Hvis du kan alle dele af dit job til punkt og prikke, er det ikke længere den rigtige stilling for dig
”Da jeg begyndte her, manglede jeg selvtillid. Jeg var usikker. Jeg var bange for, hvordan mine kolleger så på mig. Det har ikke været let at komme ud over. Jeg var nødt til at øve mig meget. Jeg indså, at det gjaldt alle dele af mit liv, selv når det kom til at vælge møbler eller gå på restaurant.”
Sådan beskrev Nayan Busa sig selv, da han begyndte som nyansat i den amerikanske IT-virksomhed Next Jump. Og ordene faldt på hans præsentation på en ”Super Saturday”. Det er en af to lørdage om året, hvor ansøgere fra hele USA møder op i på New York-kontoret for at se, om de passer ind i Next Jump.
Scenen med Nayan Busa er beskrevet i bogen An Everyone Culture: Becoming a Deliberately Developmental Organization.
Bogen er skrevet af Lisa Laskov Lahey og Robert Kegan, der begge underviser på det amerikanske Harvard Universitet. På de 310 sider skriver de om en række virksomheder, som går til medarbejderudvikling på en helt ny måde end det, vi normalt ser i både danske og udenlandske firmaer.
”Jeg øver mig lige nu foran jer”
Umiddelbart kan man godt blive lidt skeptisk, når man læser bogens kapitel om Next Jump. For hvilken virksomhed ville i dagens Danmark ikke kunne skrive under på, at man da selvfølgelig arbejder på at udvikle medarbejderne bedst muligt?
Så lad os for et øjeblik høre mere til bogens beskrivelse af, hvordan Nayan Busa gik til opgaven med at udvikle sig. På denne Super Saturday beskrev han overfor de 44 fremmødte nyuddannede IT-folk med drømme om et job i Next Jump, hvordan han havde arbejdet med at udvikle sig personligt på sin arbejdsplads.
”Jeg øvede mig ved at tale foran alle fra virksomheden om min udvikling. Jeg øver mig lige nu foran jer. Når du bliver bedre, forbedrer det omsætning og forretning. Og jeg har stadigt lang vej endnu.”
Tjekker man LinkedIn, vil man se, at Nayan Busa har mere end 10 år bag sig som medarbejder i Next Jump, hvor den unge inder i dag har en chefstilling.
Den amerikanske IT-virksomhed driver bl.a. en e-handelsplatform perksatwork.com, hvor medarbejdere i andre virksomheder kan købe ind med rabat. I dag har Next Jump, der blev grundlagt i 1994 af Charlie Kim, godt 200 medarbejder fordelt på tre adresser i USA og en i England.
Hvordan bliver du bedre?
Robert Kegan og Lis Laskov Lahey peger på, at virksomheden som en Deliberately Developing Organization – eller DDO – er anderledes ved at placere deres medarbejdere i roller, hvor de egentlig ikke har kompetencerne til at udfylde dem.
Umiddelbart lyder det som en lettere vovet strategi. Men ideen er konstant at give medarbejderne feedback på, hvordan de bliver bedre til at løse deres opgaver eller udvikle sig personligt. Uden at de skal frygte at blive en fiasko.
Et godt eksempel kan man finde fra en anden Super Saturday end den der er beskrevet i bogen. Ifølge et interview med to medarbejdere, der trods deres korte tid i virksomheden, blev sat til at styre hele forløbet med de mange jobansøgere.
Både Yutong Huang og Ruicong Xie fandt det overvældende at skulle styre et så omfattende forløb.
”… vi var meget nervøse, fordi det er en event, som dækker alle virksomhedens kontorer. Alle er engageret i dette, så for os som to yngre ingeniører at styre det, var meget stressende,” udtaler Ruicong Xie i bloggen.
Men de fik sparring og hjælp af to coaches og HR-afdelingen, fortæller han, til f.eks. at sørge for flytransport og hotelophold til de mange ansøgere. Ifølge bloggen lærte de begge at uddelegere opgaver i stedet for at gøre det hele selv og at afholde sig fra at kigge kolleger alt for meget over skulderne, når de så endelig havde uddelegeret opgaver.
Både Yutong Huang og Ruicong Xie har begge senere forladt Next Jump til fordel for andre IT-virksomheder.
Socialt inkompetente ansatte
Den måde at gå til det at rekruttere nye medarbejdere på, har sine rødder i en erkendelse, som Charlie Kim og resten af virksomheden kom frem til i sidste årti. Oprindeligt gjorde virksomheden det samme som så mange andre virksomheder, nemlig at hyre de smarteste og mest begavede folk, der blev udklækket fra topuniversiteterne.
Men det betød, at man grundlæggende endte med folk, der havde for store egoer og måske ikke de bedste sociale kompetencer.
Super Saturday er en måde at nærstudere, om ansøgere egentlig matcher virksomhedens kultur. I stedet er virksomheden gået til opgaven med at udvikle deres ansatte på en række forskellige måder, der ikke bare handler om at blive god til det tekniske eller at udvikle de sociale kompetencer. Selv om det sidste dog også fylder meget.
Men lad os for et øjeblik dvæle ved det, som Next Jump selv præsenterer på deres hjemmeside som vigtigt.
Her bliver der blandt andet tilbudt ren fitness, som man også kan opleve det i andre virksomheder, også i Danmark. På hovedkvarteret i New York er tilbud om Spinning to gange om ugen i eget lokale med 30 cykler.
At sove på jobbet
Et andet tilbud er søvn yoga, som bliver tilbudt på alle virksomhedens kontorer. Umiddelbart kunne man måske virre lidt på hovedet af dette tilbud. Men der er – ifølge virksomhedens egen blog – en god grund til dette.
En intern undersøgelse viste, at medarbejderne i snit fik 6,3 timers søvn i døgnet. De ældre medarbejdere sov mindre end de yngre. Det var ikke godt for deres evne til at præstere godt på jobbet, må man forstå.
Derfor tilbyder Next Jump en form for yoga, kaldet Yoga Nidra, som angiveligt kan kompensere for mangel på søvn.
Når det gælder de sociale kompetencer har Next Jump en række forløb for medarbejderne til at øge deres sociale kompetencer: Det gælder f.eks. workshops, hvor man lærer at lytte til andre mennesker for bedre at kunne læse en social situation.
Et andet eksempel, som Next Jump fremviser på deres hjemmeside, er workshops hvor medarbejderne arbejder med deres svagheder både privat og fagligt.
Hvad er det højere formål?
Rikke Hvilshøj, direktør for interessevirksomheden Dansk IT, mener, at virksomheder som Next Jump er udtryk for en generel tendens på arbejdsmarkedet, hvor de unge vil have en grund til at gå på arbejde ud over det at få en løn hver måned.
”Hvad er det højere formål med at være her? Virksomheder skal være meget klare på, hvad deres formål er, hvis de vil tiltrække den rigtige arbejdskraft. Det gælder selvfølgelig hele arbejdsmarkedet, men i brancher, hvor der er særlig mangel på arbejdskraft som i IT-branchen, skal man være særligt opmærksom på det,” siger hun.
Trods gentagne henvendelser har det ikke været muligt for SAMDATA Magasinet at komme i kontakt med Next Jump. Artiklen er derfor baseret på eksterne kilder.