Forsker: Kvinder skubbes ud af kode-fag
Blandt både mandlige og kvindelige programmører er der prestigen i de rigtige udvikler-jobs, mens alle de andre administrative opgaver rundt om anses for Sorteper-stillinger. Pudsigt nok er det kvinderne der ender i netop de stillinger.
Det viser et forskningsprojekt som lektor ved CBS, Christopher Mathieu, gennemførte frem til 2004. Han undersøgte gennem flere år kønsroller i svenske og irske IT-firmaer, og hvis man tror, at vi også snart får ligestilling blandt udviklere, så kan der vise sig at være lang vej igen.
”Kvindelige udviklere bliver på en meget subtil måde ført over i blødere roller. De ender med opgaver som kundekontakt, IT-arkitektur eller som projektledere og andre administrative jobs. Nogle gange sker det efter en barsel. Andre gange taler man om, at kvinders sociale intelligens gør, at de er bedre egnet til denne type af jobs.”
En forfremmelse uden prestige
”Det grundlæggende problem er, at der er prestige i det, man har uddannet sig til. Den opfattelse har både mænd og kvinder. Men nogen er nødt til at varetage de administrative opgaver, og så begynder spillet: Hvem kan vi få til at til at udføre de her opgaver, som både forstår teknologi og virksomhedere. Og selv om det ligner en forfremmelse, så er det kvinderne, der ender med Sorteper, forklarer Christopher Mathieu.”
Men kvinderne bliver ikke blot skubbet ud. En del flygter også selv fra faget, fordi det kan være svært at være en synlig minoritet i et mandligt miljø: ”Nogle gange kan det være tonen eller blikket. Når man hører til et mindretal i en gruppe, så bliver man nemt referenceperson for alle i den gruppe – især de dårlige egenskaber, og kvinder opfattes generelt som mindre teknologiske,” forklarer Christopher Mathieu.
”Det kan også bare være svært at være alene som minoritet. Når man er den eneste kvinde til julefrokosten, eller ikke lige har andre kvindelige udviklere at tale med, så føler man sig nemt ensom. Kvinderne oplever, at de ikke bare skal være lige så gode – men også modbevise alle fordommene og levere 120 % for at blive opfattet som lige så gode som mænd.
Virksomheder skal uddanne kvinderne
Christopher Matieu mener, at virksomhederne bærer ansvaret for at få ændret på tingene.
Løsninger er at ansætte flere kvinder. Man hører ofte, at der ikke er kompetente kvinder. Men så kan virksomheder ansætte den bedste og uddanne dem i huset – det kan godt lade sig gøre. Desværre vil virksomheder have hyldevarer fra DTU eller ITU. Det behøver de ikke. De kan også tage deres egne medarbejdere, og så kanalisere dem over med det teknologiske,” siger Christopher Matieau, der er sikker på, at det kan betale sig at have kvindelige udviklere.
”Der er tre store fordele. Når man udvikler nye produkter og tjenester, så har man brug for også at have et kvindeligt blik på tingene, så man ved, hvordan en kvindelig kunde eller medarbejder vil betragte det system eller det produkt, man er ved at bygge.
Det andet aspekt er, at det det bliver mere spændende at gå på arbejde, når man har både mænd og kvinder i en afdeling. Det bliver mindre drenget, og tonen er ikke som i et herre-omklædningsrum. Det er en fordel for trivslen.
Endeligt er det en fordel for virksomheden at vise, at den er progressiv, at man ikke er chauvinistisk. Ved at have kvindelige udviklere ansat, har man vist, at man kan tackle en opgave, som andre virksomheder ikke har klaret.
”Man er nødt til at gøre en indsats for at bryde med normerne, hvis man vil have forbedringer. Det kommer ikke af sig selv,” understreger Christopher Mathieu.