i Kolding. Da han blev færdig for knap otte år siden, tog han jobbet på Gucca for at komme i gang.
”Jeg ville bare være her et års tid, men der har vist sig hele tiden at være nye og skiftende udfordringer. Hvis jeg ikke var blevet udfordret hver dag, så ville jeg ikke være her endnu,” siger Martin Nielsen.
Fingrene i det hele
En af de ting, der overraskede Martin Nielsen – på den gode måde – var, at han blev en central person i butikkens drift. Og hans IT-opgaver breder sig over et bredt spekter.
”I en virksomhed af vores størrelse, flyder tingene sammen. Vi kommer til at have fingrene med i det hele,” fortæller han og tilføjer:
”Jeg har siddet en del med SEO (Search Engine Optimization, red), arbejdet med at øge konverteringsraten (den procentdel af kunderne der ikke bare kigger, men også køber i webshoppen, red.), udvikling af webshoppen og meget mere. Det spændende er, at det jeg laver, direkte påvirker bundlinjen i butikken.”
Og han er stolt af sin arbejdsplads.
”Når det for eksempel gælder konverteringsraten, så ligger vi på den gode side af gennemsnittet. Og vi arbejder hele tiden på at blive bedre helt ned på decimalerne,” siger Martin Nielsen, der dog ikke vil ud med det præcise tal.
”Det er en forretningshemmelighed.”
Udviklet fra scratch
I en webshop som Gucca.dk handler det meget om at skrue på detaljer, undersøge alternativer og i det hele taget optimere butikken. Eksempelvis ved at lave splittest, hvor halvdelen af kunderne får den ene farve købsknap og en anden halvdel får en anden farve.
”Det gælder om at fjerne barrierer i købsprocessen og minimere frafaldet,” forklarer Martin Nielsen.
Guccas tidligere webshop var en ældre løsning udviklet i PHP, og der var efterhånden lagt så mange selvudviklede funktioner ovenpå, at de var begyndt at blive bange for, om den fortsat ville være stabil.
Derfor valgte Martin Nielsen i samarbejde med sine chefer og sine kolleger for to år siden at udvikle en helt ny webshop. Naturligvis undersøgte de standardløsninger, men der var faktisk ingen tvivl.
”Når vi selv udvikler systemet, så bliver det langt mere fleksibelt til vores behov,” siger it-chef Thomas Bertelsen.
”Vi har jo selv en del erfaring og knowhow. Det kunne vi bygge ind i det nye system, hvis vi selv udviklede det,” supplerer Martin Nielsen, der har været ankermand i udviklingen af Guccas nye webshop.
Kender butikken ud og ind
Gucca version to er i øvrigt også udviklet i PHP.
”Vi har ikke opfundet den dybe tallerken. Men vi har fundet et system, der fungerer for os – til det vi skal bruge det til,” siger Martin Nielsen.
Systemet gik i drift efter et halvt års udvikling og har nu kørt stabilt i mere end et år. At det er hundrede procent hjemmelavet har også sine fordele.
”Jeg blev ringet op i lufthavnsbussen på vej på ferie, fordi der var en fejl et sted. I telefonen kunne jeg fortælle, at det måtte være i den og den linje. Jeg kender jo det hele ud og ind,” fortæller Martin Nielsen.
Han regner med, at der er mere end 15.000 kodelinjer.
Man kan nå langt som en nørd i e-handelsbranchen! Det er super fedt.
Skide god artikel – Kender både Martin og Søren. Mest sidst nævnte, da jeg har arbejdet 6 år hos Cykelpartner og var med til at ansætte Søren 🙂
Jeg kunne slet ikke forestille mig at arbejde i en anden branche end E-handel, det er her det sker, og det er her man hurtigst ser resultatet af sit arbejde, på både godt og ondt .. heldigvis mest godt 🙂
Nu er jeg sprunget ud som webshop ejer, og fortryder at jeg ikke var mere en nørd i skolen. Der var jeg den der havde travlt med at spille fodbold i frikvarteret. Kunne jeg gøre det om vil jeg heller være en af de “seje” nørder 🙂
Ja hvis jeg var nørd havde jeg sparret en hel del i mine webshop. Men med mine evner på det tekniske område må jeg bare erkende at min tid er mere værd andre steder. Sætter jeg min udvikler igang bruger han en time, jeg vil jo ikke kunne klare det på en uge. et hint til dem der ikke har deres egen udvikler er at samle opgaver sammen, alt der ikke er akut samles og sendes til udvikleren hver 3 måned. På den måde spare jeg den tid som min udvikler bruger på lige at skulle igang med en opgave