Freelancerne er fremtidens udfordring
EDB-assistent i 1979 og siden et langt arbejdsliv på næsten den samme
arbejdsplads: Aarhus Kommunes EDB-central, der i år 2000 blev købt af KMD. Det giver næsten 35 års erfaring i at navigere gennem de mange interesser i en stor, offentlig og halvoffentlig institution. Så John Aabille har i den grad skiftet hest, siden han holdt hos KMD. Eller sådan ser det måske bare ud.
”Jeg ser freelancerne som en ny form for kooperativ, hvor du selv ejer det, du laver. Derfor er det også vigtigt, at vi fortsætter med at stå sammen som medlem af en faglig organisation – også som freelancere,” siger John Aabille og tilføjer:
”Hvis vi kan styrke den muskel omkring freelancerne, så står vi stærkere overfor arbejdsgiverne.”
Fagbevægelse i arv, gener og miljø
John Aabille har altid været fagforeningsmand. Sådan udtrykker han det i hvert fald selv:
”Det ligger lidt i generne. Det har altid interesseret mig. Og så har jeg nok også været påvirket en del hjemmefra. Min far var slagteriarbejder, og min mor var hjemmegående.”
Han var derfor allerede som barn med til 1. maj-fester, ligesom han var elevrådsformand i skolen.
”Jeg var med til at indføre, at vi fik et særligt rygelokale på skolen – Engdalsskolen i Brabrand. Jeg røg ikke selv, men vi ville gerne begrænse rygeriet til nogle få i et isoleret lokale. Og så fik vi også indført, at vi fik fri den første maj.”
Denne artikels skribent har selv en fortid som programmør på Aarhus Kommunes EDB-central i midten af 1980’erne og husker ikke John Aabille som hverken synlig eller styrende. Sådan virker han heller ikke. Snarere som ham, der får sine ting igennem i baggrunden. Diskret, diplomatisk og insisterende.
Den dag arbejdsgiverne siger, at der ikke længere er brug for en arbejdsgiverforening og lukker den, så skal vi overveje, om der er brug for en fagforening. Så lang tid de har behovet, så har vi det mindst lige så meget,” siger John Aabille.
John Aabille
Ved alle bordene – på begge sider
John Aabille har været medlem af SAMDATA\HK siden han begyndte på EDB-centralen. I 1993 blev han første gang medlem af SAMDATA\HKs hovedbestyrelse. Senere blev han medlem af HK Kommunals bestyrelse og i forbindelse med udliciteringen omkring årtusindskiftet, blev han tillidsrepræsentant. Han havde en nøglerolle, fordi han sad med ved bordet.
”Medarbejderne mente, at jeg havde så mange kontakter. Jeg havde også gode relationer til HK, ligesom jeg i kraft af mit arbejde havde været med til at implementere it hos byrødderne. Jeg kendte mange af beslutningstagerne,” fortæller John Aabille. Han havde været med til at skrive udliciteringsaftalen for driftsopgaverne. Som medarbejder sad John Aabille som den eneste med ved alle møderne med de tre bydere på Aarhus Kommunes it-opgaver.
”Det var spændende, men også krævende. Jeg sad i praksis på begge sider af bordet, det var ikke så bredt dengang. Hen imod slutningen havde vi møder med den ene byder frem til klokken to om natten, og så begyndte vi med den næste om morgenen klokken otte. Men det var ikke de samme mennesker – så mange gange var jeg den eneste, der var gennemgående.”
Freelancer.dk
En af de arenaer John Aabille er trådt ind på er løsarbejdernes. Eller freelancerne, som de også kaldes, Dem bliver der nemlig flere og flere af inden for alle fagområder. Ikke bare inden for it. John Aabille er i regi af HK Østjylland med til at samle freelancere i freelancer.dk.
”Vi har inviteret alle med, som går med en freelancer i maven og har samlet omkring 50 personer til et par arrangementer her inden sommerferien og fortsætter igen i august. Freelancere er på vej til at blive en dominerende måde at arbejde på, og det skal vi også tage højde for som fagforening,” forklarer han.
Oveni lønnen som fastansat – og i overenskomsterne – ligger der typisk 40 procent til dækning af overarbejde, ferie, pension, uddannelse, sygdom og meget mere.
”De ting skal du have med, når du går ud og får et job som freelancer. Vi har set behovet, og der kommer til at ske meget mere inden for det område,” siger John Aabille. Med freelancerne er fagbevægelsens historie ved at gentage sig selv. Arbejdsmarkedet flytter sig, men udfordringerne er de samme.
”Kigger du på septemberforliget fra 1890’erne, så var udgangspunktet daglejerne. Der er vi på vej tilbage til. Over en tredjedel af det amerikanske arbejdsmarked er løst tilknyttet. Det er vigtigt, at vi griber det og får det organiseret.”
Alle bør lære at programmere
John Aabille har også et andet lille hjertebarn, som han vil kæmpe for. Han vil være med til at gøre flere – både børn og voksne – interesseret i at programmere.
”Jeg vil gøre it-faget mere nærværende for den enkelte. I dag er der software i alt. Det er fascinerende. Derfor bør alle også lære at programmere og forstå it, så vi ikke bare bliver superforbrugere af elektronik med software i,” siger John Aabille, der ad den vej er blevet mere og mere interesseret i grundlæggende programmering.
En disciplin, som han ellers ikke har dyrket siden sin uddannelse på EDB-skolen i 1970’erne.
”De færreste forstår, hvad der sker i en telefon eller en computer. Men det bør de, og den bedste måde at lære det på er at gøre det. Prøve det af. Programmering er ikke noget, du kan læse dig til. Det er svarer til at cykle. Du skal op på cyklen for at lære balancen, ” siger John Aabille.
BLÅ BOG \ JOHN AABILLE
\ Uddannet EDB-assistent fra Aarhus Købmandsskole i 1979.
\ Samme år blev han ansat på Aarhus Kommunes EDB-central (senere Aarhus Kommunes IT-afdeling), hvor han har været siden.
\ Har ikke programmeret nævneværdigt i sin karriere, hvor han i stedet har primært været systemplanlægger, projektleder og haft ansvar for intern it.
\ I år 2000 købte KMD Aarhus Kommunes IT-afdeling, hvor John Aabille var en central person i forbindelse med udliciteringen og KMDs overtagelse af IT-afdelingen.
\ John Aabille har været medlem af SAMDATA\HKs landsforeningsbestyrelse uafbrudt siden 1992. Blev tillidsrepræsentant i 1999.
\ Bosat i Viby J, gift, to børn + en schæferhund.