Fremtidens IT-viden skal bare være bred og specialiseret
Hvordan ser fremtidens IT-medarbejder ud? SAMDATA Magasinet har bedt IT-branchens bedste bud på en vismand, Preben Mejer, om at komme med hans bud.
Han peger på, at der i fremtiden vil udvikle sig behov indenfor tre hovedområder.
Det første, der kommer til at spille en stor rolle, er medarbejdere med tungere og mere specialfokuserede kompetencer. Det er folk som softwareudviklere, der kan designe og udvikle software og IT-arkitekter, der fx beskæftiger sig med infrastruktur, information eller applikationer.
En anden gruppe man kan putte i den kasse, er dem, der specialiserer sig indenfor big data, fortæller Preben Mejer:
”Der hvor der er stor vækst lige nu, er inden for big data. Dem der kan analysere big data, dem som både forstår tal og kan se, hvad der er i dem og som også er kreative omkring, hvad man kan bruge dem til, kan næsten selv skrive deres egen løncheck. Det er et område i vild udvikling.”
Et tredje område, hvor der vil være stor efterspørgsel, er IT-chefer med god forretningsforståelse.
”Vi ser allerede et skift. Hvor cheferne før bare skulle have en forståelse for IT, skal de nu også i stigende omfang være rigtigt gode til at arbejde sammen med eksterne partnere. Og så er det vigtigste, at de både nu og ikke mindst i fremtiden, skal have en god forretningsforståelse.”
Så er der den fjerde gruppe, som er dem med de mere bløde og kreative kompetencer. Dem der er mest synlige i front for virksomheden.
”Det er dem, som både skal have forstand på IT og samtidig skal kunne skabe markedsføring og historiefortælling på sociale medier. De skal også kunne arbejde med apps, og i nær fremtid også med bots og kunstig intelligens, som bliver den næste store åbenbaring,” siger Preben Mejer.
AI bliver uundgåeligt
I fremtiden vil apps, som vi kender dem, blive erstattet af såkaldte bots. Små stykker kunstig intelligens der er automatiserede og i stand til at hjælpe brugeren videre, samtidig med at de kan tillære sig ting. Derfor kommer virksomheder til at efterspørge folk, der forstår botter – både teknisk og brugerflademæssigt, mener Preben Mejer.
Den kunstige intelligens, eller AI (Artificial Intelligence, red.), ligger oppe i skyen, og det er ikke automatisk givet, at det vil være repræsenteret i en applikation eller en intelligent bot. Den kunstige intelligens kan også have til formål at gøre andre programmer mere intelligente.
Det kan være alt fra netværksovervågning til overvågning af kreditkorttransaktioner for at fange svindel, eller sammenbinding og optimering af komplekse forløb med mange mulige udfald.
”Om fem minutter så stikker hele kunstig intelligens-området af. Så alt hvad der har med kunstig intelligens at gøre, er på vej også til at blive et voldsomt vækstområde, og jeg vil anbefale alle i IT-branchen at interessere sig for AI”, siger Preben Mejer.
Botter skal trænes og ligesom der er brug for app-udviklere, vil der være brug for udviklere, der dels forstår AI’s muligheder, og samtidig kan medvirke til at skabe så brugervenlig en grænseflade til botten og dens funktionalitet som muligt.
”Det kræver hardcore AI-kompetencer, og er typisk noget, som kun store virksomheder vil opbygge selv, ellers er det noget, man vil købe ude i byen.”
Et andet nyt vækstområde, der snart kommer til at gøre sit store indtog er talestyring. I fremtiden vil vores stemmer komme til at spille en større rolle i forhold til at styre den elektroniske dimension af vores hverdag.
”Man ser er et skift i brugergrænseflader, så tale fylder mere. Så det at arbejde med talestyring af apps, vil også være et område, hvor vi kommer til at se vækst.”
Fremtidens medarbejder er specialist
”Jeg tror, at dem, der kan skrive de største lønchecks, er dem der sidder inde i baglandet med specialviden inden for deres område. Men hvis man sidder længere fremme, mere synligt i virksomheden, og har de helt rigtige kompetencer, vil man også være meget efterspurgt. Vi har nemlig behov for nogen, der har forstand på nye måder at markedsføre på i det nye univers, der begynder at tone frem”, siger Preben Mejer.
Fordi de kommende år rummer så mange nye muligheder, tror Preben Mejer, at nye IT-medarbejdere i fremtiden vil blive uddannet til at besidde en bred forståelse af alle disse muligheder, en slags basisuddannelse.
\